UDE I FELTENDET LETTE
-
Et forum for faglig udveksling på etnografi, antropologi og
beslægtede fag.
|
|
Her finder du indlæg af lettere, uformelt format: Små
introduktioner til feltarbejdet, nyhedsbreve fra felten, umiddelbare overvejelser,
konferenceoplevelser og hvad I ellers finder på. Send dit indlæg til udeifelten@yahoo.dk. |
|
Feltarbejde i Socialdemokratiet – Peter beretter om baggrunden for sit feltarbejde. Tilbage på skolebænken – Miguels feltarbejde foregår i tredje klasse. Netop hjemvendt fra Cuba - Thea præsenterer her sine første tanker. New Perspectives on 21st Century Communication - Mimi om konference i Budapest The Presence of the Past - Transformation and Dealing
with the Past in Eastern and Central Europe – Mette om
konference i Berlin. Fagets Kerne - Læs om debataftenen på antropologi i København d.27.12.2001. Grænser for Antropologi? – Læs om seminaret I Århus 30.11- 1.12 2001. Baggrunden
for Ude i Felten - Om meningen med denne
hjemmeside… |
Tilbage til toppen af Det Lette
Politisk kultur
i Socialdemokratiet
- urgent anthropology i mine forfædres fodspor -
Mine bedsteforældre var
socialdemokrater. Han tillidsmand ved posten, hun hjemmegående. De rynkede på
panden, når vi børnebørn brystede os af en ny lille unødvendig erhvervelse, vi
havde gjort os for vores sparepenge; den slags unødvendigheder havde aldrig
indgået i deres husholdning, her blev hver eneste tiøre, og før tiørens tid,
hver eneste toøre vendt.
Socialdemokratiet har, som de
andre gamle danske partier, mistet medlemmer en masse i de seneste årtier. For
Socialdemokratiets vedkommende drejer det sig om en nedgang med mere end fire
femtedele, til det nuværende halvt hundrede tusinde medlemmer. Og tendensen er
stadig for nedadgående, da de tilbageværende for en stor dels vedkommende er
ældre mennesker, og partiet og de unge ikke klinger helt godt sammen.
Før var medlemmerne, de aktive af
slagsen, partiets ambassadører og lytteposter i samfundet. På arbejdspladser, i
boligforeningerne, til fritidsaktiviteter etc. Mit feltarbejde vil se på, om de
stadig har denne rolle, når de nu er blevet færre, og når de samtidig ikke er
så repræsentativt til stede i befolkningen som tidligere. Eller om de er blevet
overhalet indenom af meningsmålinger, fokusgrupper, vox pop i fjernsynet og
alle de andre måder, man også kan komme i kontakt med vælgerne på.
Se min projektbeskrivelse eller skriv til
mig, hvis I har spørgsmål til feltarbejdet:
Peter Sig Kristensen / psig@worldonline.dk
Tilbage til toppen af Det Lette
AT VADE I SUCCES....
...ELLER HVAD MAN GØR, NÅR FELTARBEJDET VOKSER EN ET STYKKE
OVER HOVEDET
Nu undrer læserne sig måske over,
at dette er nyhedsbrev nr. 5. Det skyldes, at jeg er så langt henne i
feltarbejdet, at jeg ikke fandt det passende at starte med nr. 1.
Felten rundt på firs sekunder
Var jeg startet ved nr. 1, og I
må bære over med det følgende tankeeksperimentet, ville det have handlet om en
klassiker, nemlig adgangen til felten. Især det med, hvad man gør, når man nu
ikke i forvejen er med i den kultur, man skal leve sig ind, men ligefrem åbent,
gennem medlemsskab, bekender sig til en anden kultur indenfor samme gebet.
Således er jeg ikke medlem af Socialdemokratiet, men af en anden dansk politisk
gruppe repræsenteret på tinge.
Det andet nyhedsbrev ville have
handlet om udvalg af de lokale partiforeninger, der er med i feltarbejdet, og
hvad man gør, når denne udvælgelse, tvunget af omstændighederne, bl.a. et sparsomt
overblik over små 80 foreninger i amtet, skal ske med stor hjælp fra partiet
selv. Hvordan opnår man både at få store og små, fra by og fra land, og måske
både mere aktive og mindre aktive foreninger med, med andre ord en vis form for
repræsentativitet, hvis man ikke selv ved, hvad repræsentativiteten skal tage
udgangspunkt i? Og kan må stole på, at ens informanter i udvælgelsen ikke vil
lede en i retning af et skønmaleri?
Det vel overstået ville
nyhedsbrev nr. 3 givet have handlet om livet i felten. Om hverdagstrummerummen
med deltagelse i møder af enhver slags, om at lære "Når jeg ser et rødt
flag smælde" udenad, og især om den søde juletid, hvor mødedeltagelserne
var med til at aflaste hjemmets husholdningsbudget. Og videre om interviewene
med de aktive partimedlemmer i deres hjem, med for det meste forgæves spejden
efter røde seler, Star Pilsner og Staunings samlede værker.
Nr. 4 ville have været det
nyhedsbrev, som fortalte om det sværeste, jeg endnu har oplevet i feltarbejdet.
Det ville have handlet om det tidspunkt, hvor jeg finder ud af, at mere vil
have mere, og at det er op til mig selv at bestemme, hvor meget mere det skal
være. Med andre ord ville det have handlet om det tidsrum i feltarbejdet, hvor
jeg skulle vælge mellem at udvide feltarbejdet med flere og længere interviews
og mere forpligtende samarbejde med "den anden" eller holde stien ren
og fokusere ikke så meget på, hvor interessant feltarbejdets indhold var og
kunne blive for såvel mig og de indfødte, men mere på, at min eksamen skal
afleveres midt i juni. Hvad er mest vigtigt, at jeg garanterer min beståede
karakter, eller at jeg garanterer, at mit feltarbejde kan bruges til noget.
Valget blev det sidste.
Fra økonomisk ruin til evig
berømmelse (eller det der ligner)
Valget betød ikke bare, og vi er
nu nået halvvejs ind i første linie af nyhedsbrev nr. 5, at min tidsplan for
feltarbejdet blev mere presset, med flere interviews og tilbud til de
deltagende partiforeninger om tilbagemeldinger, men at der nu også skulle tænkes
økonomi. For 20 timers råbånd er noget andet end 37 timers råbånd, og når man
så samtidig er hjemmegående husfar, til familiens førstefødte får
institutionsplads, bliver det pludselig nødvendigt at udlicitere dele af
arbejdet med at transskribere. Og det koster, for hvem vil transskribere
frivilligt, udelukkende for at få mere erfaring?
Altså stod jeg på randen af
økonomisk ruin. Men jeg stod også med et feltarbejde, som jeg havde fået så
meget anerkendelse for hen ad vejen, at jeg ikke kunne blive ved med at sætte
mit lys under en skæppe. Det, lyset, måtte ud i, ja, lyset, og jeg måtte
afprøve, om feltarbejdet nu var så relevant for partiet, som jeg havde en
anelse om, at det kunne være. I øvrigt bilder jeg mig ikke ind, at
anerkendelsen af mit arbejde skyldes, at jeg personligt er etnografiens svar på
Luis Figo (verdens bedste fodboldspiller, red.), men mere ydmygt, at
feltarbejdet sker i nogle omgivelser, hvor man ikke er vant til at blive spurgt
af andre end spørgeskemaer. Altså: etnografiens evne til at indleve sig i
dybden i det kulturelt fremmede havde endnu engang stukket sit hoved frem på
ukendte jagtmarker.
Men der stod jeg, på randen af
økonomisk ruin og med en stor trumf i ærmet. Jeg spillede den, og vandt -
første omgang. I hvert fald blev ruinen afværget, og der blev åbnet en lem på
klem for, at feltarbejdet ikke bare skal være et feltarbejde om politisk
aktivitet i Århus Amt, men måske til efteråret udvikler sig til en undersøgelse
af politisk aktivitet i hele Danmark. Vi får se, hvad det bliver til. En anonym
eksamen i juni, eller en ansættelse som organisationskonsulent i Danmarks
største politiske værksted til efteråret, med ansvar for at gøre feltarbejdet
landsdækkende.
Tilbage til toppen af Det Lette
Situationsrapport
- af Miguel Romero Mikkelsen
Til at starte med vil jeg godt rose
Mimi for den gode idé at oprette et forum for udveksling af felt- og
specialeerfaringer. Om interessen er der, og om det vil komme til at fungere i
praksis vil tiden vise, men i hvert fald er det en god ide. Personligt vil jeg
dog indrømme at det ikke er det store jeg har gjort mig udi
cyberspacekommunikationens grænse- og tidsløse samtale. Om det kan lade sig
gøre uden at det hele ender i sex og porno, ja deri kan jeg have min tvivl. Men
heldigt er det i denne sammenhæng at bemærke, at der findes i hvert fald én
erfaren herre i selskabet, når det gælder cyberspacekommunikation, nemlig
etnocyberspacespindoctor Peter Siig, hvis berømte forskning i
cyberspacekommunikation og kendskab til dette medie (jævnfør Peter Siig:1999;
metodeøvelse), umuligt kan være andet end en kæmpe gevinst for dette forum. Med
ham i flokken skal det nok gå!!!
Nå men nok om det. For nu til det
som (så vidt jeg har forstået) dette forum drejer sig om, nemlig udveksling af
etnografisk viden og erfaring. Efter flere diskrete påmindelser fra redaktørens
side om et lovet indlæg, har jeg nu sat mig ved computeren med fingrene på
tastaturet for at skrive, hvad jeg vil kalde en situationsrapport over mine
foreløbige felterfaringer. Det skal siges, at min tilstedeværelse i felten til
dags dato blot har er af fire ugers varighed, og at dette skrift er det første
jeg gør mig siden starten, og jeg vil derfor bede om, at I bærer over med
tekstens ufuldstændighed. Nogen dybere analyse bliver det altså ikke, snarere
nogle metodiske betragtninger.
‘Børn og integration’ er titlen
på mit feltarbejde, som betyder at jeg hver morgen (eksklusiv weekenden) står
op klokken 6.45 for klokken 8.15 at møde i 3.a på Tovshøjskolen i Århus Vest
(Gellerup). Min interesse med projektet er at undersøge børns ven- og
fællesskaber/fællesskabsmotivation eller som jeg udtrykker det i min
problemformulering: Med udgangspunkt i en forståelse af børn som handlende og
bevidste individer ønsker jeg at undersøge hvilke motivationsfaktorer, der gør
sig gældende i børns etablering og opretholdelse af ven- og fællesskaber med
henblik på at forstå betydningen af etnisk differentiering i børns samvær.
Tesen er at børn ikke bare er “sammen”. Når børn er sammen, er de sammen om
noget, som har individuel og fælles relevant betydning. Gennem deres
interaktion med andre børn skaber børn således betydning og mening i deres
hverdag. Kernen i mit projekt drejer sig om at forstå værdien af børns sociale
engagement, det vil sige finde ud af, hvad der i børns øjne gør sociale
fællesskaber attraktive eller uattraktive. Ved at studere børnenes praksis, som
den udspiller sig i skolesammenhæng, ønsker jeg at få forståelse for de sociale
mekanikker, som er udslagsgivende for børns samvær med jævnaldrende.
Sådan lyder
projekteformuleringen, og nu står jeg der så blandt atten vilde indfødte og
ikke-indfødte 9-11 årige børn og nogle lærere. Bortset fra det urimeligt
tidlige starttidspunkt om morgenen, ja så har det indtil nu været en
overvejende positiv oplevelse at være feltarbejder i 3.a. Stor nysgerrighed og
velvilje møder jeg alle vegne, fra børn såvel som voksne.
Hvad angår metode, vil jeg i
projektet gøre brug af deltagerobservation, interviews (løst- og
semistrukturerede), netværksanalyse (til at klarlægge strukturen i
venskabsrelationer). Som inspirations- og støttekilde i interviewsene vil jeg
desuden bede hvert barn i klassen om at tage fotos - hvert barn vil få
udleveret et éngangskamera - af de ting der optager dem en given skoledag –
fotos som jeg så fremkalder og bruger i interviewene.
Men indtil nu har jeg altså kun
gjort brug af deltagerobservation, med den begrundelse at jeg har villet lære
børn og lærere at kende før jeg (efter vinterferien) tager fat på at interviewe
dem. Jeg regner med at interviewe hvert barn i klassen to til tre gange og de
to klasselærere hver én gang.
Den største udfordring indtil
videre synes jeg har været at tilpasse mig. Der er nemlig mange hensyn at tage
og mange forventninger at leve op til, når man som etnograf sætter sig på
skolebænken i en tredje klasse.
Børn elsker voksenkontakt, og at
få en voksen som mig som klassekammerat vækker stor begejstring. At have min
opmærksomhed betyder meget for børnene, og der kan derfor nærmest opstå
tumultagtige scener, når børnene kæmper om at holde mig i hånden eller lege med
mig i frikvarteret, til gymnastik eller til svømning. Jeg skriver ikke dette
for at fremhæve min popularitet, men for at gøre opmærksom på de reaktioner som
min person afføder, og som jeg nødvendigvis må forholde mig til og handle ud
fra. Hvis jeg vil bevare en hvis neutralitet (hvad jeg ønsker) og ikke afskære
mig selv fra vigtig viden, er det nødvendigt at være mig min kommunikation og
placering bevidst. Dette gælder ikke blot i forhold til enkeltpersoner, men
også når det for eksempel gælder forholdet mellem kønnene. ”Miguel du skal ikke
lege med pigerne men med drengene” er en ofte hørt frase. Og selvom den kan
lyde nok så uskyldigt, så er den værd at tage alvorlig, da det for børnenes
opfattelse af mig betyder en hel del med hvem jeg socialiserer.
Et andet vigtigt hensyn at tage
har at gøre med klassens lærere. At sidde som observerende notetager og voksen
og følge en lærers undervisning har jeg oplevet kan føre til spændte
situationer. Sådanne situationer kan opstå når undervisningssituationen er
spændt, det vil sige når læren ikke på normalvis kan kommunikere med børnene
men bliver nødt til for eksempel at råbe højt. Det kan være svært at forklare
spændingens (lærer og jeg imellem) opståen, men som jeg ser det, handler det
for lærens vedkommende selvfølgelig om ubehaget ved at blive udstillet i en
ukontrollerbar situation og for mig om ubehaget ved at være tilskuer til en
anden persons manglende situationskontrol. Flere gange har jeg efter timen
oplevet lærere udtrykke sig om ubehaget ved dette. For at undgå at sådanne
spændinger skal blive permanente imellem os har vi derfor aftalt, altid efter
sådanne episoder at tage en snak, for på denne måde at løse op.
På besøg
Den velkendte etnografiske problematik
omkring etnografen som en hverken-eller person; outsider and insider at same
time; betwixt and between stifter også jeg bekendskab med. Det er jo ikke hver dag 3.a på Tovshøjskolen
får besøg af en etnografistuderende, som slår sig ned over længere tid.
Spørgsmålet som alle ønsker svar på (elever som lærere) er: Hvem er denne mand?
Og ja hvis bare svaret var lige så enkelt som spørgsmålet, ja så var vi både
sparet for betwixt og between, men nej så enkelt er det ikke og af flere
grunde. For det første har det at gøre med etnografiens ukendte ansigt:
Etnografi hvad er det for noget? Folk ved ikke hvad de kan forvente af en sådan
svær-definerbar-starut som mig. Det ville være meget nemmere hvis jeg var
praktikant, for det ved både elever som lærere hvad er, og på trods af mine
højlydte protester ender det flere gange med at jeg navngives praktikant. Og
mærkeligt er det jo ikke, for nemmere er det jo at forholde sig til een man ved
hvad er og nogenlunde ved hvad man kan forvente af.
En smule kunstig kan rollen som
forsker vel også siges at være, i hvert fald i min situation, hvor jeg på én
gang optræder som voksen og samtidig som tredjeklasseselev, hvilket hverken i
mine, lærernes eller børnenes øjne helt harmonerer. På trods af at jeg gentagne
gange gør børnene opmærksomme på, at jeg ikke er hverken lærer eller praktikant
men elev, nemlig deres elev, ja så illustrerer følgende sekvens at ikke alle
børn accepterer mine forklaringer, men har deres egne:
I gymnastikomklædningsrummet
spørger en dreng fra parallelklassen interesseret men skeptisk Samet om jeg er
elev i 3.a.
Hovedrystende svarer Samet: ’Nej
han er bare på besøg’.
Ja jeg kunne selvfølgelig skrive
meget mere, men ikke i denne ombæring. Kommentarer modtages gerne: Romeros@hotmail.com Farvel og tak
for denne gang.
Miguel
Tilbage til toppen af Det Lette
Af Thea Skaanes
(denne tekst kan også læses i ”Moseavisens” nummer om feltarbejde)
Det er koldt, islaget dækker
parkeringspladsen, og luftens tørre kulde mærkes uvant hele vejen ned gennem
luftrøret til lungerne, uvant frisk og uvant let. Tidsforskellen og den
tidslomme, jeg lige er kommet ud af - eller jetlag, som man som
post/sen-moderne menneske bør kalde det - sætter hele hjemkomsten i et
uvirkeligt, drømmeagtigt skær. 'Jeg er kommet hjem fra feltarbejdet', når jeg
at tænke,'har jeg nu de informationer, jeg kommer til at få brug for til
feltrapporten' og 'det var så mit feltarbejde!', dette store forkromede
etnografens trade mark. Og ja, det er stort, men forkromet, nej. Det er tvunget
ind i realiteten om, at man er kun en flygtig gæst, en interesseret,
polemiserende, reflekterende gæst, der graver mere eller mindre sporadisk efter
svar på mere eller mindre veldefinerede spørgsmål. Der er lig i lasten, nogle
hændelser, man havde ønsket var hændt på tidspunkter med mere åndeligt og
energimæssigt overskud, så 'feltarbejdets elegance' kunne have været en mere
plausibel frem for komisk sammensætning af ord. Feltarbejdet er beskidt, rodet,
personligt rystende og helt utroligt fantastisk. Det er denne metode, hvor man
fungerer som sit eget måleinstrument: sit eget barometer - hvor hårdt er
trykket nu? -, termometer - hvor tæt er vi, hvor varmt er vores forhold? -,
højdemåler - på hvilket niveau taler vi nu? -, kort - hvad betyder de små
symboler, der er rundt omkring, hvordan ser abstraktionerne ud i en sammenhæng,
og hvor går hovedforbindelserne mellem hovedpunkterne? og, endelig, GPS - hvor
kommer vi fra, hvor er vi på vej hen, og hvor f..er jeg lige nu?!!?!
Forvirringen og tvivl om ens egne fortolkninger er nære rejsekammerater efter,
man så længe har forsøgt sig med gyro-teknologien i en alt andet end
forudsigelig og målbar verden. Og det er jo fantastisk! Intet mindre. Det
fantastiske og yderst tilfredsstillende er, når man mærker, hvordan tingene
falder på plads, niveauerne af betydning bliver mere fortrolige og den sociale
kompetence øges. Nå, så langt så godt. Halleluja for feltarbejdet!
Hvad er det så, jeg har lavet de sidste 6 måneder på dette fantastiske
feltarbejde?
Jeg har været på Cuba for at
undersøge Comités de Defensa de la Revolución (CDR), som er en
masseorganisation i allerbogstaveligste forstand. Hver eneste stump gade,
indhegnet af to krydsende gader, danner en CDR, der hver vælger en præsident,
sekretær, kasserer og koordinatorer indenfor forskellige områder: overvågning,
sundhed, militær, uddannelse, ideologisk arbejde, og indsamling af forskellige
materialer som glas, papir og plastik. På den måde er hele Cuba organiseret
eftersom det er på basis af bolig, organiseringen foregår. De aspekter, jeg har
fokuseret på i forbindelse med denne organisation har været
overvågningsfunktionen, det ideologiske arbejde og hele idéen om
offentlig/privat og, her konkret, naboskab. De niveauer, eller skaleringer, om
man vil, som jeg har cirkuleret rundt i, har været fra det konkrete naboskab,
hverdagen, hvordan folk i hverdagen ikke mærker så meget til CDR, over det
præventive, allestedsnærværende, frygtindgydende aspekt i CDR's virke, der
ligger som et dybere tæppe under hverdagslivet, over til de overordnede
makroprocesser, der på ideologisk, politisk og historisk plan skal inddrages
som kontekst og forståelsesramme for bevæggrunde og virke. Som en kort
uddybning af CDR's funktion og arbejdsområde, vil jeg nævne, at de blandt andet
har en overvågningsturnus, ganske konkret, at en person i aften-, natte- og
morgentimerne skal overvåge gaden, notere, hvem der ses med hvem, hvor tit, og
hvornår folk går og kommer, er de i festtøj, etc. Alt skal bemærkes og intet
kan holdes skjult. Præsidentens embede er ligeledes indenfor informationssfæren
at være kontaktperson for evt. arbejdsgivere, der søger information om en
person, der er påtænkt ansat. Herved får de informationer om personens
engagement i CDR, præsidentens karakteristik af vedkommende (en kvalitativ
bedømmelse), informationer om personens familierelationer og personlige
historie. Andre knapt så Foucault/'1984' tankegenerende funktioner er
koordination af vaccinationer og cytologiske undersøgelser, lektielæsning med
børnene, fejring af martyr-dage og andre festdage, holde øje med bygningernes
tilstand og organ for mediering af utilfredshed med frugt- og grøntmarkedet,
lægens service eller andre lokale (praktiske) problemer. Der, hvor CDR er mest
imponerende og fascinerende som organisation, og stikker væsentligst ud fra
andre organisationer, er som informationskanal og mobiliseringsorgan, eftersom
at en besked kan komme fra centralt hold ud til hver flække på Cuba (der vel at
mærke er plaget af en slående mangel indenfor kommunikationsmuligheder
telefonisk, med post for slet ikke at tale om IT-mæssigt) på ganske, ganske
kort tid, herved er der muligheder for at informere om epidemifare, kalde til
demonstrationer, eller andre temaer på en yderst effektiv og ensartet måde. Jeg
kan endnu ikke komme med en samlet analyse og en sammenhængende fremstilling af
resultater og fortolkninger, da mine data endnu er dryppende nye, men nogle af
de temaer, jeg vil komme ind på i min senere analyse vil være den cubanske
socialisme som et andet paradigme, der bygger på helt andre præmisser end dem,
de fleste civilsamfundsteoretikere, organisationsteroretikere,
policy-teoretikere og, generelt, den vestlige antropologiske tænkning, inklusiv
den af Moesgaard lagte linie, hvorved jeg implicit vil sætte fokus på de
grundlæggende værdisætninger, der ligger i fagets og i den cubanske
manifestation. Herved ligger der ikke en fuldstændig fornægtelse af
anvendeligheden af teoretikere som Foucault, Cohen & Arato, eller Shore
& Wright i forhold til den cubanske case, men en forsigtighed i forhold til
deres præmisser, der ikke er kompatible med de præmisser, der kanoniseres i det
cubanske samfund.
Dette er blot en lille, kort punktopstilling af, hvilke temaer, jeg har
beskæftiget mig med på mit feltarbejde fra september til marts. Det er således
lige afsluttet og en mere sammenhængende udlægning vil kunne læses senere på: www.oocities.org/udeifelten.
Er der nogle kommentarer eller spørgsmål, kan I maile mig på Thea1@sol.dk.
Tilbage til toppen af Det Lette
(This article was written for the Hungarian newsletter
INFINIT, an online publication by the Information
Society and Trend Research Institute in Budapest.)
A scientific conference sponsored by a
private company is always risky business and especially when the theme has to
do with Information and communication technology. This joining of arms between
university professors and private corporations all too often results in an
indefinable mixture of campaigning, product presentations and well-known
theories delivered by the most popular researchers in the field. All very well
suited to shed a good light on the sponsor and function as professional fair at
the same time but a rather poor investment for researchers and intellectuals
who have found their way to the venue.
The conference titled ”New Perspectives on
21st century Communication” given last weekend was a happier story, however.
Though sponsored by Westel it was organised by the Institute for Philosophical
Research of the Hungarian Academy of Sciences and it was held in the beautiful
building of the Hungarian Academy of Sciences where the ceilings are high
enough to allow for great thoughts to be explored.
The compulsory talks and presentations by
the involved parties’ directors were kept at a minimum and then the stage was
left to the invited researchers and professors who presented their thoughts,
theories and cutting-edge research in different areas related to mobile
communication in its broadest sense.
Influenced by the very visible sponsorship
and the lack of any precise description of the background and goals for the
conference, there seemed to be some uncertainty among the participants about
the exact theme; what exactly we were supposed to talk about; whether this was
merely about mobile telephony or technologically mediated communication
overall; and not least why Westel had donated this conference at all when there
would not be any presentations of their newest products.
The big questions that somehow did unite the
presentations were how we are affected by communication technology; how people
use it; and how it is shaping our everyday lives and our understanding of the
world.
Some of the papers presented focused on
specific effects of ICT use, for example on language or on learning patterns
and abilities of youngsters. Some were far more abstract and philosophical
discussing, for example, concepts such as ’mediated presence’, ’virtual
distance’ or the possible effects of increased mobile pictorial communication
on human communication and use of pictorial representations rather than words.
Finally, some approached the theme from a slightly different perspective,
departing from general research about social patterns and then relating this to
the possibilities and restrains given by technology. Thus, Robin Dunbar from
University of Liverpool presented findings on humans’ limited cognitive
capacities to keep personal relations, thereby reminding us that, whereas
technology may provide endless possibilities to build and keep relationships to
other people, human beings are not necessarily able or fitted to take full
advantage of them. Considerations about trust were introduced very early on the
first day and this remained an important theme throughout the conference,
reflecting one of the most characteristic problems regarding ICT user habits in
Hungary today. The implicit message being, of course, that if users do not feel
systems are secure and their privacy protected then developments within, for
example, e-commerce and e-government face serious problems.
Though all presentations were given in
English, clearly, this was a Hungarian rather than an international setting and
except for the invited lecturers there were not many participants from abroad.
Indeed, there were not many participants at all, even though this conference –
unlike most academic conferences – could be attended at no charge. One could
suspect that the relatively low attendance is one unfortunate result of the
marriage between a university and a private company: that it was very uncertain
whom this event was directed at and for what purpose. It just so happened, that
this conference had high professional standards and could have served more
effectively as a networking and knowledge exchange opportunity for people
working in the field.
University students of all nationalities
residing in Budapest definitely missed out on an excellent opportunity, not
only to hear a few very good presenters and get acquainted with a lot of
interesting research results, but also to get a peep into the Hungarian academic
community that can be difficult to enter without any knowledge of the Hungarian
language. Hungarian academics from a host of disciplines could have benefited
from the international contacts and the inspiring presentations alike. It is
difficult to say why few people took advantage of this opportunity; maybe it
was not well advertised; maybe it was only intended for a small circle of
experts; or maybe academics cannot imagine a privately sponsored conference to
be professionally tenable.
While it seemed too good to be true that a
private company would finance a high-level academic conference, which is not
really of much use to them (of course this kind of knowledge is quite useful
for a phone company, but in another form), this is actually what we witnessed.
If this should be taken as a trend of the times, it is indeed a positive one.
However, I choose to quote one of the presenters commenting on the same theme
with the following sentence: ”I don’t believe in getting things for free” and I
do not believe we are likely to see many of such fully sponsored, high-quality
academic conferences in the future.
Mimi Larsson (mimi.larsson@ittk.hu)
Tilbage til toppen af Det Lette
Bearbejdning af fortiden i det tidligere
Stasi-hovedkvarter i Berlin.
Dette er ment både som information til dem, der interesserer sig for Central og
Østeuropa og/eller Oral History, og som en opfordring til dem, som endnu ikke
har overvejet muligheden, at orientere sig om hvilke tilbud der eksisterer
rundt omkring i Europa (Verden..), hvad end det er seminarer,
kurser eller enkle konferencer.der er meget at hente i at bevæge sig uden for
IA!
Jeg er lige kommet tilbage til København fra en tre dages konference i Berlin
med titlen: The Presence of the Past. Transformation and Dealing with the Past
in Eastern and Central Europe. Konferencen fandt sted midt på Museumsinsel i
det tidligere hovedkvarter for Staatssicherheitsdienst (også kaldet Stasi). Den
blev finansieret og organiseret af: 1) Institut für Geschichte und Biographie
der Fernuniversität Hagen som tysk repræsentant for "The International
Oral History Association"
2) Stiftung für Aufarbeitung der SED-Diktatur som kan oversættes til Stiftelsen
for bearbejdningen af SED-diktaturet (SED= det socialistiske enhedsparti i det
tidligere DDR) og 3) Die Bundeszentrale für politische Bildung. Forbundscentret
for politisk læren/uddannelse (ad hoc oversættelse!).
I september 2001 modtog jeg en mail fra ETNOGRAFEN (etnografen@infosite.dk) med oplysninger om emner, sted og tid for konferencen og fik derpå lov
til at deltage uden paper. De der fremlagde et paper fik rejse og ophold
betalt, mens vi andre kunne nyde rigeligt med mad (selvfølgelig også
pindemadder!) og en tur i en tysk bunker som eneste sociale arrangement.
Deltagergebyret
for konferencen var sølle 10 Euro for studerende, 15 Euro for alle andre.
Hovedformålet med konferencen var at sammenligne transformationsprocesser i de
forskellige central og østeuropæiske lande med særlig fokus på individuel og
social hukommelse. IA har forresten selv lige været vært for en lignende
succesfuld (dog mere hyggelig) konference: New Social and Cultural Divisions in
Central and Eastern Europe (20.-22. april 2002).
Jeg har selv lige lavet feltarbejde i en provinsby i det tidligere Østtyskland
(sept. 01-feb.02). For tiden prøver jeg at stykke en problemstilling sammen
vdr. to generationer østtyskeres oplevelser af
forandringerne, og så det derfor som en genial mulighed for at få inspiration
og eventuelt kontakter til andre der arbejder indenfor samme tema og region.
Konferencen var tværfaglig med både historikere, journalister, antropologer og
politiske aktivister mm. Særligt spændende var den følelsesladede
introduktionsdebat, der præsenterede to yderpunkter i holdninger til håndtering
af fortiden. Joachim Gauck (tilsynsførende for Stasi-arkiverne)
var fortaler for en forbryder-offer diskurs med vægt på afstraffelse af
fortidens forbrydere og kompensation til ofrene for DDR-diktaturet.
Politologen, Thomas Krüger, der selv var med til at storme Stasi-hovedkvarteret
d. 15. jan. 1990, var til gengæld interesseret i en mere differentieret tilgang
til fortiden og dens betydning for nutiden. Han
mente, at netop den form for erindringsarbejde som Gauck stod for var en del af
problemet i det nuværende Tyskland. "Denne erindringskultur skal ikke kun
gøre ondt! Der var andet end blot ofre og forbrydere i DDR, vi må derfor se på
hverdagslivets mangfoldighed"(T. Krüger).
Herefter fulgte således to dages spændende foredrag som på meget forskellig vis
tog stilling til ovennævnte debat, fordelt ind under hoved-emnerne: '(Livs)
Historier', 'Gamle og nye eliter', 'At huske og mindes', 'Forandringer i
hverdagslivet' samt 'Biografiske og politiske vendepunkter'.
Forhåbentlig vil de forskellige foredrag blive publiceret på nettet (se http://www.fernuni-hagen.de for mere info) så man kan få adgang til tekster
med titler som: What national memory buries: Amnesias of the Ex-Yugoslav space
af Ana Devic , Does the younger generation in Russia only choose Pepsi? How
young people deal with the Soviet history af Irina Scherbakowa (Rusland), The
Birth of New Elites. Phenomen of the so-called "stolen revolution"
(an oral history project) af Miroslav Vanek (Tjekkiet).
Konferencen sluttede med en ligeledes hed fællesdiskussion med udgangspunkt i
det temmelig pessimistiske spørgsmål: "Hvilke er de sværeste belastninger
fra de tidligere regimer som vi har at kæmpe med nu?". Daniela Kulova fra
Sofia Universitet, Bulgarien, mente, med tilslutning fra flere
paneldeltagere, at det måtte være et spørgsmål om mentalitet, at "we
ourselves are the most difficult legacy!", mens Laurent McFalls (politolog
fra Montréal Universitet, Canada) tog rollen som provokatør med sin udtalelse
"History is bunk!". De østtyskerne var ifølge ham allerede landet i
fremtiden og man burde derfor ikke konstant bruge historien som
årsagsforklaring! "Børnene bærer da ikke for altid forældrenes
byrde!" (McFalls). Svært at sluge specielt for tyskere som næsten har en
"neurotisk
fokusering på fortidstemaer som følge af fortrængningsneuroser" her
refererede J.Gauck specifikt til Anden Verdenskrig og DDR regimet. Diskussionen
fortsatte to timer, men min fortælling slutter her. Så...tag ud! Dette gælder
ikke bare de, der har lavet feltarbejde, men også jer, der mangler ideer til
gode projekter.
Mette Wang, 10. semester, Institut for Antropologi, KU.
Tilbage til toppen af Det Lette
Tirsdag d.27. november 2001 var der indkaldt
til debataften om fagets kerne på institut for antropologi i København.
Baggrunden for at tage denne debat netop nu forklares blandt andet med, at
instituttet har modtaget en ministeriel henvendelse, hvori der ønskes en
beskrivelse af fagets kerne. Således
står det fra starten klart, at dette ikke udelukkende handler om en overdreven
trang til selvoptaget navlepilleri, men at der ligger ganske pragmatiske overvejelser
til grund for aftenens forsøg på at definere vores egen identitet.
Der var et imponerende fremmøde; auditoriet
var fyldt til randen, og selvom der ikke er tale om et stort auditorium, var
det glædeligt, at så mange havde sat aftenen af til at sætte (eller få) styr på
den antropologiske identitet. Her var naturligvis flest studerende, men også
mange undervisere og andre ”praktiserende” antropologer. En lille delegation
(herunder undertegnede) var ankommet fra Århus, for at kunne bringe konklusionerne
videre til instituttet på Moesgaard.
Det veloplagte panel afspejlede overvægten af
kvinder på studiet. De mest kendte panelister var vel nok Kirsten Hastrup og
Inger Sjørslev, men også Finn Sivert Nielsen (lektor) Katrine Nørgaard (PhD) og
Anita Ulrich (stud.) lagde deres bud på antropologisk identitet ud for
tilhørerne, som gav igen i øjenhøjde.
Det var ikke skarpe uenigheder der kom til
udtryk i aftenens udlægninger af ”kernen” (selvom selve metaforen for den
faglige identitet kom under luppen og endte med at udvikle sig til et stort,
sundt kernebrød). Dette virker måske paradoksalt, hvis man forestiller sig, at
alle til daglig forklarer faget på hver deres måde, uden at der findes
en fælles definition, vi mener kan bruges. Måske afspejler det blot, at ingen
af os er særlig sikre på, hvad faget egentlig er – sådan helt inde i kernen. Vi
kan også se det som udtryk for nogle af fagets karakteristika, der blev nævnt
flere gange: Villigheden til at overgive os til dem vi studerer, leve os ind i
deres liv, deltage og lade de således erhvervede kundskaber udgøre den viden
der, sætter os i stand til at være kritiske. På samme måde virkede deltagerne
villige til at følge med de forskellige bud og lade dem indlejre sig.
I ovenstående runder jeg mindst tre af de
nøglebegreber, deltagerne var inde på. Der blev talt om risikovillighed,
som en beskrivelse af, hvordan antropologen kaster sig ud i felten og udsætter
sig selv med hud og hård og sindets velbefindende som indsats. At lade selve
studiet foregå på de sociale præmisser, der gælder i netop den sammenhæng man
er interesseret i, at træde ind som en del af socialiteten, føle det på egen
krop i en grad og på en måde, som er helt enestående for antropologien, og som
tillader nogle ganske unikke studier. Dernæst taltes der om antropologien som
forgangsfag – for hele samfundet – i det, at viden og kunnen her
er en og samme ting. Viden er kompetence der udvikler sig, det kræver mere end blot
informationer og mere end blot deltagelse. Endelig taltes der meget om
fagets kritiske potentiale, som dels hænger sammen med den generalistiske
tilgang, der gør os bedre rustet til at kritisere tidens tendenser og komme med
alternativer.
For at sætte tingene på spidsen ville en
tilhører vide, hvad der er god og hvad der er dårlig antropologi.
Et svar fokuserede på en ambition om ikke at lave løsrevne analyser eller
fremstillinger af isolerede socialiteter, men netop forklare hvordan denne
socialitet er opstået og udvikler sig. En anden deltager lagde i samme stil
vægt på antropologien som en holistisk videnskab, som i overensstemmelse med
sin faglige tradition må tage hele samfundet med i studierne, fremfor
udelukkende at beskæftige sig med enkelte områder. Der blev også talt om et særligt ”etnografisk blik”, der blandt
andet blev beskrevet som en evne til at identificere de banaliteter, som har
den store betydning.
Der var slående bred enighed om
antropologiens moralske og politiske budskab, et fagligt ansvar, der betyder,
at vi har pligt til at bruge vores viden(/kunnen). Det forblev til gengæld
temmelig uklart hvordan dette krav skal opfyldes. Samtidig har vi et ansvar i
forhold til faget, fordi den, som bedriver ”dårlig” antropologi, sætter andre
antropologer i et dårligt lys og dermed skader disciplinen.
Der blev skabt mange metaforer for den
antropologiske identitet, fagets kerne kunne være et løg, eller det blev til et
træ, som jo har kernen overalt i sig og bare vokser og vokser. Susan Whyte, der
opsummerede diskussion, rundede aftenen af ved at beskrive Københavns institut
for antropologi som et bageri, hvor der bages kernebrød, med masser af store
kerner i. Hun bragte begrebet ”anthro-power” på banen som et udtryk for alle de
kvaliteter vi netop havde bekræftet hinanden i og mindede dernæst om den
ydmyghed, som den gode antropolog også må have.
Fra en ydmyg deltager skal hermed lyde et tak
til aftenens arrangører og værter!
Mimi Larsson.
Tilbage til toppen af Det Lette
Seminaret ”Grænser for Antropologi?” var
arrangeret af Sammenslutningen af studerende på antropologi og etnografi i
København, Århus og Lund (SKÅL), som hvert år arrangerer et fælles seminar
skiftevis i Århus og København. I år var også etnologi i København og
antropologi i Oslo inviteret med og vi kunne således byde velkommen til hele
fem norske studerende.
Fem foredragsholdere var inviteret til at
fortælle om deres syn på antropologiens grænser og især var de udvalgt med
tanke på deres egne mere eller mindre alternative og banebrydende anvendelse af
faget. Karen Schousboe repræsenterede etnologien, som ved denne lejlighed af
alle sås som så nært beslægtet, at der ikke blev diskuteret forskelle og
ligheder på de to.
I det hele taget var alle deltagere
fantastisk enige i det meste, og det virkede nærmest umuligt at fremprovokere
den mindste lille uoverensstemmelse mellem de fremmødte. Der var en klar
tendens til, at både foredragsholdere og tilhørere førte hinandens argumenter
videre og udviklede dem eller bragte dem ind i andre sammenhænge. På denne måde
var det et meget opklarende seminar af den fagligt navlepillende slags, som
titlen jo klart indbyder til og mange relevante diskussionsemner blev da
tydeligt optegnet. Af ubestemmelige årsager kom meget af diskussionen til at
handle om etik. Både etik i feltarbejdet og etik i valget af arbejdsopgaver,
men også etik helt generelt. Dette betragtedes af nogle foredragsholdere som et
symptom af tiden, hvor der alt for ofte tales om etik, men det viste sig i høj
grad også at være et symptom af de tilstedeværendes bevæggrunde for at studere
antropologi. Dette vender jeg tilbage til.
I et forsøg på at præsentere seminarets
resultat skrives dette sammendrag særligt i forhold til seminarets titel
”Grænser for Antropologi?”. Spørgsmålstegnet i titlen skal der lægges mærke
til, idet der ikke bare ønskes en definition af grænser, men også en
overvejelse af, hvorvidt der overhovedet er
nogle grænser. Det var i høj grad dette spektrum fra Ingen Grænser til Hvilke
Grænser som dominerede diskussionen på dette område. Generelt var der enighed
om, at antropologiens anvendelsesområder er grænseløse. Martijn van Beek
pointerede, at hele forestillingen om faget som en afgrænset identitet (også
for udøveren) er noget meget dansk og han opfordrede de studerende til ikke at
få styr på faget, men bare vide hvad de selv vil med deres liv og deres
uddannelse. Kernen i faget kan vi ikke diskutere, sagde han, idet vi jo netop lærer,
at ting ikke har en kerne. I stedet bør vi fokusere mere på hvad der er god og
dårlig forskning. I denne sammenhæng mente alle, at det er vigtigt at bevare
grundforskningen indenfor antropologien, fordi det er her teoriudviklingen
vedligeholdes. Her fremkom en smule uenighed omkring, hvad der så er god og
dårlig forskning. Især drejede diskussionen sig om forskellen på ”9-17”- eller ”pop”- antropologi og det lange
feltarbejde. Martijn van Beek mente fuldtidsfeltarbejdet som strækker sig over
lang tid er en forudsætning (men ikke en garanti) for god antropologisk
forskning mens Peter Sig Kristensen påpegede, at nogle studieobjekter kun kan studeres fra 9 til 17. Der blev
besvaret mange sagte og usagte spørgsmål om, hvorvidt konsulentarbejde for det
private erhvervsliv er godt nok, om antropologer kan stå inde for det og om det
eventuelt er at misbruge antropologien. Det blev slået fast, at antropologer
bør og kan lave alt muligt. Der er et voksende arbejdsmarked, hvor man har fået
øjnene op for antropologers kvaliteter og det skal vi kaste os ud på. Karen
Lisa G. Salamon talte om at anvende antropologien indenfor management og
påpegede, at faget f.eks. også skal
studere management og ledelse, ikke alene fordi man her anvender kulturbegrebet
og kulturanalyse, men især fordi dets anvendelse skaber reelle ændringer i
folks liv. Således kan vi ikke blot tilsidesætte folk, som beskæftiger sig med
f.eks. organisationsantropologi som ”pop”- antropologer og det bør heller ikke
kun være anvendt antropologi men også grundforskning som foregår på feltet. For
en ordens skyld må det tilføjes at deltagerne ikke så absolutte skel mellem
anvendt antropologi og grundforskning.
Frygten for at ”yde vold på faget” er unødig,
men man skal hver gang gøre sig klart, hvad det er for en opgave man står
overfor og hvor meget man kan lægge i den. Således skabtes ingen illusioner om
at vi kan erstatte spørgeskemaundersøgelser med langvarige feltarbejder, men
man kan gå til enhver opgave med samme omfattende tilgangsvinkel som ved et feltarbejde.
Ikke alene kan antropologer beskæftige sig
med alt mellem himmel og jord, men faget
kan også rumme det hele. Der blev lagt vægt på, at det er bredden i
antropologien, som er afgørende og flere gange blev det nævnt, at antropologer
kan bidrage med en mere kompleks og holistisk tilgang end mange andre
faggrupper. Alligevel drager antropologer grænser, men det drejer sig i højere
grad om, at det enkelte individ alene tager stilling, og grænserne har ikke
umiddelbart så meget med faget at gøre som med personen. Der var flere
eksempler på at foredragsholderne selv havde sagt nej til opgaver og tilbud,
fordi de ikke ønskede at blive brugt i politisk sammenhæng eller fordi det
faglige grundlag efter deres mening ikke var i orden. Der var kun én klar udmelding
på noget antropologi ikke dur til: At tage stilling til rigtigt og forkert. I
selve faget ligger denne begrænsning, idet det i høj grad må defineres som
kulturrelativistisk i sig selv og derfor er det igen individets ansvar at tage
stilling til, hvad der er godt og ondt. Denne stillingtagen mente især én
foredragsholder var en nødvendighed og dette ledte til den hedeste diskussion i
salen, idet andre deltagere hældte til den opfattelse at fagets ubegrænsethed
netop ligger i den åbenhed og uforbeholdenhed, som gør det muligt at studere
kulturer vi måske ikke i udgangspunktet bifalder eller forstår. Denne del af
diskussionen faldt desværre fra hinanden og spørgsmålet, om vi kan og bør
studere uaccepterede kulturer og grupper eller vi er begrænset af vores egne
sympatier, forblev uforløst.
Videre kom vi dog med baggrunden for
stillingtagen og måske med det intime forhold mange deltagere havde til etik.
Der var en forbløffende bred enighed om, at påbegyndelsen af antropologistudiet
ofte var inspireret af observationen af social ulighed i verden. Der er noget
om, at antropologer gerne vil redde verden. Peter Sig talte endda om, hvorfor
der mon ikke findes et ”Antropologer uden Grænser”, når nu læger har sådant et
korps. Er vores fag ikke også et kald? Har vi ikke også en moralsk pligt til at
anvende vores viden i en kamp mod reduktionisme og arbejde organiseret uden om
politik? I hvert fald blev der talt meget om ansvar. Især ansvaret overfor de
studerede samfund og individer, hvilket på sin vis gled over i et argument for
anvendt antropologi. Nils-Finn Munch-Petersen, som arbejder med
turisme-planlægning mente f.eks. at ”hvis
der ikke var folk med en social kompetence med til at organisere turisme, så
ville det se endnu værre ud end det gør i dag”. Han lagde også vægt på,
at antropologers force i høj grad består i evnen – eller i hvert fald viljen –
til at kommunikere.
De grænser som blev identificeret handlede
mere om de grænser andre sætter for antropologen. Hvorvidt man er ansat af et
universitet, en erhvervsvirksomhed eller en NGO (og hvilken) har i
foredragsholdernes erfaring stor betydning for hvilke grænser og hvilke mål der
sættes for det antropologiske arbejde. Derfor er det også forskellige
resultater og forskellige anvendelsesmuligheder der skabes indenfor de
forskellige rammer. Den enkelte person skal derimod selv sætte sine egne
grænser for, hvad han eller hun vil være med til.
Mimi Larsson.
Tilbage til toppen af Det Lette
At lave sit feltarbejde er sjovt,
udfordrende og spændende. De fleste ser frem til i flere år mens de tærsker sig igennem teori og i hundredvis af
empiriske beskrivelser fra nær og fjern. Når tiden endelig oprinder og man skal
ud og afprøve sine evner som dataindsamlingsapparat, så er det helt fantastisk.
Feltarbejdet gør hele faget levende, så man aldrig fortryder at man valgte det.
Men feltarbejdet er ofte også en
meget ensom affære. Alene ude i felten er man alt for tit i tvivl om der er
nogen mening med det man laver, om ens observationer er interessante i en
bredere sammenhæng, om ens prøvende konklusioner overhovedet holder. Hvem skal
man dele alt det med, som man nu sidder midt i og i lang tid før har forberedt
sig på med fine analytiske modeller opstillet klar til brug… Jeg oplevede selv
denne totalt utilfredsstillende tilstand af ”nå”, fordi der ikke var en eneste
fagfælle i nærheden til at høre mig fortælle om mine spændende opdagelser eller
eventuelt stille spørgsmålstegn ved mine færdigbroderede billeder af den
virkelighed jeg skulle studere. Jeg manglede fagligt modspil – eller medspil.
Den eneste måde jeg kunne kompensere for denne felt-isolation på var ved at
skrive desperate emails til alle mulige fagfæller overalt i verden og vente på
at nogen skrev tilbage. Heldigvis virkede det nogle gange og emails kom på
denne måde til at være min frelsende engel.
Efter man kommer hjem fra
feltarbejde bruger mange oceaner af tid på at brygge en feltrapport sammen og
eventuelt bruger man også resultaterne i sit speciale. Det er jo fedt at bruge
det hele til noget, når man nu har brugt så meget energi på det og i hvert fald
selv synes, at det er mægtig spændende! Desværre er det oftest skræmmende få mennesker
der nogensinde får glæde af ens materiale, når det endelig foreligger – det er
der mange årsager til, men det er efter min mening at skyde os selv i alle
vores fødder, når vi ikke kender det mindste til hvad vores medstuderende (og
undervisere for den sags skyld) går og laver. Det ligger til vores fag, at vi
ikke kan sidde i det samme lokale og flette tæer en gang om ugen, men netop
bliver spredt for alle vinde. Derfor mener jeg det er afgørende, at vi kan
bevare en kontakt til vores faglige miljø på anden vis og jeg prøver hermed at
udnytte Internettets lyksalige muligheder.
Denne hjemmeside er et tilbud til
alle som er tilknyttet etnografi, antropologi, socialantropologi og relaterede studier
(f.eks. etnologi) om at kunne dele deres materiale. Hensigten er at skabe en
bedre kontakt mellem folk indenfor det samme faglige område – især er ”Ude i
felten” tænkt som et sted, hvor folk med fælles faglige interesser kan finde
hinanden og hvor man kan søge inspiration til sine videre studier. ”Ude i
felten” er totalt åben og således kan alle i princippet få adgang til det
materiale der lægges ud her. Det forventes at man på normal vis angiver kilde,
hvis man anvender andre folks materiale og i øvrigt opfordrer jeg kraftigt alle
til at kommentere de (især længere) tekster de måtte læse, eventuelt direkte
til forfatteren eller ved at sende kommentarerne til udeifelten@yahoo.com. ”Ude i felten”
fungerer kun, hvis den skærper kommunikationen og helt afgørende er det at
interesserede sender deres egne ting til siden, eventuelt som resuméer. Husk at
anonymisér alt og alle i teksterne! Jeg har fået mange gode reaktioner på
sidens eksistens og jeg håber derfor at mange efterhånden vil tage den i brug
og bidrage til den, så den kan få lov at overleve. God fornøjelse!
Med venlig hilsen
Mimi Larsson, Etnografi og
Socialantropologi i Århus.
Tilbage til toppen af Det Lette