![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
||||||||
Familiens Chihuahua giver så mange stjernestunder .. MEN vi skal hele tiden passe på! |
||||||||
Først en beskrivelse af kærligheden til vores lille hund. Jeg havde i marts besøg af en Chihuahuaejer, der prøvede at fortælle, hvor meget hendes hund betød for hende og hjemmet. Hun opgav hovedrystende, fordi hun ikke kunne finde ord, der blot dækkede lidt af hendes følelser. En anden lykkelig ejer fortalte få dage senere om sin Mille, som hun for over 13 år siden, fik hos os. Hun skrev, at hun tit havde sagt ”Tænk engang, at der hos os bor sådan et lille levende dyr, der forstår meget af det, vi siger, og som viser os, at den kan lide at bo her”. I en anden sætning skrev hun: ” Hvor vores menneskebørn hen ad vejen blev sig selv og løsrev sig fra os, vedblev hun at have brug for os og al vores omsorg og gengældte den med en hengivenhed, som kom fra hjertet”. Mille var netop død og hendes eftermæle var, at det var en lykke at have haft hende omkring sig. Se, sådan er det jo, - og sådan har vi det! Vi har sorgfulde tårer og medfølende tårer, men der findes også noget så skønt som glædestårer! Herligt at mennesket er så forunderligt indrettet! Hvordan belønner vi så familiens lille hund, som tak for al den kærlighed og den glæde, hunden giver os? Enhver ved, hvordan hunden er lykkeligst hos én, men taler vi om ting af mere materiel art, er det faktisk nemmest at tale, om de ting, man ikke skal give sin hund. Og om hvad den ikke må finde eller stjæle! Det var chokerende i HUNDEN, at læse om, at en Retriever døde med nyrestop efter at have fortæret en stjålet pakke med rosiner. Og søndag d 7 maj stod der en stort anlagt artikel som svar i en brevkasse i Politiken. Det drejede sig her om chokolade, som hunde godt kan tænke sig, ligesom vi mennesker kan lide det. Desværre var svaret meget langt og videnskabeligt og noget besværlig at forstå, men helt tydeligt fremgik det dog, at der var tale om en dødelig forgiftning. Jeg har siden talt med min dyrlæge om det, og han svarede, at der kan gives en livreddende, kompliceret behandling af den lidende og syge hund, hvis forgiftningen, der er svær at konstatere, opdages i tide. Chokolade vil nemt kunne slå en Chihuahua ihjel. Så væk med de chokoladelugtende hundegodbidder og menneskets lækkerier på det lave sofabord ved fjernsynet! Menneskemedicin skal lige nævnes i denne sammenhæng, for den kan være livsfarlig for vores hunde. Heller ikke den må hverken kunne findes, stjæles eller gives. Derfor er vore hunde heller ikke nedenunder spisebordet den morgen, hvor vi fordeler vores ugentlige medicin og gør det med nogle eventuelt lidt klodsede fingre! Det var 2 udsnit af mine artikler i KSS: Klubben for små Selskabshundes blad LILLE HUND i april og juni 2006. DKK: Dansk Kennel Klubs blad HUNDEN havde i juni 2006 en 4 sider stor artikel om netop forgiftninger foranlediget af den tidligere artikel om Retriveren, der døde af at have stjålet rosiner. Udover rosiner/druer, chokolade og menneskemedicin, som jeg har nævnt ovenfor, var der naturligvis et afsnit om tobak og den sødtsmagende kølervædske, men også om noget så uventet som rå kartofler og flere former for løg. I hele 2 spalter stod de forskellige og mange giftstoffer i hjemmet og farerne ved dem beskrevet. Mange vidste man jo nok om på forhånd, for de er også farlige for f.eks. eksperimenterende småbørn. Derimod viste det sig, at mange stue- og haveplanter var farlige for vores hunde at få forkærlighed for. Så vi skal altså passe på den livlige ofte unge hund, der kan finde på hvad som helst! Meget er altså aldeles farligt, og skal gemmes indelukket og højt oppe! - Oven på emhætten, som vi tidligere sagde om køkkenet her i familien, da vi havde de store hunde! Ærlig talt så er det dejligt med Chihuahua! De kan jo ikke stjæle fra køkkenbordet - - eller lukke døre op! Men de kan altså godt være snedige og kravle op, hvis vi har glemt vores egne lækkerier et sted. Kontakt altid en dyrlæge hurtigt og med det samme, hvis du er bange for, hvad din hund har foretaget sig! UG. |
||||||||
Tilbage til PAS-PA-sidernes start! Til PAS-PÅ-side2: også om kærlighed! | ||||||||
OBS! Helt eller delvis gengivelse af indhold, mærket UG, er kun tilladt
efter aftale med indehaveren af denne webadresse. |