de hellige ikoner

De hellige ikoner

Det er en fremmedardet verden, der møder os, når vi står i en græsk eller russisk kirke og ser de mange billeder, ikoner, der pryder kirkerummet.

I den ortodokse kirke bruges ikonen som et væsentligt led i forkyndelsen af det glade budskab.

Ikonen er forkyndelse i form, farve og skønhed.

Ikonen et et vindu, gennem hvilket man skuer ind i Gudsrigets skønhed og herlighed.

Ikonen er som et nøglehul til at kigge ind i den lysende evighed.

Ikonen skal belyse og illustrere den tidløse verden.

Ærkeenglen Michael

Evigheden i sin tidløshed møder os tidsbundne her, hvor billedets farve og stråleglans og fortællende tema viser betragteren budskabet, det vil have frem.

Ikonen som sådan skal ikke tilbedes, hverken som religiøs eller som kunsthistorisk gendstand eller som investeringsobjekt, men urbilledet bag ikonen skal æres ret og værdigt (ortodoksi = ret ærefrygt) med kys og korstegn. Ikonens tema er en del af den troendes eget liv således frostået, at ikonens urbillede og tematik er med i livets gang.

Ordet >>ikon<< betyder i almindelighed billede, afbillede. I særdeleshed, nemlig i de sammenhænge, vi her taler om, har ordet en langt videre betydning. Ikonen er et helligt billede, et kultelement og et synligt led i østkirkens gudtjenestlig liv og desuden en vigtig del af hjemmenes nødvendige inventar.

Ikonen er som nævnt liurigisk elemeni i gudstjenestefejringen på samme plan og af lige så stor betydning som salmesangen, tilbedelsen, bønnerne og evangelielæsningen er det.

Ikonerne er en væsenlig del af hele det gudtjenestelige drame, som de østkirkelige litugier for vore fem sanser:

- for hørelsen, når hymnerne synges og budskabet forkyndes,

- for lugtesansen, når den kongelige røgelses duft bølger gennem kirkerummet,

- for føelsen, når man giver hinanden det hellige kys,

- for smagen, når brødet og vinen modtages i nadveren,

- og for synet, når de hellige ikoner skues.

For her skal man være aktiv med. Her skal man skue ind i en anden verden, som dog er i vor verden, fordi ikonen viser, at urbilledet er til stede. Her skal man gennem betragtningen af ikonen få"sjælens øje" lukke op for den guddommelige verdenns skønhed i den tidløse dimension. derfor er perspektivet ikke med i ikonens maleriske komposition. Ikonen må være plan todimensional, for der er ikke op eller ned, ikke nogen foran eller bagved, i evigheden.

Den ortodokse kirke rum er indrettet som en skueplads for det guddommelige drama, som udspilles i Frelserens liv og død og opstandelse. Og her har også ikonerne deres plads, deres rolle. Ikonernes temaer og motiv fra Det Gamle Testamentes historier tydes som forbilleder og profetier om den forsoning, der skænkes menneskeslægten gennem et bestemt menneskes livshistorie: Jesus fra Nazareth.

Hele forsoningsprocessen fortsætter hver søndag i gudstenestefejringen ved de guddommelige liturgier- også ved hjælp af de ikoner, som afbilder begivenhederne fra Det Nye testamente. Foruden de mange fortællinger og undergerninger har man gennem århundrede ikoniseret de hellige mænd og kvinder, som er kendt og elsket af alle.

Men vil man for alvor forstå noget af ikonernes betydning, og vil man forsøge en tydning af ikonens funktion dens væsen, så må det gøres ud fra den ortodokse kirkes forudsætninger og ikke ud fra vor kulturkreds´almendelig teologiske eller kunsthistoriske normer. Vi må lære dette, at en ikon, hvadenten den er gammel eller ny, er et levende og benådet kunstværk, som nærer det ortododokse menneske, der ser langt ind i dens symbolik og mystik.