Men hvorfor er man så anderledes i det store Amerika ? Jeg tror det er landets sjæl der gør et folk til det, det er, og betingelserne vi er vokset op med - i Amerika var det pionerer i et vildt og farligt land, som holdt sammen om værdierne, egoisme var der ikke plads til ! - Men er vi ikke alle landets sjæl ? Indianernes stoiske ro kan næsten kun være kommet eet sted fra, - op af den tomatrøde jordbund, den grottefulde undergrund, gennem generationers liv og skæbne, og blod. Det altsammen er her endnu - vore forfædres smerte og blod - selvom det er borte for vore øjne. Tænkeer vi på alle de danske søfolk som mistede livet under 2. verdenskrig, alle de danske skibe som blev sænket af tyske ubåde. Eller vor sidste blodige krig, hvor unge danske mænd blev sendt afsted fra hele landet, og slået ihjel for landets skyld - i 1864 - vi svigtede de unge og sparede på deres forsvarsværker så de blev mejet ned af tyskerne - og vi vil stadig spare på forsvaret, ligesom op til den tyske besættelse! I 1860-erne var der også krig - borgerkrig - i nybyggernes land USA, hvor også unge danske mænd døde, men Amerika ærer alle sine faldne.

Det findes altsammen, som hos indianerne i den dunkle skovbund mellem fossende floder og vandfald, klippehuler, eksotiske træer og krat, duft af cédertræer, larmende cikader, og i skumringen ildfluer, kæmpesommerfugle, skildpadder, og fredelige giftslanger som kun hugger hvis man træder på dem. Når man oplever Amerika så tæt på, påvirker det een i mange henseender. Når man færdes ude i denne natur dag efter dag, kan man ikke undgå den dybe følelse af ro, ligesom indianerne -
Amerika er som et roligt bankende moderhjerte .  .  .   her er min Amerika - version af vor berømte polarforskers ord:  Med en bil og Amerikas veje glemmer man alt andet.

- Gammel indiansk visdom siger om Amerikas Skabelse:
 .  .  . en lille dreng løb og legede . .

. . en slange bed ham,
det blødte og blødte,
og drengen græd og græd.

Tilsidst døde den lille dreng.
Hans tårer blev til søer og strømmende vand,
Hans blod - til den røde jord,
Hans krop, blev til bjergene.

Billedtekst: Jahoo Fall, dybt inde i den tætte og fugtige, jungleagtige skov, i det sydlige Kentucky. Vandet styrter ud fra kanten 40 m oppe. Vandløb i Amerika er nedbørsvand, så de veksler meget. Træstammen oppe bag personen nederst i billedet er skyllet med, hvor der i øjeblikket kun løber den beskedne "bæk" her på billedet. - Bækken forsvinder ud under de storbladede, eksotiske træer til venstre. Til højre anes lidt af klippevæggen, og mørket nedenunder denne er en dyb hulning som her strækker sig godt 30 m ind.
Om sommeren er der dunkelt, i amerikansk skov. Og alt efter nedbør og fugtighed for tiden, ligger der ofte en hed og fugtig dis. Dette varer fra juni til september/oktober - hvor "Indian Summer" sæsonnen sætter ind, - Indian Summer betyder ikke kun at løvet langsomt vender til gult og rødt, men at himmelen klares og bliver blå, hvor den hele sommeren er diset og grå, temperaturen falder behageligt til i 20'erne - hvor sommertemperaturerne ellers ligger mellem 30 og 45 gr.C. Indian Summer varer til i november hvor første frost kommer, og allerede julenat kan det blive minus 30 C. - Det er igen "den canadiske kulde", luftstrømme fra arktisk Canada, som om sommeren giver de hyppige og voldsomme uvejr.

Til slut skal jeg da bryde sammen og tilstå - nej, ikke alt er rosenrødt i det enorme land. Jeg er godt vant med den Grønlandske sjæl som giver en følelse af "det hinsides" - at man er passeret over grænsen til evigheden, og det tager nærmest vejret fra een. Men jeg kender intet andet sted som Amerika, som i den grad er et had-kærlighed forhold, - Amerika rummer alt, lige fra det ypperste til det uhyrligste, man flyder i en lykkesrus, men går noget galt kan det gå katastrofalt galt, man kan blive knust, - og så midt i det hele glimter en umådelig menneskelighed, man ikke møder andre steder.
Man kan blive kanonrig på kort tid, men kan også gå til i grusomste kummerlighed. I Manhattans rigeste finanskvarterer sidder hjemløse på fortovet og tigger, og det er i New York en stående vittighed at det er en stock-broker, børsmægler, som gik fallit igår. Vietnamveteraner i deres lasede uniform og med emblemer og medaljer - rækker ikke hånden frem men sidder i en fortvivlet tågetilstand, måske med en dåse foran sig til mønter. - Om hjørnet venter måske en desperat med en pistol - and "that's it".
Det er denne enorme spændvidde særligt i New York, det aldrig ophørende kogende, sydende menneskehav af skæbner, hvor man uden at skamme sig kan finde et spejlbillede der passer - og så er det tryk lettet, - og dertil de fortrinlige aktiviteter - og den unævnelige skønhed - mennesket i sin ypperste stræben, ikke aparte, som gør den by til noget særligt, og altid finder man en kirke - kirker er altid åbne, en smuk katedral med en himmelsk fred og skønhed - og en orden, som intet andet sted, - det altsammen går i blodet.
Livet udenfor "turiststrøjene", som i midtvesten, er så langt som vel tænkes kan fra livet i Danmark. Og her er da også langt imellem man træffer danskere, - de eneste vi traf var en farmerfamilie ved Lexington med opdræt af "kenrucky-fuldblods" heste. De sidst ankomne her kom i 40'rne. Men de talte fejlfrit dansk.
Men vi tænkte næsten ikke på vort gamle land. Det eneste, som kunne fremkalde en dybtliggende "rystelse" af savn, - var tanken om det danske forår, de lyse nætter og nattergalen.