|Home | News | Concerts | Lyrics | Tabs & Chords| Pictures |Links|
|Discography | Videography| Bootlegs| Articles | Maillists| Classifieds| E-Mail me|
|
Foreign
language to me, at least. If you have any non-english
artcles about Mazzy Star, please send them to me and I'll
post them here.
Thomas
Publisher/Webmaster/etc
Danish
Flemish German Spanish
(Danish: Gaffe -
Denmark)
Neurotisk
englesang
Den amerikanske gruppe Mazzy
Star fremstår som et af de mest spændende navne på den
alternative musikscene. GAFFA mødte gruppen, der helst
ikke vil tale om deres musik. og forsøgte at få tungen
på gled hos Hope Sandoval og David Roback.
Af Peter Ramsdal
Mazzy Star lyder lidt som det piger gør ved deres
intime dele, når deres mandfolk er ude at rejse. Deres
musik lyder meget sælsom, og pigen, der synger lyder som
en engel med hæmorider.
Sådan er Mazzy Star's musik blevet beskrevet i et
engelsk blad. Men efter at have læst om gruppens uvilje
mod at tale om deres musik, er det ikke lige frem den
slags betragtninger man har lyst til at konfrontere dem
med i begyndelsen af et interview... eller i slutningen
for den sags skyld.
Frontfigurerne i Mazzy Star, sangerinden Hope Sandoval og
guitaristen David Roback, er nemlig ikke typerne, der
slynger om sig med spektakulære sætninger eller bare
ord, der kan citeres.
Filosofien er, at det bare er musik, og at den taler for
sig selv. Samtidig forsøger David Roback dog at nedtone
gruppens ry som musikalske østers.
- Alt hvad pressen har at arbejde med er, er deres
indtryk af os, deres samtaler med os, og andre folks
interview, og det bliver en selvforstærkende myte. Det
er kombinationer af brudstykker af andre folks
iagttagelser. Nogle af tingene er rigtige og andre
forkerte.
Hvilke er rigtige og hvilke er forkerte?
- Jeg hænger mig ikke så meget i, hvad pressen
skriver om os, siger David Roback.
Og så taler vi ikke mere om det. Nok er det måske en
selvforstærkende myte, men den blev aldrig rigtig
aflivet under interview'et på Hotel Scandic før
gruppens koncert på Vega i København i slutningen af
november.
Musik behøver ikke at blive kategoriseret
Mazzy Star blev dannet i 1988 i Los Angeles, og
udsendte i 1990 albummet She Hangs Brightly, som
var inspireret af folk og country og den mere
avantgarde-prægede del af rocken. Siden har gruppen
udsendt to albums, senest Among My Swan, der lige
som de to foregående er meget afdæmpede og intime.
David Roback har en fortid i grupperne Rain Parade og
Opal, men efter at have hørt en af de sange Hope
Sandoval havde skrevet i et af sine andre projekter før
Mazzy Star, som hed Going Home, blev han så inspireret,
at de begyndte at arbejde sammen i Mazzy Star.
Hvilken varebetegnelse vil I sætte på Jeres musik?
- Hvis man spiller elektrisk orgel, så siger folk at
man spiller psychedelica, og hvis man spiller akustisk
guitar siger folk, det er folk eller blues, men i grunden
er det lige meget, det er bare musik, det behøver ikke
at blive kategoriseret, siger David Roback.
Hvilke ting inspirerer Jeres musik?
- En af de ting vi har gjort meget er, at vi har
været på koncertture med andre bands. Vi har været på
koncerttur med Cocteau Twins, og med Jesus & Mary
Chain. Det er meget inspirererende at se, hvordan de
overfører deres musik fra et studie til et spillested,
på den måde er det meget inspirerende at se andre bands
spille live, siger David Roback.
Hvilke andre musikere har inspireret Jer på Jeres nye
album?
- Vi er meget inspireret af Soul ll Soul, siger Hope
Sandoval med, det man i romaner ville kalde en sagte
hvisken.
- Når folk spørger, hvad der inspirerer os, er det ikke
nødvendigvis bestemte personer - tingene opstår når vi
vi skriver sange eller spiller guitar, uddyber David
Roback.
Nervøs ved koncerter
Mazzy Star's musik er meget inderlig og nærmest
lukket omkring sig selv. Noget der gør det svært for
gruppen at spille deres musik foran et livepublikum.
- Der er noget ved at spille live, som er meget
fristende, uanset de problemer vi har, fordi vores musik
måske ikke passer så godt ind i livesituationen. Det er
interessant at overføre sin lyd i forskellige lokaler.
Der er en ukendt faktor ved at spille i forskellige
lokaler som lyder forskelligt, siger David Roback.
Hope Sandoval, der er kæreste med William Reid fra Jesus
& Mary Chain, synes det er svært at spille live.
- Jeg bliver nervøs. Jeg bliver bekymret, jeg ved ikke
hvorfor, eller jeg ved godt hvorfor, men jeg vil ikke
sige hvorfor. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sætte
ord på det... det er en mærkelig situation. Flertallet
af verdens befolkning stiller sig ikke op på en scene
foran et publikum. Det er ikke normalt.
Men der må alligevel have en vis charme, siden I
bliver ved med at give koncerter?
- Jeg kan lide at gå til koncert, hvor jeg er på
den anden side. Jeg kan lide at se et godt band, selv om
jeg ikke går til særlig mange koncerter. Den sidste
koncert jeg så, som var rigtig god, var for et år siden
i London med Bert Jansch. Jeg kan bedre lide at gå til
andre folks koncerter, end selv at stå foran et
publikum.
Så der er ikke meget sceneshow til Jeres koncerter?,
spørger jeg retorisk, uden at vente et svar.
- Der er et lysbilledshow, siger Hope Sandoval alvorligt.
Og i Vega i København sidst i november var der
lysbilledshow samt en forrygende koncert med et band, der
gør en dyd ud af at lade musikken tale for sig selv.
(Danish - Gaffe 01-97)
Mazzy Star: Among My Swan
Capitol Records / EMI
Den amerikanske gruppe Mazzy Star lyder som engle, der
synger og spiller omkring et lejrbål oppe i den blå
himmel. Gruppen debuterede i 1990 med albummet She
Hangs Brightly, som var inspireret af folk og country
og den mere avantgarde-prægede del af rocken. I 1993
fulgte albummet So Tonight That I
Might See, som gav dem et mindre hit med sangen Fade
Into You. Country-elementerne var blevet tonet ned,
men der var stadig mundharpe, akustisk- og slideguitar
til at akkompagnere den fremragende sangerinde Hope
Sandoval, som har en på en gang drævende og
indsmigrende måde at synge på. På gruppens tredje
album Among My Swan fortsætter Mazzy Star ud af
den kurs, som de har udstukket på de to foregående
album; det er fortsat musik, som lever på intimitet og
atmosfære frem for musiceren. Gruppen består
udover Hope Sandoval af guitaristen David Roback, og det
er de to, der er kernen i Mazzy Star. Gruppen har endnu
engang med deres særegne musik skabt en stribe sange,
der kræver lytterens fulde opmærksomhed; det føles
næsten som om, at man bliver nødt til at læne sig helt
hen i højttalerne for at indfange musikken. Albummet har
dog den svaghed, at numrene til sidst begynder at løbe
en smule ud i hinanden, og monotonien i de musikalske
loops sniger sig ind. Men ordinér fem - seks numre ad
gangen. Det er den perfekte dosis englestøv.
Peter Ramsdal
(Flemish:
Belgium - Belgacom)
Mazzy Star
| Mazzy Star |
| |
Timing |
Podium |
| Torhout |
Dag 1 : 5/7/96 |
14.40-15.15 |
Studio Brussel zijpodium |
| Werchter |
Dag 1 : 6/7/96 |
14.40-15.15 |
Studio Brussel zijpodium |
Info ...
"Ik vind het wel leuk om onbekend en anoniem
te zijn. Mensen die niet populair of niet succesvol zijn,
maken voortdurend fantastische muziek. Maar het is ook
interessant om concerten te kunnen geven en sommige van
onze ideeën te verwezenlijken. Ik beschouw succes dus
niet als een negatief iets" (David Roback in Rolling
Stone).
Introspectief. Intimistisch. Mysterieus. Californisch
duo, David Roback en Hope Sandoval.
Psychedelica, blues, country en akoestische folk. De
bands roots liggen in de 'Paisley Underground' scene van
de jaren '80. David Roback speelt in bands als Rain
Parade en Opal, voor hij met Hope Sandoval Mazzy Star
vormt. Zijzelf had met een vriendin in een folkgroep
Going Home gezeten. Melancholische gitaarlijnen verwoven
met de warme, sensuele stem van Hope. Schrijven samen de
songs. In 1990 debuut op Rough Trade. Werd een jaar later
door major Capitol opgepikt. De tweede plaat klinkt nog
donkerder dan de eerste.
Discografie
"She Hangs Brightly" (1990), "So Tonight
That I Might See" (1993).
© Copyright 1996 BELGACOM, Online Entertainment N.V
(German: EMI
Electrola - Germany)
Mazzy Star
David Roback und Hope Sandoval leben in
einem Mikrokosmos aus zerbrechlichen Gefühlen,
atmosphärischen Spannungen und wundersamen Melodien. In
der Realität wirken sie unscheinbar und verletzlich.
Zwei Persönlichkeiten, die sich magnetisch anziehen und
zu einer kreativen Einheit namens Mazzy Star
verschmelzen.
Hope ist eine zierliche Chicana-Schönheit aus Los
Angeles, die mitunter an Nico erinnert. David hingegen
gleicht einem hageren Beatnik und lebt in Berkeley,
unweit von Frisco. Sie hat eine Stimme, die selbst das
kälteste Herz in einen Milchshake verwandelt, während
er seit Jahren als Gitarren-Guru des kalifornischen
Undergrounds gilt. Sein Markenzeichen: schwarze
Sonnenbrillen und psychedelischer Saitenzauber.
Beide sind melancholisch und schüchtern.
Stubenhocker-Typen, die viel Rotwein trinken, alte Filme
lieben und wilde Parties meiden: "Wir verbringen
sehr viel Zeit zu Hause. Überhaupt gibt es nichts
Schöneres als einen grauen Regentag.“
Ihre Partnerschaft, aus der Ende Oktober das neue Album
"Among My Swan“ hervorgeht, resultiert aus
einem folgenschweren Zufall: Roback produzierte 1986 das
Debüt des Folk Duos Going Home, hinter dem sich Hope
sowie ihre Freundin Sylvia Gomez verbarg. Ein Album, das
vier Jahre später auf `4AD´erscheinen sollte.
David selbst wurde durch ein kurzes Gastspiel bei der
Kult-Band Rain-Parade zum Mitbegründer der Paisley-Szene
( u.a. Bangles, Dream Syndicate, Green On Red, Long
Ryders ). Später spielt er mit seiner ex-Freundin, der
Dream Syndicate Bassistin Kendra Smith, und dem heutigen
Mazzy-Drummer Keith Mitchell in der Formation Opal, die
zwischen 1987 und 1989 zwei LPs und eine EP
veröffentlichte.
Als Kendra während einer US-Tournee ausstieg, um sich
fortan als Solo-Künstlerin zu versuchen, sprang Hope
ein. Mazzy Star waren geboren und avancierten mit ihrem
Debüt "She Hangs Brightly“ zu
Kritikerlieblingen. Doch erst die stimmungsvolle
Up-Tempo-Ballade "Fade Into You“ sollte sich im
Sommer 1994, ein Jahr nach der Veröffentlichung des
zweiten Albums "So Tonight That I Might See“,
als ein Hit erweisen.
Als Hope dann noch "Sometimes Always“ mit The
Jesus & Mary Chain aufnahm, war die Euphorie der
Medien grenzenlos. Doch das gängige Schubladendenken
wollte und will bei Mazzy Star nicht greifen. Davon
zeugen entnervte Journalisten und Features, die nur an
der Oberfläche des charismatischen Duos kratzen, aber
nie zum Kern ihrer eigenwilligen Kunst vordringen.
Tatsächlich sprechen die beiden vorzugsweise in
stockenden, kurzen Sätzen, immer bemüht, nicht zu viel
von ihrem komplexen Innenleben zu offenbaren. "Ich
rede nicht gerne über meine Texte und hasse es, sie zu
analysieren“. Hope zu einer verbindlichen Aussage zu
bewegen, gleicht dem Versuch, Sand zu trinken.
Bei Roback fällt die Standortbestimmung leichter. Unter
dem Titel "Rainy Day“ nahm er 1984 ein
Cover-Album auf, das u.a. Songs von den Velvet
Underground, Big Star, Buffalo Springfield, Dylan, Byrds,
Beach Boys, The Who und Jimmy Hendrix vereint. Auf dem
90er Mazzy Star-Debüt findet sich gar ein Remake der
obskuren Brit-Art-Rocker Slappy Happy ("Blue
Flower“), während "Tonight That I May
See“ mit der "Five String Serenade“ von
Arthur Lee (Love) aufwartet.
"Jeder Gitarrist bezieht seine Einflüsse aus der
Vergangenheit, denn nur aus ihr kann man lernen“,
sinniert Roback. "Man muß das so akzeptieren, oder
die Finger von dem Instrument lassen. Ich mag all diese
Bands, und auch den Leuten gefällt es, an etwas erinnert
zu werden, das sie schon immer gemocht haben. Daran ist
nichts verkehrt. Schließlich ist Rock`n`Roll sehr
vergangenheitsbezogen.“
In Deutschland traten Mazzy Star nur einmal in
Erscheinung: im Sommer ´94 spielten sie zwei Showcases
in Hamburg und Köln, bei denen die Persönlichkeit der
beiden weit hinter ihrer Musik zurücktrat. Und die, so
betonen die beiden immer wieder, spreche für sich
selbst: "Unsere Musik ist definitiv nicht
partytauglich, das will sie auch nicht sein“, gibt
David zu. Denn: "Nicht jeder ist ständig in der
Stimmung, wilde Orgien zu feiern. Das heißt aber nicht,
daß wir die Leute daran hindern wollen, ihren Spaß zu
haben.“
"Among The Swan“, ihr drittes EMI-Album, setzt
die Tradition seiner Vorgänger konsequent fort. Zwölf
sphärische, melodramatische Songs über gebrochene
Herzen, Großstadtparanoia und tödliche Einsamkeit.
Während Hopes Stimme selbst das unverfängliche
"Happy“ zur Eissäule erstarren läßt, frönt
David bedrogten Psychadelic-Sounds in allen erdenklichen
Facetten. Lyrische Anmut und diffuse Klanggebilde
vereinen sich zu charismatischen Pop-Songs wie
"Rhymes Of An Hour“, "Take
Everything“ oder dem schmachtenden "All Your
Sisters“.
Kommerzialität ist für Mazzy Star kein rotes Tuch mehr.
Sie sind bereit, die nächste Stufe auf der Erfolgsleiter
zu nehmen: "Es ist sehr angenehm, unbekannt und
anonym zu sein. Andererseits ist es uns aber wichtig,
unter vernünftigen Bedingungen aufzutreten und unsere
Ideen im Studio entsprechend umsetzen zu können. Von
daher sehe ich Erfolg nicht als etwas Negatives an,
sondern eher als ein kleineres Übel.“
copyright © 1997 EMI ELECTROLA GMBH - All Rights
Reserved
Spiegel Extra 11/1996
Mazzy
Star: "Among my Swan" (EMI)
DEPRIMIERT: David Roback hat erkannt, daß
seine Musik "definitiv nicht partytauglich
ist". Dafür ist die behutsame Psychedelic-Folklore
des amerikanischen Duos Mazzy Star wunderbar
depressionstauglich. Auch ihr drittes Album ist voll von
gepflegter Tristesse, die Musik ist gewohnt
geschmackssicher, nur bei den Texten wird diesmal arg
düster aufgetragen. Aber wer Hope Sandoval, die
schönste Sängerin des Pop-Universums, auf einer Party
trifft, sollte sie nicht fragen, woher ihre sinistren
Worte stammen: "Ich hasse es zu analysieren."
Christoph Dallach
(Spanish: Acordia
- Spain)
MAZZY STAR
es
la personificación de lo sencillo y además bien hecho,
pero su postura los hace distantes.
Intérpretes:
Lugar: Bikini
Día: 16 de noviembre de 1996
Hora: 22 h
Ha sido toda una sorpresa poder ver en vivo a MAZZY STAR,
una formación que no ha florecido con demasiado
esplendor entre el público. También fue una sorpresa su
actuación que se determinó por la calidez y la frialdad
al mismo tiempo. Lo primero, por el ambiente que crearon
en la sala, casi a oscuras, con proyecciones en blanco y
negro relacionadas con las letras de los temas, cantados
por esa dulce y envolvente voz femenina.
Lo segundo viene a referirse a la inconexión con el
público, ellos ahí y los otros aquí. ¡Ni una sola
palabra! Salvo un triste y más que susurrante "Thank
you"¿Serán autistas, o muy reservados? Ahí la
duda, pero de lo que no cabe dudar es de su
profesionalidad, más que correcta, y de su buen directo,
calcado al disco. De hecho repasaron viejos temas como
"Halah", "Blue Flower" y "Ride
it on" de su Lp She hangs brightly (Capitol
Records, 1990) y nos deleitaron con
"Disappear", "So Tonight" y otros de
su último trabajo.
En definitiva, una mezcla de dulzura y sobriedad, de
encanto y maleficio, de buen gusto y pasividad...Y así
un largo etcétera que, a pesar de todo, consiguió
dejarnos con el caramelo en la boca después de una sola
hora de concierto.
Helena Miquel
|
