Og så står verdens bedste H. C. Andersen statue her i Central Park - ihvertfald den mest beundrede, og forældre fra alle egne af verden kommer her og foréviger deres børn, mens de klatrer på den store blankslidte bronzestatue, af den store danske digter som sidder med en bog, og en stor bronzeælling ser på. Det særlige i Amerika er at her anbringer man ikke gerne statuer på en høj sokkel - bortset fra "Miss Liberty", Frihedsgudinden, vendt mod det smalle sund Verrazano Narrows, indsejlingen til New York, hvor faklen tidligere tjente som fyrtårn og hilsen til strømmen af immigrantskibe, her er soklen 30 m høj (hele statuen 100 m høj).
Og foran Capitol, Washington DC (District of Columbia, regeringsbyen og ministaten til forskel fra Washington State, staten i det nordvestligste hjørne af USA) - rytterstatuen af nordstaternes leder General U. S. Grant (nogle siger den mørke bronzerytter bare ligner en almindelig cowboy) som skuer udover plænen mod præsident Lincoln, som sidder eftertænksom i sin stol inde bag Memorials høje søjlefacade.
Og i universitetsbyen Richmond, Kentucky, statuen af pionéren Daniel Boone, hvis støvler er lige i den højde hvor studenter kan nå og kysse dem - ifølge traditionen - inden de går til eksamen for at bestå.
- Forresten er der endnu mere liv omkring H. C. Andersen i New York - ja, er det stedet i verden med mest liv omkring vor eventyrdigter ?! For her i den skønne Central Park i centrum for verdens største, mest forrygende menneskevrimmel, her er på faste tider sommeren igennem frivillig oplæsning af hans eventyr - med vores egen Victor Borge som den første, og en af initiativtagerne til statuen, og med Kong Frederik IX og Dronning Ingrid som tilhørere, i 1956. New York - kunstnere står idag foran statuen, og fortæller udenad ! Det er et tilløbsstykke for voksne og barnlige newyorkere, for børnehaver og børnehjem at gøre udflugten hertil, og sidde på opstillede bænkerækker og opleve dette fantastiske skuespil. Der mangler kun eet - på dansk. Hvor er Danmarks hyldest ? Hvor holder danske kunstnere frivillig oplæsning foran hans statue ? Hvor mange danske spørger efter det ?
Hvorfor skal det være så kedeligt, at H. C. Andersenstatuen ved Skt. Knuds kirke i Odense nærmest ligner en der hanker op i sit kluns ved et busstoppested, mens den på Rådhuspladsen i København kigger fjollet opad, som om turiststrømmen rager den en høstblomst. Det er vel for os statuen er sat op, ikke for duerne som sidder og klatter den til. Her er ingen klatrende børn.
Måske det har noget at gøre med to verdeners - og kunstnerens, ikke den skildrede persons - grundliggende holdning til ydmyghed. Og så måske lige det, at i Amerika - verdens første, ældste og største demokrati, ER alle lige ifølge forfatningen, - det mærkes i trafikmylderet, ikke mindst på fortovet hvor man viger for hinanden, og kun "trouble makers" blæser på andre. Man anbringer derfor naturligt statuer nede i niveau med andre almindelige mennesker.
Og nok er der megen kriminalitet, men man render ikke afsted med statuer, og jeg har heller ikke set nogen forøve hærværk - de unge ledige eller udstødte har andet at tænke på end at ødelægge offentlige monumenter.
Her i Central Park er også et fabelagtigt "monument" med Alice in Wonderland, som børnene klatrer på. Her er i det hele taget tænkt meget på børnene  -  så typisk for dette land, med rigtige store gammeldags "Merry-go-round", - karruseller, foruden legepladser flere steder i parken, og selvfølgelig med beskyttende gummi-brobelægning.
Politiet patruljerer, på "driveways" gennem parken i bil, ellers til hest, eller på små lydsvage scootere. Hvis stemningen på byens myldrende fortove er hensynsfuld, er den i Central Park elskelig, man falder uundgåeligt i snak, og bliver endda inviteret hjem til te. Newyorkere er blasérte og tilknappede - man ser T-shirts med slogan'et "welcome to New York, now go home". Men får man mere end et par minutter i hinandens selskab bliver man nærmest venner.

I sin egen intime omkransning af skov, krat og stilhed, står et oldtidsminde, obelisken "Cleopatras Needle", som en gave fra Ægypten, af newyorkere kaldet "crab-crusher" fordi der i hvert hjørne forneden "kiler sig" en krabbe af bronze ind.

En dag i Central Park er en lise for sjælen  -  man skal bare helst være ude inden det bliver mørkt, for da bliver parken "forvandlet" til en mørk jungle, hvor "jungleloven" gælder og politiet nødigt kommer. Men så kan man slentre indenfor i Metropolitan museet som breder sig ind i parken. Det er gratis, som de fleste museer, man giver lidt til en "sparebøsse" hvis man vil. Modsat, på parkens vestside er det mægtige naturhistoriemuseum, - en enestående oplevelse. Hvis man vil "se hele Amerika på en New York tur", kan man her se snesevis af store panoramaer med bjerge, prærielandskab, ørken, arktisk tundra osv. med udstoppede bøfler, puma (cougar), grizzlybjørn, isbjørn, eller den store amerikanske hjort osv., de skiftende årstider, og et  landskab med Californiens Redwood kæmpetræer i perspektiv, og en udskåret skive af træet, 6 m i diameter. Og dertil "tvillingen" til meteoren fra Savigssavik i Thule distrikt, som vi har anden del af på Geologisk Museum i København.

USA er ellers ikke et museum, det er et meget socialt liv. Vi boede i en mindre midtvestlig "metropol" - et bysamfund omgivet af prærien med bakkede græssletter, med spredt skov og klipper, og hvor huse udenfor byerne ligner kulisser til en John Wayne film, bræddehuse uden strøm, men med 2 - 3 biler foran. Hvor også de religiøse sekter som afstår fra nutidens hjælpemidler og kører i hestevogn, holder til i små samfund udenfor byerne.
Overalt møder man hjælpsomhed. Kunne bilen ikke starte udenfor supermarkedet, kom andre selv hen og tilbød hjælp. Holdt man i vejkanten ude på prærien og nogen kom forbi, standsede de helt naturligt og spurgte om der var problemer.

Webmaster Kjeld Holsting, Nærum. Velkommen til mit Grønlands Galleri

Læs / skriv i gæstebogen       mailbox