Op og få noget morgenmad, vaskes og pakke, bade / vaske faciliteterne var ufatteligt ulækre, og uden penge (ikke helt sandt) besluttede vi os for at betale for en nat og skynde os at finde en bank, så vi kørte. Uheldigvis fandt vi først banken 5 minutter efter at den havde lukket og så tog de oven i købet Visakort, det eneste sted i Rumænien som nogen af os nogensinde så, fandens, hvad nu ? Politimanden som tog vore penge, havde talt om en penge automat der hvor han havde stoppet os, så vi kørte tilbage for at lede efter den, vi kunne nu ikke finde den (måske fandtes den ikke eller også havde vi misforstået ham). Vi regnede ud hvor meget vi hver især havde betalt og afregnede med hinanden, udvekslede adresser og sagde farvel til hinanden, de skulle rimeligt hurtigt hjem til Danmark. Jeg befandt mig nu kun nogle få Km. fra Jernporten hvor Sharamudoi folket levede i serien om Jorden Børn og det var et af de steder jeg gerne ville se. Vel der er faktisk 4 "porte" langs en strækning på 130 Km. af den Serbiske / Rumænske grænse. "Porten" på kortene og vejskiltene var en relativ ny dæmning, lavet for at tæmme floden en smule og gøre sejlads sikrere.
Den "moderne Jernport", set medstrøms fra. Den første (eller fjerde) port.
Området ligner ikke beskrivelsen i bøgerne ret meget, og jeg ville også gerne se de resterende tre "porte", så jeg fulgte kystlinien / vejen.
Orsova med den anden (eller treide) port til venstre.
Den første i Orsova ende blindt, men var meget smuk og lovende og kortet viste at vejen gik langs floden hele vejen til Berzasca. Jeg fandt den og den er sandsynligvis den smukkeste del af Rumænien jeg så på denne tur, så jeg var meget glad for, jeg ikke fulgte ordren om at køre direkte ud af Rumænien i går. De to midterste "porte" er helt sikkert det landskab som bliver beskrevet i bøgerne, selvom jeg ikke kunne finde det præcise sted hvor de boede, desuden tror jeg kun det eksistere i forfatterens fantasi og min for den sags skyld, fordi jeg har set hvad hun beskriver andre steder i verden.
Floden mellem den anden og den treide port. Det er Serbien som vi ser på den anden side.
Det ødelagde nu ikke fornøjelsen for mig, men ikke at se en tankstation efter flere timers kørsel gjorde mig en smule nervøs, da jeg efterhånden kun kørte på dampene. Vejen var pludselig blevet meget ringe p.g.a. klippe nedfald (i foråret ?). Få Km. senere blev mine bønner (næsten) hørt, jeg kunne se en lille landsby og en tankstation et par Km. længere fremme, tak. Men da jeg nåede frem kunne jeg se at indkørslen til tanken var spæret og at vejen manglede de næste 100 til 200 m., pigen som passede tanken sagde nej til alle mine spørgsmål (inklusive at købe benzin). Der var også en vej som drejede op ad bjerget, også afspærret, men en mc kan klemmes ind mange steder hvor en bil ikke kan, så hva faen. Heldigvis blev jeg mistænksom efter 50 m., stoppede og gik nogle få meter, i mellem tiden var en af de lokale ved at krænge lungerne ud i et forsøg på at advare mig (jeg kunne ikke høre ham før jeg stoppede motoren), jeg kunne nu se hvorfor, den øverste vej var faldet ned oven på den nederste. Nu havde jeg virkelig et problem, ikke benzin nok til at køre tilbage og ingen vej frem...... jeg kørte ca.300m. tilbage for at være mig selv og tænke, og mens jeg stod og "hældte vandet fra kartoflerne", kom der en bil henne fra byen og en lille "motorcykel" (læs knallert) kørte forbi mig og ind på tankstationen. Jeg begyndte at observere tanken omhyggeligt for at se om han kunne købe benzin (man kan jo aldrig vide), mens jeg stod og kiggede, kom der en bil fra den anden side af det manglende stykke vej, han drejede ned mod floden blandt entreprenør maskinerne for at komme op på min side lidt senere, vel, vel, en omkørsel (uden skilte). Det forbedrede mit humør en hel del og efter 20 Km. af ok asfalt, kunne jeg pludselig se en helt ny Shell station ude midt i landskabet. Jeg var træt af de gamle pumper, de sprøjtede altid den sidste ½ l. ud over min tank, umuligt at undgå, så jeg kørte ind til Shell, bare for at konstatere at den var så ny at de ikke havde fået benzin endnu. Tankpasseren, på den gamle tank ved siden af, fyldte mere benzin på end jeg kunne betale for, før jeg fik standset ham. Heldigvis kunne han lidt Engelsk, så jeg fortalte ham, jeg kun havde nogle få dollars. Han ville hellere end gerne have dem i stedet for Lei, faktisk ville han gerne veksle alle mine penge og hans kurs var ok, men jeg var ikke interesseret fordi jeg skulle strippe for at kunne komme ind til reserverne.
Den fjerde (eller første) port, med "told" opkrævnings sted (borg) lige som Øresundstolden i gamle dage.
Jeg ankom til den sidste af "portene" lidt senere. Der er et fort på den Serbiske side af "porten", det bekræfter at i gamle dage skulle man betale for at sejle forbi lige som Helsingør / Helsinborg (Øresundstolden). Vejen var totalt ødelagt af nedfaldne klipper omkring den sidste "port", 1ste gear i temmelig lang tid før jeg kom til Berzasca. Jeg havde også set en del bevæbnede soldater langs vejen og et sted var der en grænsekontrol, to flinke unge mænd som talte en smule Engelsk, kontrollerede mit pas og skrev mine data ind i en log. Jeg var temmelig overrasket og spurgte om det ikke var Rumænien på den anden side ; de svarede at det var Rumænien på begge sider af grænse kontrollen, beklager men jeg forstår det ikke. Vejen blev en del bedre fra Berzasca til Naidâs, men ingen hoteller her (som jeg kunne se) og den grænseovergang jeg havde planlagt at køre over var fuld af tiggere (og ingen by), så jeg fortsatte til Oravita. Den så stor nok ud på kortet til at have et hotel. Fandt Hotel Rouge i Oravita, udenfor sad tre mænd og fik en øl, jeg gik ind og spurgte om prisen, 100.000 Lei (ca. 75 Kr.), jeg havde kun 64.500 tilbage, så jeg spurgte om hun ville acceptere dollars (hun talte hverken tysk eller engelsk), hun pegede ned ad vejen, men ville have at jeg skulle betale for værelset nu. Jeg kunne ikke forklare at jeg ikke havde pengene, så jeg gik bare, og fandt en tankstation og spurgte om hvor vekselkontoret lå. Det forstod de heller ikke, så jeg prøvede med det samme tegn jeg havde set tidligere i Rumænien, når nogen ville veksle for mig. Tankpasseren var ikke ret glad for ideen, men kunden (så ud som var det hans bror), sagde at han skulle betale 8.000 Lei for en dollar (samme kurs som sidst), til sidst accepterede han at veksle mine sidste 8 $ (i muldvarpen) til 64.000 Lei. Tilbage til hotellet og betale for værelset, receptionisten fortalte mig en hel masse ting som jeg ikke forstod det meste af, indtil piccoloen viste mig værelset. De var så fattige, at der kun var vand i nogle få timer om dagen, så de havde fyldt en spand til at skylde ud i toilettet og en stor kande til at vaske sig og børste tænder i. Det generede mig nu ikke, så jeg samlede min bagage sammen og bar den op på værelset, derefter gik jeg ned for at se om jeg kunne finde et sted at parkere mc'en. En af mændene udenfor præsenterede sig selv og hans kammerater, de var musikere og havde spillet i det meste af Europa inklusive DK, han sagde at jeg burde komme ned og høre dem spille om aftenen. Derefter talte han med receptionisten og sagde til mig, at jeg skulle parkere mc'en inde på hotellet så den ikke blev stjålet, de guidede mig og Suzi ind i et fire personers værelse i stueetagen. Det må jeg sku nok sige, jeg skal betale 100.000 Lei for et dobbelt værelse, men Suzi får et der er dobbelt så stort gratis. "Desværre" var døren for smal, så vi måtte stille hende ude i gangen, jeg advarede dem om at hun dryppede olie, ikke noget problem, de rykkede bare gulvtæppet af. Piccoloen havde hold øje med mig hele tiden uden at sige noget, så jeg fortalte på tegnsprog at jeg ville gå op og vaske mig, og blev endelig alene. Jeg pakkede lidt af bagagen ud, fandt mobilen, men der absolut ingen forbindelse til omverdenen herfra, derefter talte jeg mine penge, jeg havde 28.000 Lei, 135 $, og 250 Dm. Forhåbenligvis nok til at få noget aftensmad for resten af Lei'erne, det var jeg nu ikke sikker på, fordi jeg havde betalt mellem 40.000 og 60.000 Lei for aftensmad de andre steder. Problemet var det, at jeg ikke kunne spørge om prisen, da der ikke var nogen, der talte nogen af "mine sprog". Desuden burde dollarene og D markene være nok til at til at betale for en forsikring i Serbien (Jugoslavien) og brændstof nok til få mig og Suzi til Ungarn. Aftalen med mor og far var den, at jeg skulle ringe hjem og høre om forholdene / krigen var blevet værre siden jeg kørte hjemme fra, hvis den var ville jeg køre gennem Rumænien til den Ungarnske, grænse og hvis ikke, ville jeg forsøge at køre gennem Serbien (jeg havde fået et Visa). Nå jeg måtte vel hellere starte med at se om jeg kunne få noget at spise, så jeg gik nedenunder og blev introduceret for værten af musikerne, han åbnede restauranten for mig (den var lukket). Han tændte lyset og spurgte hvad jeg ville have at drikke, og jeg svarede Fanta, så han tændte også for køleskabet, Coca Cola leverer øjensynlig næsten alle køleskabene her i Rumænien (i forretningerne og på tankstationerne), jeg så ikke andre mærker (jeg ved godt at Cola ikke laver dem). Så spurgte han om jeg ville have noget at spise, jeg nikkede ja, fem minutter senere viste han mig et flot stykke kød på størrelse med en stor tallerken og spurgte om det var ok, jeg nikkede ja igen og spekulerede på hvor meget det ville koste mig. Maden smagte virkeligt godt og den kostede 25.000 Lei inklusive den Fanta som jeg havde fået, pyh, men det betød også : ingen morgenmad i Rumænien i morgen. Jeg havde sat mig ved det bord der var tættest på scenen da jeg ønskede at se musikerne spille. Inden jeg var færdig med at spise, kom der en glad mand og spurgte om han måtte sidde ved det samme bord som mig, fint nok selv om resten af bordene var ledige. Han kunne heller ikke tale med mig, men vi blev alligevel enige om at musikerne var temmelig gode, og lige pludselig var der en Fanta og en øl mere på bordet, meget pænt af ham, hvis den var til mig, men jeg kunne ikke gøre gengæld. Den var til mig og jeg følte mig lidt skyldig mens jeg drak den, da jeg var færdig med den, bestilte han en ny omgang, så jeg tog min tegnebog frem og indikerede at det var min tur til at betale, men det ville han ikke acceptere, jeg forstod så meget som at han var stolt af at være Rumæner, og at han ønskede, at jeg skulle syntes godt om landet og borgerne også. Ganske kort efter at han havde sat sig ved bordet, inviterede han en smuk ung pige til at side ved vores bord, han betalte også for hendes drinks, men hun forlod vores bord efter en ½ time, lidt senere havde han købt en cappuccino til mig, men jeg kan ikke tåle kaffe og jeg havde virkeligt et stort problem med at fortælle ham det på en høflig måde på tegnsprog. Derefter inviterede han piccoloen ( som igen havde holdt øje med mig) til at sidde ved bordet og det gik op for mig at det var en pige. Lad være med at sige noget, jeg ved det, men visse unge mennesker er svære at "identificere" specielt når de er neutralt påklædt, jeg havde ærlig talt også et problem med at afgøre om hun var 15 eller 21, men jeg vil gætte på 17-18 år. Lidt senere holdt musikerne pause, og den unge pige som havde sunget sammen med dem, satte sig ved vores bord og talte med veninden (piccoloen), lige før at de gik på igen, opdagede jeg at hun kunne nogle få engelske og franske ord + godt italiensk (vi havde vel ca. 100 ord tilfældes). Jeg havde prøvet på at forlade lokalet på en høflig måde, så nu ville de gerne vide hvorfor og jeg fortalte dem at jeg havde mistet noget af hukommelsen ved et motorcykeluheld, så det var nødvendigt for mig at have lidt tid til at skrive i min dagbog før jeg gik i seng. Det forstod de godt, men der blev ved med at komme flere Fanta'er på bordet og de sagde at jeg skulle blive, i næste pause kom sangerinden tilbage, og de ville gerne høre hvad jeg syntes om Rumænien og Rumænerne. Jeg svarede at jeg syntes godt om dem (og landet) men knap så godt om alle deres pansere, den fangede de ikke, så jeg måtte fortælle om hvor meget jeg havde betalt i "bøde". Og hvad havde jeg så gjort ? Så stor en bøde måtte jo næsten betyde at jeg havde slået nogen ihjel. Lige før jeg forlod dem, gik det op for mig at piccoloen var smask forelsket i mig, som de fleste andre er mit klarsyn i bakspejlet fantastisk, så jeg havde ikke noget problem med at se at det ikke var min person men hvad jeg stod for : jeg betalte med dollars, kørte stor mc. Hver især ikoner på frihed og så rejse hvor jeg havde lyst. Hun havde sikkert aldrig været nogen steder og kunne sikkert heller ikke se sig selv have råd til det i fremtiden. På det rigtige tidspunkt sagde jeg godnat til dem alle sammen, inklusive musikerne, og forlod lokalet inden de begyndte at protestere igen. Jeg begyndte at skrive dagbog da jeg kom tilbage til værelset, det var over 48 timer siden sidste bidrag, men efter kun 10 minutter begyndte folk at tale højt om danskeren (Danese) nedenunder, og jeg spekulerede på om de var blevet en smule sure over at jeg havde forladt selskabet før musikken vær slut, så jeg slukkede for lyset og gik i seng. Ca. 10 minutter senere var larmen blevet en del højere, så jeg luskede over og kiggede ud mellem gardinerne ; nedenfor stod der tre politimænd og prøvede på sende det meste af byens ungdom hjem til deres forældre, men de ville se danskeren. Du milde, de havde sikkert aldrig set en turist før, jeg gik i seng igen og støjen døde igen efter et stykke tid. 80211 Km. => 248 Km.