Splints & C0. Nr. 3 1999

Bøn Er jeg medvidende derfor medskyldig, da hjælp mig myte. hjælp mig sagn, skyl mig ren ræk mig glemslens drik fra floden i underverdnen kom fra norden glemseshejre for at bortvejre det syn af halvtforkullede, solsorte lig på trappestenen i Bosnien i går som nu forurener mig. 24.4.1993     GORAZDE 18.APRIL 1994 Forårets komme altfor voldsomt. Digterne møder de døde ved hvert ord, de nærmer sig. Politikere og medier spreder ansvar så det stinker af lig i fremtidens historiebøger. Lig i bunker og FN-soldater i bunkers. Digterne møder de døde ved hvert ord, de nærmer sig. Alle stærke ord melder optaget.     Dagens digt Hvad er digte? Svært at svare på abstrakt. Men når man hører digtet, ikke i tvivl. Som da nogle børn i børnehaveklassen er i gang med en historie, to tegner hurtigt og resten i flokken fortæller i munden på hinanden, ja, om hvad er svært at fatte, det er noget med Gud involveret, "Gud skal have kasket på". Så et øjeblik må jeg afbryde det som nu jeg er igang med for luften står helt stille, da denne beskrivelse følger med den tegning som er igang: Gud tager sig et blodbad! Det er sagt i en sammenhæng jeg ikke kender, men står mageligt alene, en tidsbeskrivelse? og hvilken Gud? Fortættede ord der river sig løse bliver sig selv, noget værdifuldt, grufuldt, det er sagt, jeg kan ikke glemme det, jeg kan ikke gemme det, et uhyggeligt levende digt.   Det regner - Jeg har læst dagens aviser og vasker mine hænder. En sort suppe forsvinder i kloakken og giver årsag til nye overskrifter, udrikkeligt vand, døde dyr i strandkanten. En dreng siger i radioen: Forurening er noget lort. Rapporten nåede ud. Hvad truer de sorte skyer med? Det regner med døde bogstaver. Det drypper fra blodbøgens blade. I år har det virkelig regnet.     Lukker og slukker Lukker radioen midt i sætningen: børnene glemmer ikke torturen, den præger.... Lukker avisen midt i en artikel om bøn om hjælp fra indbyggerne i Sarajevo. Jeg prøver et Tuborg -forklæde, mens en radio i vinduet afventer russiske angreb på Tjetjenien. Jeg må svare nej til spørgsmålet: om jeg hørte de sidste nyheder, inden jeg gik i seng. Jeg læser dagligt fem aviser når jeg udtaler mig til meningsmålingsinstituttet.   Bare en film Jeg isolerer mig. Jeg vil leve mit eget liv. Jeg kan ikke dreje tidens hjul den anden vej, højre eller venstre. Jeg gemmer mig bag gardinet. Jeg tager en hvid pind i munden. Jeg ruller mig ind i mig selv. Jeg er usynlig. Alligevel rører tiden mig uventet til min store forbløffelse med sin oversavede arm.     Tidevand En visuel flod af krig og rædsler vælter ind over middagsbordene, sejler mellem kaffekopper og ølflasker, mellem buketter af kunstige blomster. derfor er nybygninger på min vej allerede ruiner som Berlin 1945, Sarajevo 1993, hvor-som-helst. Kirken om hjørnet har overlevet 800 år, og den anden opføres, mens jeg passerer og peger 800 år frem som ruin. Disse marker, som en vis digter i et digt i Politiken 1939 ikke måtte forestille sig som offer for tidens granater, bølger nu som haveskove, hjemmets fred, med skovduers kurren, jasminernes duften, mens krigen hærger på alle tv-kanaler, flygtninge inddæmmes bag hegn og teltdug, stemplet som fredsforstyrrer, privilegietyve. Det blod som skal flyde i den nye kirke, det kød, som skal ofres, skal minde om fred, kærlighed, tilgivelse, indrømme magtesløshed, Guds styrke og menneskelighed. Tidens altertavle dog dette let hovne blik, som siger: "Jeg ved godt hvad du vil ha´." Denne lokkende krop som trækker tidevandets bølger over stranden, og i stormen gennembryder diger, der har holdt årtier, og tager fjernsynet med sig i afgrunden.   Lillerød juli 1995 Jeg lever under en stadig beskyttelse. Mens jeg uvidende lå i min vugge, måtte tyske soldater opgive besættelsen af STALINGRAD. Historien beskytter mig. Min uvidenhed beskytter mig. Afstanden beskytter mig. FN beskytter mig. Min lave indkomst beskytter mig. Mit manglende sprogkendskab beskytter mig. Min alder beskytter mig. Mens jeg en grå morgen efter en festlig sommeraften med familie og venner sidder halvt uvirksom på mit arbejde 200 meter fra et flygtningecenter, beder jeg overbeskyttet om nåde! Jeg kan ikke forsvare den beskyttelse, når jeg ved, at i Srebrenica beskytter historien ingen, ingen regering beskytter, FN beskytter ingen, den lave indkomst beskytter ingen, alderen beskytter ingen i eet stort flygtningecenter en levende koncentrationslejr, hvor kun vold og mord er beskyttet.   Jeg græd da jeg læste- Jeg græd da jeg læste at serbere aldrig kan opgive Kosovo, hellere opgiver de medmenneskelighed menneskerettigheder. Pansret med historiens ret jager de medmennesker fra hus og hjem, mishandler, skyder dem ned som kvæg, selv hvis prisen er selv at blive jagtet, mishandlet, skudt i nær fremtid for at kunne gå til historien uden at have opgivet. Vor egen historie ser jeg i nyt lys: Tak for Roskilde 1658, tak for Dannevirke 1864, tak for 9. april 1940 - fordi I gav op. Farvel til alle revanchister blandt unge, gamle, kvinder, mænd, skåninger, sønderjyder, aldrig-mere-en-9.april, og serbere. 8.4.1999   Gensyn med februar 1999 Udenfor stormer og regner det mens den mere end månedgamle stabel aviser er kommet forbi starten på bombetogter og de 100.000vis forjagede i Jugoslavien. Nu virker: Nio döda i våldsam krock, sju barn bland offren og skotsk nationalisme får luft under vingerne som fredelige nyheder, laviner i Østrig som overskuelige, Storm-P jubilæum som uden for rækkevidde, for ikke at nævne historien om kejseren og hans konkubine nu mens nye 10.000 forjages og invasion forberedes, træningen er begyndt. Under stilheden ulmede dagens elendighed. Verden var tilbage i februar 1999 så ren og glat som et uklækket øgleæg. 18.4.1999