GRUNDLAGET |
AVPD producerer billeder på fiktionen og i fiktionen. AVPD udspringer af- og tager sit afsæt i- et billedkunstnerisk felt, defineret som et ubegrænset rum i sit indhold og i sin form. Vi arbejder ud fra den antagelse, at der grundlæggende ikke eksisterer nogen grænse mellem billedkunsten og anden form for kunstnerisk virksomhed (f.eks. poesi, arkitektur, design) eller mellem billedkunsten og andre vidensfelter (f.eks. religionsvidenskab, astronomi, medievidenskab), der i traditionel forstand er adskilte størrelser. Det billedkunstneriske felt, i vores samfundskonstruktion betragtet, er et særegent apparat, hvori der er store potentielle resourcer til stede, det være sig filosofisk, praktisk og økonomisk.Sammenfattes alle disse delmængder, kan de som én mængde opfattes som et kraftværk, i hvilket potentialet for at arbejde ultimativt og innovativt er nærværende.Rumlighed og overskud er argumenter og grunde til, at vi har lagt vores produktion i dette felt. Billedkunsten er et metakulturelt fænomen, der er i besiddelse af en klar funktion i forhold til vores kultur, idet den kan diskutere, sætte spørgsmålstegn ved og forrykke tilstande og skabe forandringer. Derfor har samfundet brug for billedkunsten. Vi arbejder i et totalt afmystificeret og affortryllet rum, hvor indholdet defineres før formen, og hvor formen defineres af indholdet. Projektet/produktet rummer ikke nogen eviggyldig og transhistorisk betydning i sig selv. Det er i interferencen mellem projekt og borger, at de betydningsbærende lag etableres/indfinder sig. I et tidsligt perspektiv henfalder det enkelte projekts værdi efterfølgende og transformeres til en kulturhistorisk størrelse. På de kulturhistoriske hylder opbevares de som tidsdokumenter. Motivationen og bevæggrundene for vores produktioner kan bedst beskrives ud fra den betragtning, at vi opfatter os selv som borgere, der tager del i en samfundskonstruktion, som vi samtidigt er produkter af og ikke kan sige os fri af, men vil forholde os til og ikke mindst ønsker at influere på. Vores diskurs beror på reflektioner, tolkninger og fortolkninger af denne tilstand. Projekterne skal desuden ses realiseret i det omfang vi finder det relevant, at betydningsproduktionen peger ud over os selv. Vores kunstneriske produktion er kamæleonisk, idet den som konstruktion kan antage en hvilken som helst form og optræde i en hvilken som helst kontekst og her fra diskutere kulturelle og andre samfundsmæssige aspekter i alle tænkelige afskygninger. I det enkelte projekts kollision med borgeren opstilles en samtidskritik. Projektet prætenderer ikke at postulere en endegyldig definition, derimod fritstilles borgeren til at revurdere sin egen virkelighedskonstruktion. Betydningsproduktionen er undergivet sociale, politiske, økonomiske, ideologiske, psykologiske, perceptionelle, kunstneriske og andre kontekstuelle betingelser. Den er principielt grænseløs, og den vil altid indgå i en dialog med omgivelserne. Indholdssiden i projekterne udspringer af de fundamentale eksistensvilkår, vi personligt er underlagt, og det er med dette som guideline, vi opererer: Vi bombarderes og konfronteres i et uendeligheds-flow af billeder, historier, informationer og viden i et gigantisk virvar. Verden er ophængt i en flydende struktur, et flydende rum, der hele tiden forgrener sig, fordobles, dublikeres og reproduceres. I udvekslingen og den deraf følgende diskussion og debattering i AVPD af akkumuleret fascinative fokuseringer, filtreres, specifiseres og udkrystalliseres tematikker, problemstillinger, konflikter o.s.v. til et substantielt indhold. Da vi lever, opholder os og manøvrerer i et urbant miljø og her finder vores materiale, er det her, vores projekter relaterer sig og refererer til - og at det er her, projekterne oftest lokeres, realiseres og formidles, har vi forsøgt at begrebsliggøre processerne i en Urbanitik. Urbanitikken har afstedkommet en række undersøgelser bredt ud over og specifiseret i projekterne. Undersøgelserne omfatter blandt andet: 1. den indbyrdes interferens og overlapning af begreberne virkelighed og fiktion; 2. hvilken indvirkning magtstrukturer (teknologisk innovation/udvikling, videns-, underholdnings- og informationssamfundet) har på den lokale kulturelle diversitet; 3. forholdet mellem religiøs og naturvidenskabelig overbevisning betragtet fra et relativistisk synspunkt; 4. massemedieringens indflydelse på og manipulering med borgeren. I kraft af at vi beskæftiger os med tematikker og problematikker af videnskabelig, politisk så vel som social karakter, berører eller overlapper vi samtidigt andre vidensfelters særegne ekspertice, vidensophobning og arbejdsmetoder. Vi er ikke i besiddelse af den viden, der flyder i disse felter og i den henseende er vi, som billedkunstnere, at betragte som amatører. Det er derfor en udbytterig og logisk handling, i vores regi, at nedbryde skarpt optrukne grænser mellem videnspositioneringer og efterfølgende sammentrække disse felter. På tværs af vidensfelter konstitueres et dialektisk forhold, hvor de involverede parter kan influere på hinandens metodiske fremgangsmåder og tankeprocesser. Effekten af denne redefinering afføder en tilstedeværelse af en anden, større erfaringsmæssig substans, der er generator for en mere nuanceret og vidtrækkende betydningsdannelse i projekterne. For at konstruktionen AVPD kontinuerligt kan besidde de bedst mulige arbejdsbetingelser, har vi indført markedsføring og konkrete økonomiske strategier. For det første udmynter det sig i en praktisk økonomisk ramme, Interessentskabet Deutschland. For det andet fremstår vi i en visuel profilering i form af gruppenavn og logo, hvilket skal opfattes som en konsekvens af og en metafor for det faktum at enhver billedkunstnerisk praksis indbefatter selvpromovering og positionering i forhold til andre kunstnere som en bevidst markedsføringsstrategi. Med et billedkunstnerisk felt som vores fundament er vi at betragte som en enhed, der konstruerer og reproducerer. AVPD producerer billeder på virkeligheden og i virkeligheden. |
AVPD
|