RainOnOff 2000

RainOnOff - FARVEL TIL DET NORDISKE TUNGSIND

Farvel til det nordiske tungsind.

I Njals Saga, der hidrører de første skriftlige overleveringer fra de nordiske samfunds dannelser, kigger en mand, ved navn Darrad, ind igennem et glughul på en hytte, hvorinde en gruppe kvinder kvæder at “...det regner med blod...” På trods af at ordet/begrebet regn i dette tilfælde benyttes i en ildevarslende metafor for drab og lidelse, kunne man driste sig til den tanke at vi hér, i sagasproget, har at gøre med noget af kimen til det senere nordiske tungsind, i hvilken regnen i en uendelig strøm, har silet fra tunge skyer i igennem mere end tusinde år og båret melankolien som sin skygge.

I fænomenologisk forstand optræder regnen i alle afskygninger af det kunstneriske spekter. Regnen står som et markant motiv og som en fremtrædende stemningsskabende figur; en naturromatisk forestilling om regnen som mismodet og melankoliens ansigt. I nordisk litteratur, poesi, rock- og poptekster, fotografi, film og ikke mindst i billedkunsten har regnen, op igennem det sidste århundrede, haft sin særlige plads. Regnens tilsynekomst i det nordiske tungsind taler om længslen mod det ægte, mod den sande natur, men efter vores opfattelse er troen på den nøgne ægthed en illusion – at det nordiske menneske skulle bære på et sørgmodsgen er en saga blot; projektet RainOnOff markerer AVPDs afslutning på dette, tungsindets kapitel.

RainOnOff manifesterer sig som en konstrueret, temporal regnbyge i en gade. Denne konstruerethed er et udslag af vores passion og dragning mod filmens kunstige set-up, når den gennem brug af scenografiske effekter postulerer en egen virkelighed.
Specifikt for RainOnOff adopterer vi et af filmens illusoriske greb og trækker dette greb ind i et urbant rum. Set-up’et der i filmens rum er skjult/bortskåret, blotlægges i vores projekt, og regnen, som ambassadør for en naturromantisk forestilling, dekonstrueres til en syntese af kunstighed og autensitet. Den eller de følelsesmæssige tilstand(e) som knyttes til regn og den ukontrollable urkraft regnen er blevet og bliver tillagt, afromantiseres og afmonteres gennem RainOnOff og lades tilbage som en menneskeskabt konstruktion der kan tændes og slukkes for.

Goddag til TungsindOnOff.
AVPD 06.2000

3000 tak til ALIS som gjorde projektet muligt

MAINGATE