Nihilismen – Friedrich Nietzsche

Nihilismen

Nihilismen er en livsfilosofi, som afslører en verden hvis værdier bygger på intetheden. Den er udsprunget i det 19. årh. som opgør mod fornuftsfilosofien der har domineret i den europæiske filosofi i mere end 2000 år og har rødder i det gamle Grækenland hos Sokrates/Platon (4.årh f.Kr.). Ifølge denne lære om adskillelse mellem krop og sjæl, hvor sjælen betragtes at være udødelig, skal mennesket stræbe efter en guddommelig idealverden, hvorfra sjælen oprindeligt stammer. Denne stræben efter idealerne og moralisering som også afspejler sig i Kristendommen, blev i det 19.årh angrebet af nihilister bl.andre af Schopenhauer, men navnlig af Nietzsche.

Nietzsches liv og virke

Nietzsche var født i 1844 i preussiske Sachsen (nuværende Tyskland) som søn af en protestantisk præst. Hans far døde tidligt, så i barndommen opdragedes Nietzsche af sin mor og søster. Han læste teologi og filologi på universitetet i Bonn, senere kun filologi i Leibzig, hvor blandt hans lærere var også Schopenhauer. I ungdomen var han tilhænger af romantisme og hans stor ideal var Goethe. I denne periode skrev han bl.a. værker som Tragediens fødsel, Schopenhauer som opdrager og Richard Wagner i Bayreuth. Han beundrede Richard Wagner til at begynde med, men senere i livet skuffede Wagners forfængelighed ham og han blev Wagners ihærdige kritiker (Nietzsche kontra Wagner). Dette skete i Nietzsches revisionsperiode hvor han generelt anfægtede de dengang gældende livsværdier i Tyskland og Europa, navnelig de kristne moralværdier. Han opdagede hulheden – nihilismen i dem og prøvede at revidere og omvurdere dem. Dette afspejles i hans kontroversielle værker som Den muntre videnskab, Sådan talte Zarathustra, Omvurdering af alle værdier, Afgudernes ragnarok, Antikrist og Ecce Homo. Han fik nervesammenbrud i januar 1889 og blev erklæret sindssyg. Han forblev sindssyg resten af sit liv og blev passet af sin søster Elizabeth Førster-Nietzsche indtil døden i 1900. Nietzsches filosofi blev taget til indtægt af nazismen, hvilket bl.a. beroede på de forfalskninger, som hans søster foretog af nogle af hans værker.

Afgudernes ragnarok

Nietzsches filosofiske hovedværk Afgudernes ragnarok (Götzen-Dämmerung, 1888), som indeholder essensen af hans tidligere filosofiske værker, har også tilnavnet Hvordan man filosoferer med hammeren. Her slår Nietzsche forsigtigt på skallen af den etablerede livsfilosofi og opdager at den er hul og bygger på et falsk grundlag. Ifølge Nietzsche er den europæiske filosofi kommet på et galt spor ved Sokrates og hans elev Platon, som adskiller sjælen fra kropen og taler om en udødelig sjæl i det hinsidige liv. De mente at livet her på jorden er kun en overgangsfase, men ved hjælp af fornuften kan man forberede sig til det guddommelige evige liv. Denne dogmatik som går videre i Kristendommen angribes af Nietzsche som en livsbenægtende filosofi byggende på en illusion. Han anfægter den prædikede moral som naturstridig, der vender sig mod livets instinkter.

Ifølge Nietzsche er der flere veje hvordan man kan forholde sig til tilværelsen.

1. Den naive optimisme - naiv tro på fremtiden. Denne vej er udstukket af Sokrates, Platon og Kristendommen.
2. Den resignerende pessimisme - ingen tro på fremtiden. Denne filosofi, som også kaldes for den passive nihilisme, repræsenteres navnlig af Nietzsches lærer Schopenhauer, som var inspireret af buddhistisk filosofi.
3. Styrkens pessimisme – den aktive nihilisme, som er Nietzsches måde at fortolke tilværelsen. Selv om man har erkendt at livet er en kaotisk realitet, skal man ikke resignere, men opbygge viljen til at magte livet .

Ifølge Nietzsche skal man se virkeligheden i øjnene, og selv om man ser ned i afgrunden, kan man spænde linen over den og skabe værdier i selv en meningsløs verden. Vejen til skabelsen af sande livsværdier efter hans mening er foreningen af de gamle græske førsokratiske principper, det Dionysiske og det Apollinske princip som var tidligere repræsenteret i den græske tragedie. Både det Apollinske og det Dionysiske princip er forstået som arter af livsrusen og dermed livsbekræftende. Mens den Apollinske - æstetiske rus frem for alt holder øjet pirret som f.eks. malerkunsten, står den Dionysiske rus for selve livskraften og i denne tilstand er hele menneskets affektsystem pirret som f.eks. ved oplevelsen af et godt musikstykke. Nietzsche mener at man skal betragte tilværelsen fra kunstens perspektiv.

Mennesket, som er en uadskillelig del af Verden, kan ikke sætte sig udenfor denne, men skal leve livet i hele dets mangfoldige spektrum. Livet selv er tilblivelsen og overgangen og omfatter både skabende og formende men også ødelæggende kraft. Det stærke menneske skal være tro mod dette liv og skabe sig et perspektiv på livets betingelser. Man skal vedkende sig at man selv er et kunstværk men også en kunstner som skaber nye kunstværker.

Updated 10-05-2002 by Anna Perregaard