Kristendommens tilblivelse
Skrevet af Anna Perregaard på basis af deltagelse i et kursus på
Københavns Folkeuniversitet, Sommer 1999, forelæst af Claus Christoffersen.
Kristendommen er opstået for godt 2000 år siden i Mellemøsten i den daværende romerske provins Palestina, som i dag hedder Israel. I denne brydningstid er der i Romerriget opstået mange nye religions ideologier eller blevet "importeret til" navnlig på grund af rigets store ekspansion. Denne ekspansion medførte en sammenblanding af forskellige kulturer og nedbrydning af gamle stammereligioner. Dette skabte grobund for nye religioner som henvendte sig til det enkelte menneske, og Kristendommen var en af dem. Den bygger på Jesus´ virke og lære, og selv om hans kærlighedsbudskab var revolutionerende på dette tidspunkt (og selv i vore dage kan virke sådan), var hans ideer udover at være stærkt rodfæstet i det jødiske Gamle Testamente også under stærk indflydelse af den Hellenistiske ånd, som bygger på græsk idélære og som på dette tidspunkt var meget dominerende i hele Romerriget. Denne ånd havde stor indflydelse også på udformningen af Kristendommen til den religion som endte med at blive statsreligion i hele Romerriget og senere også i hele Europa. Man kan sige at Kristendommen og dermed den europæiske kultur bygger på 2 grundsøjler, den jødiske og den græske som komplementerer hinanden og skaber dynamikken igennem historien.
Den Jødiske religionsideologi bygger først og fremmest på, at verden er skabt af Gud, den eneste skabende kraft i universet. Den er skabt ud af intet og den er god. Det onde kommer senere i verden ved menneskets handlinger, ved dettes selvcentrering og afbrydelse af samarbejde med Gud. Jødedommen sætter Gud i centrum og påstår at mennesket ikke kan eksistere alene, men kun i relation til Gud, mens Gud eksisterer i kraft af sig selv. Mennesket kan ikke erkende Gud ved hjælp af fornuften, men ved hjælp af hjertet og viljen til at tro på Gud sammen med et ydmyg livsførelse kan man opnå nåden. Ifølge Jødedommen er mennesket en uadskillelig enhed af både krop og sjæl, dybt forankret i denne eksisterende verden og indgående i dens lineare historiske udvikling.
Denne historiske betydning som går videre til Kristendommen stammer først og fremmest fra det Gamle Testamente, som er det jødiske folks historiebeskrivelse. Forventningen af Messias' ankomst og tro på opstandelsen som for de kristne kom til opfyldelse igennem Jesus, stammer navnlig fra Farisæerne, som var en religiøs sekt fra den jødiske middelklasse som har samlet sig omkring Synagogerne i modsætning til overklassen (Saddukaer) som har samlet sig omkring Templet.
I modsætning til den Jødiske ideologi, hvor verden er skabt ud af intet af en Gud, påstår den græske ideologi at universet er evigt hvor to hovedkræfter Kosmos og Kaos konstant bekæmper hinanden. Den gode kraft Kosmos skaber orden ved at bekæmpe den onde Kaos som er uorden skabende. Guderne, som repræsenterer øvrige naturkrafter er blevet til i udviklingens forløb ligesom mennesket. I modsætning til Guderne, som er udødelige er mennesket dødeligt, men ellers ophøjet over resten af naturen på grund af sin fornuft (sjæl). Modsat Jødedommen, betragter den græske ideologi sjælen som en adskillige del af mennesket der lever evigt. Ifølge de store græske filosofer som Platon og Aristoteles, skal mennesket ved hjælp af sin fornuft og i fællesskab med andre mennesker (i bystaten -Polis) hjælpe med at skabe orden i verden og stræbe efter de evige, ideale (guddommelige) tilstande. Det onde i mennesket ytrer sig ved mangel på kendskab til idealet. Dannelsen skal hjælpe med at handle etisk og denne vej erkende idealet og dermed blive et fuldkomment og lykkeligt menneske. Mange af disse tanker havde en stor indflydelse på Kristendommen.
Under Alexander den Store (330 f.Kr) har den græske kultur og sprog udbredt sig langt ud over Grækenland, og omvendt har de mellemøstlige religioner infiltreret Grækenland, hvilket forårsagede en syntese mellem religionerne. I denne ekspansionstid hvor kulturerne blandedes og gamle stammereligioner blev nedbrudt, kom det enkelte menneske til at føle sig usikkert og fremmed i verden, uden indflydelse på sit eget liv. Man begyndte at søge efter en åndelig støtte og individuel frelse. I Grækenland opstod der flere forskellige filosofiske/religiøse bevægelser, hvor bl. andet Kynisme, Epikur og Stoicisme var nogle af dem. Navnlig Stoikerne fik stor udbredelse i hele det Græske og Romerske Rige, hvor flere kejsere var blandt dem. Stoicisme påstår at verden er god og besjælet og alle mennesker har en del af verdensfornuften. Menneskeånden er det egentlige menneske, mens det ydre er uvedkommende. Denne filosofi afspejler sig også i Kristendommen, navnlig klostertilværelsen bygger meget på den.
Selv om der er mange lighedspunkter mellem den Græske Ideologi og Kristendommen, så er der også væsentlig forskel imellem dem. Mens den Græske ideologi sætter mennesket i centrum (humanismen), opfordres mennesket i Kristendommen at blive befriet fra selvcentreringen og navlebeskuelsen ved at leve og virke ude i verden i fællesskab med Gud.
I de første tider efter Jesus død har centrum for de første kristne været Jerusalem og deres sekt var kun en blandt andre jødiske sekter med adgang til Templet. Deres samlingspunkt var et fælles måltid til minde om Jesus, som blev opfattet som den forventede Messias. Den første konflikt mellem jøder og kristne skete da Stefanus blev stenet til døde, på grund af ikke overholdelse af tempelloven.
Efter denne konflikt har apostlene vedtaget at Evangelierne samlet i Det Nye Testamente skulle erstatte den Jødiske lov som grundlaget for kristendommen. Dermed blev denne frigjort fra jødedommen og tilhører ikke mere kun et folk men henvender sig til alle mennesker. Man beholder dog det Gamle Testamente som støtte og princippet om monoteisme går også videre til kristendommen (med visse modifikationer, når man taler om treenigheden).
Det grundlæggende i kristendommen er dog Kærlighedsbudet (Matt. Evng. 5,38) som er et unikt universalt princip ved hvis efterlevelse er der ikke brug for andre principper og love. (Dette minder om den græske stræben efter en harmonisk ideal tilstand i verden.)
Kærlighedsbudet praktiseres ved den Gyldne regel – "Du skal ikke gøre mod andre, som du ikke ønsker at de skal gøre mod dig". Man sigter efter at alle mennesker skal opføre sig pænt mod hinanden og hvis dette svigter så skal man tilgive. Tilgivelsen betragtes som en gave, som genopretter håbet og dermed livet. (På dette punkt adskiller sig kristendommen fra jødedommen, hvor der praktiseres princippet "øje for øje, tand for tand".)
Evangelierne skrevet af apostlene Mattæus, Marcus, Lucas og Johannes som er grundlaget for Det Nye Testamente er udover beskrivelsen af Jesus liv og virke, faktisk vidnesbyrd om Jesus fremlægning af Kærlighedsbudet.
Den vigtigste figur for udbredelsen af kristendommen er dog apostlen Paulus. Den oprindelige farisæer og kristenforfølger Saulus blev efter sin omvending en ivrig forkynder af kristendommen. Han er den første kristne teolog som har fortolket kristendommens budskab overfor omverden (Apostelbreve som er også omfattet i det Nye Testamente). Han var urkirkens betydelige organisator og missionær og navlig ved hans hjælp blev kristendommen udbredt fra Jerusalem til andre lande. De første evangelier var skrevet på græsk som gjorde det nemmere at udbrede kristendommen over hele Romerriget. Dog Tomas evangeliet var skrevet på koptisk og henvendte sig dermed til Egypten.
Kristendommen fandt tilhængere i alle sociale lag og dens nye centrum blev efterhånden Rom. Romermagten var for det meste tolerant overfor andre religioner hvis man også samtidigt dyrkede kejserkulten. Fra starten fik også de kristne lov til at dyrke deres tro i ro, men kejser Nero gjorde dem til syndebukke for at tilsløre sine egne fejltagelser og lod dem henrette i stort tal. Imellem disse var også apostlene Peter og Paulus (ca.år 65-70 e.Kr.). Disses martyrdød har dog kun styrket Kristendommen og efter mange år med forfølgelse blev den under regeringen af Konstantin den Store anerkendt og i året 391 under kejser Theodosius erklæret som statsreligion i hele Romerriget. Den kristne katolske kirke blev dermed et bærende element for hele samfundet. Den første filosof som behandler og definerer Kristendommen er Augustin (354-430). Han betragtes som den første og måske også største kristne filosof.
Senere igennem tiderne har flere andre filosoffer beskæftiget sig med Kristendommen eller stillet sig kritisk overfor denne. Nogle har prøvet at bekæmpe og fjerne den græske indflydelse fra Kristendommen som f.eks. Martin Luther, Søren Kierkegaard og Nietzsche, mens andre, som f.eks. Spinoza, Locke og Hegel tværtimod har bekæmpet det irrationelle jødiske islæt og fremhævet det græske rationelle verdensbillede. Et er dog sikkert at uden den jødiske eller den græske indflydelse på Kristendommen (og sandsynligvis også andre påvirkninger), ville vores Europæiske kultur forme sig anderledes og ikke blive til det den er i dag.
updated 10-05-2002 by Anna Perregaard