Jeg stod op omkring kl. 9, ingen morgenmad kun en Cola. Trillede stille og roligt over til en tankstation ved grænse overgangen Mora Vita. Fik en lang sludder (10 min.) med mor ; situationen i Serbien havde ikke forværret sig siden vi havde talt sammen sidst, så jeg spurgte tankpasseren om han ville acceptere dollars, ja, så jeg fyldte Suzi helt op og købte en Fanta. Ankom til grænsen kl 11⁵⁰, måtte vente for at komme ud af Rumænien, der var kun en bil foran mig men ingen toldere, endeligt kom de ud 10 minutter senere, det tog ikke lang tid, intet at fortolde, ned til den Serbiske grænse. De var meget høflige, en af dem talte virkelig godt engelsk, men de var også meget fjendtlige / mistænksomme på samme tid, hvorfor kom jeg til deres land ? Danskerne kunne ikke lide dem o.s.v.. Jeg fortalte dem at jeg fulgte Donau fra Sorte Havet til Schwarzwald i Tyskland, fortalte dem om bogserien ; Jordens Børn, det hjalp en smule, så viste jeg dem min rute gennem Serbien på fars FN kort (fra den fredsbevarende styrke), hmm......, viste dem det kort som Don fra Australien havde lavet, OK. Så ville han vide om jeg havde skydevåben med, jeg svarede at det ikke var tilladt at have nogen i DK undtagen til konkurrence brug (jeg glemte jagt), hvis politiet konstaterede at, man havde et ikke registreret våben, var straffen fængsel (overdrivelse fremmer forståelsen). Han var åbenbart godt klar over at nogle lande havde skrappe regler, men han var åbenbart også klar over at folk ikke altid følger loven, for han spurgte igen om jeg ejede et våben / havde et med. Jeg indrømmede at jeg ejede en luft-riffel, men den var nu lidt uhandy at medbringe på en mc, det fik ham faktisk til at smile, pyh. Så ville de gerne se mit grønne forsikringsbevis, jeg viste det, men det er ikke gyldigt i Serbien p.g.a. konflikten (det forbedrede bestemt ikke deres humør), viste mig hvor jeg kunne købe et til Serbien. Det kostede 25 $ for tre dages transit visum og så vekslede jeg yderligere 25 $ til 274 Dinar, tilbage til "kontrol posten" og så fik jeg lov til at køre ind i deres land. Det tog ikke ret lang tid at opdage forskellen mellem Serbien (Jugoslavien) og resten af Øst Europa, jeg kunne næsten lige så godt køre rundt i Tyskland eller hjemme, ikke at de ikke mærker restriktionerne, for det gør de, men de er langt foran naboerne.

En typisk Serbisk kirke som jeg så ganske kort efter at jeg kom ind i Serbien. Det er ikke maling, men røde og gule mursten.

Jeg fik endelig "morgenmad" i Pancevo ; et styk Frisco is, hva be har ? Fortsatte mod Beograd, lige før bygrænsen drejede jeg fra mod højre, mod Zrenjanin og igen mod Knicanin, en lille landsby lige før Titel. Jeg fandt en smal vej der ikke engang var på fars kort, den førte mig næsten helt til der hvor floden Tiza løber ud i Donau.

Floden Tisza (også kaldet Søsteren i bøgerne) ca. der hvor Ayla og Jondalar krydsede den. Ja jeg ved godt at de ikke passer perfekt sammen.

Det er / var ca. det sted hvor Ayla og Jondalar krydsede Tiza (søsteren), en meget tam flod, der var ikke en bevægelse at se, i bøgerne er det en voldsom flod, men jeg fik forklaringen 4 måneder efter at jeg kom hjem, selvom jeg ikke kunne finde den på mine kort, er der bygget en dæmning undervejs. Jeg parkerede Suzi på en vendeplads for enden af vejen, og gik de 100 m. ned mod floden for at få et par billeder, jeg kunne se røg dernede fra og lidt tættere på ; mennesker. De havde placeret sig langs med bredden og var ved at lave spidstegt pattegris. De hilste og jeg nikkede, de blev ved med at tale til mig, så jeg smilede og spurgte om der var nogen der talte engelsk ? Den ene svarede en smule, så jeg spurgte om tysk var bedre, nej. Så spurgte de hvor jeg kom fra, Danmark, ok, ok, fodbold ? Ja - Laudrup, da, da, (ja, ja) Michael Laudrup (ham kendte de), så nu var jeg accepteret / en ven ! Øl ? Snaps ? Whisky ? Mad ? Mange tak men nej, jeg kom kun for at få et par billeder af floden, ikke noget problem, bare tag dem, men da det var gjort, blev de mere bestemte : "Sit fru Kristof" og smag de Serbiske specialiteter (du har ikke været i Serbien hvis du ikke har smagt den lokale mad o.s.v.), en slags bøf + ribben + salat + grøn chilli m.m., der var ingen grænser for, hvad de syntes at jeg burde prøve. Jeg et lidt privat menneske og bryder mig ikke om at "party crashe" hos fremmede menneskers fester, så jeg sagde nej til det meste af det, med den begrundelse at jeg næsten lige havde spist. Jeg er ikke sikker på om han var der hele tiden (det var en halvstor fest), men en ung mand i selskabet talte faktisk rigtigt godt engelsk. Han havde indtil nu afvist de andre med den undskyldning at han kun kunne en smule, men jeg begyndte at tale til ham, da de ældre blev ved med at spørge ham efter gloser. Han forstod alt hvad jeg sagde til ham, men kunne ikke altid huske de gloser som han selv skulle bruge (mangel på brug), det viste sig at han havde sit eget tv og video værksted (alle elektronik service manualer er altid skrevet på engelsk). Jeg tilbragte en hyggelig time i deres selskab (fra landsbyen), de ville gerne vide hvad Danskerne syntes om dem / situationen, jeg svarede at vi ønskede at der blev fred og at jeg var sikker på at det gjorde de også. Det var de helt enige i og syntes at jeg var en meget stor mand (modig), siden at jeg turde besøge dem, når ingen andre turde. De var meget kede af de 10 års embargo og indrejseforbud i andre lande. De kan ikke rejse på ferie i andre lande, så de følte sig meget isolerede. Jeg tror at det var en af årsagerne til at de så gerne ville snakke med mig. Ham der havde snakket med mig i begyndelsen, spurgte hvor jeg skulle sove i nat, jeg svarede, at det viste jeg ikke, og kvinderne sagde noget til den unge der gjorde ham forlegen, men de insisterede, så han spurgte mig om jeg var gift, næh, kvinderne talte mere interesserede, han blev mere forlegen, men spurgte om jeg var forlovet eller havde en kæreste, nej. Jeg fik det indtryk at jeg meget hurtigt kunne have fået tag over hovedet (og blive gift for den sags skyld) hvis jeg ønskede / manglede det. Lidt senere spurgte den unge mand mig hvad jeg syntes om Serberne / situationen ; (jeg kan ikke huske hvem, men) en Serbisk professor havde sagt : "Jeg er stolt af at være Serber men ikke stolt af Slobodan Milosovic", det syntes han godt om, så jeg citerede en smule mere ; "Serberne er et stolt folk, virkelig gode soldater, knap så gode diplomater og meget dårlige politikere". Igen var det noget der vandt genklang, så jeg risikerede en af mine egne observationer : Deres huse, biler (jeg så WV modeller der ikke var kommet til DK endnu), effektive landbrug var bedre og de var mere vant til fremmede / turister, end deres naboer, så hvis der ikke havde været krig i de tidligere Jugoslaviske republikker, var jeg sikker på at de allerede havde været en del af EU nu. (Forstæderne til Beograd havde mange nye fantastiske boligbebyggelser). Jeg sagde farvel til dem efter ca. en time og fortsatte over Tiza mod motorvejen, i nordgående retning. Motorvejen var lidt af en joke, der var kun to spor (i stedet for fire), kun tankstationer og rastepladser på den sydgående side, selvom at de også skiltede med dem i nordgående retning, på trods af der var venstre sving forbudt. For at gøre det hele endnu bedre ; ca. ½ vejs var der en betalings-station, hvor du kun kan betale med Dm., hva be har !.... (5 Dm.),jeg havde godt nok undret mig over at alle de lokale forlod vejen, afkørslen inden, de kom tilbage ved tilkørslen efter ! Planlægningen af motorvejen var fin, men pengene var blevet brugt et andet sted i stedet for at gøre den færdig. Jeg forlod motorvejen for at tanke og køre ad en rute en smule længere mod vest. Politiet stoppede mig lige før den næstsidste landsby i Serbien før den Ungarnske grænse, deres radar pistol viste 78 Km./t. og mit speedometer viste 82 Km./t.. De talte ikke engelsk eller tysk så vi måtte bruge tegnsprog igen, havde jeg ikke set skiltet med 60 Km./t., det havde jeg, og jeg havde observeret at de brugte dem på samme måde som i Tyskland, hvis der er et kryds så sætter de et skilt op med hastigheds-begrænsning som slutter efter krydset. Jeg så skiltet og krydset, og havde troet at jeg havde overset skiltet med begrænsningen ender, så jeg havde returneret til 80 Km./t.. Det kostede mig 150 Dinar (~ 125 Kr.), ok, 100 m. efter at jeg havde forladt dem : skiltet med 60 Km./t. ender, øv, nå men i det mindste havde de dokumentationen i orden, ikke svindel. Derefter ind i landsbyen, kortet viste tre veje til eller fra den, jeg så ingen skilte, så jeg fortsatte ligeud og efter nogle få Km. slog vejen et stort blødt S sving som ikke var på kortet, og skilte der sagde grænse, efter den sidste del af S 'et : Grænse kontrol ; et skur og en bom. Foran skuret : tre mænd i uniform der grillede deres aftensmad ude midt på vejen (ikke i vejen for trafikken), hey hvad foregår der her ? De rejst sig og spurgte efter mit pas, jeg gav dem det, de studerede Visadelen og bemærkede noget om Kroatien, så jeg pegede på den anden side af bommen og sagde Ungarn ? Det fik dem til at le og de svarede Kroatien, stadig leende gav de mig mit pas tilbage og fortalte mig at jeg skulle køre tilbage til tankstationen og dreje til venstre (de har sku været vant til at folk kørte forkert p.g.a. der manglende et skilt). Tilbage og over den rigtige grænse ind i Ungarn. Stoppede ved den første tankstation i Ungarn og købte en Fanta og nogle nye pærer, de var blevet rystet i stykker i Rumænien, og gud ske tak og lov, de accepterede Visakort, så nu gjorde det ikke så meget at jeg ikke havde ret mange kontanter tilbage. Fandt et rart hotel kort efter, endeligt et varmt bad igen, det var tiltrængt. Køkkenet var lukket, da jeg endeligt var klar til at gå ned, så jeg lavede suppe oppe på værelset, ok, skrev lidt i dagbogen, meget træt, stop, zzzzzzz. 8063700 Km. => 426 Km. i dag.
 

Op kl. 9, vaske, vidunderlig morgenmad på hotellet. Skifte pærerne på cyklen men det korte virker stadig ikke i venstre side og jeg kan ikke nå parkerings lyset i den anden side, så den eneste virkelige forbedring er baglygten. Mere end 30⁰ C i skyggen, så det gik ikke for hurtigt med at pakke cyklen igen, endeligt lykkedes det at få plads til mine jeans i bagagen. Hvilken lettelse, nu gør det ikke ondt i mine knæ mere når jeg kører (p.g.a. dårlig blod cirkulation). Det går op for mig at hotellet ligger midt i floden, den ser bare ikke ud af noget, fordi den har delt sig i mange løb her gennem det flade landskab. Der er ikke ret meget at se på (angående floden) før Budapest, jeg så en enkelt kirke "indvendigt", d.v.s. at man kunne åbne den første dør og kigge gennem glas døren. Jeg kørte af den nærmeste "genvej" et par gange i Budapest ; virkeligt fine vejskilte men det er kun de "indfødte" der kan forstå dem.......

En af de utroligt smukke bygninger i Buda-Pest, mit kamera og jeg er ikke enige om eksponeringen, sat..s.

Jeg fandt kun et sted at stoppe og tage billeder, men der er en fantastisk mængde af skønne bygninger her, jeg så sågar udgravninger fra Romertiden (?) fra hovedvejen. Jeg vil gladeligt tilbringe et par uger her (som fodgænger). Nord for byen (på den vest-/syd-lige bred), er der et vidunderligt sommerhus område, lidt i stil med Silkeborg søerne bare i større målestok, meget smukt, jeg nød det meget.

Lidt nord for Budapest med en af de "små flodpramme".

Fandt et skilt med Zimmer frei, stoppede og spurgte, men hun var booket men tilbød at følge med hen til nr. to nabo og spørge dem om de havde plads, men nej hun havde kun et 4 personers værelse og jeg var jo kun en. Gik tilbage til cyklen hvor en ældre herre på den anden side af vejen kaldte på mig og spurgte om der havde været optaget, nej men... Kom med mig sagde han, og så gik vi tilbage til det andet sted, jeg aner ikke hvad de sagde til hinanden, men jeg fik værelset. Han havde selv kørt mc da han var yngre, og da jeg fortalte at jeg havde været i Rumænien, fortalte han at han, havde været soldat der i 3½ år (konen sagde noget om krigen, men jeg forstod hende ikke, på den anden side, han var sikkert gl. nok til at have deltaget i WWII). Vi talte sammen i et stykke tid, før jeg gik ud for at få noget at spise, han talte meget klart tysk men det kneb med at huske gloserne. Jeg fandt en rigtig god restaurant, vidunderligt men ikke billigt (det var det faktisk, da jeg fik regnet efter, efter at jeg var kommet hjem og fået den rigtige vekselkurs) og det første glas orange juice på turen. Senere bestilte jeg også en isdessert med frugt, jeg følte mig temmelig rund, da jeg skulle gå igen, jeg kunne næsten trille selv, så jeg besluttede mig for at gå en tur for motionens skyld. Gik ned til floden, på vejen derned kom jeg til at gå bagved et par vidunderlige hundehvalpe ude på egen hånd (for første gang ?), indhentede dem nede ved floden, de var utroligt tillidsfulde, og tiggede efter godbidder. Men jeg havde ingen, sikkert godt det samme for de fulgte efter mig i lang tid (heldigvis væk fra jernbane skinnerne igen), de forsvandt omkring det sted hvor jeg så dem første gang. Tilbage til "værelset" (den pæne stue) og skrive i dagbogen, læste en smule bagefter og så i seng. 80973 Km. => 336 Km. i dag.

 Næste side