Der kom en bus gennem landsbyen, men kun en gang morgen og aften - og i en lang
periode ikke engang det. Når vi skulle ud var det derfor oftest
på cykel 5 km til toget, men om sommeren kørte vi også hele
vejen ad strandvejen hvis vi ville til Helsingør eller
København, - her var der jo næsten ingen bakker man måtte op
ad.
Fra disse ture, især dem til København - hvortil der var 30 km
som tog 2 timer - husker jeg hjemture i de lyse nætter med mor
forrest og far bagest, hvor "i sommernattens korte svale,
slår højt fredskovens nattergale", som vi jo synger i den
vidunderlige Pinsesalme "I al sin glans nu stråler
Solen" . . over engene med tåger af "mosekonens bryg"
. . nogle steder førtes landevejen så lavt at man cyklede igennem Mosekonens Bryg, de isnende klamme tåger der fik hårene til at rejse sig, som var det et sælsomt natligt spøgeri.
Det var noget andet end bare at sidde dorsk inde i en
bil, tænker jeg nu, men for os var det bare en selvfølge.
Året rundt i al slags vejr cyklede jeg 5 km til skole i
Humlebæk, også lørdag, for dengang gik man også i skole om lørdagen. Her havde jeg også gode venner, alle
drengene i klassen, og vi var meget sammen efter skole. Om
sommeren tog vi ned og badede ved Humlebæk havn - eller klatrede rundt inde under kaj og bolværker og fangede glasål, - og lavede lyde, til undren for dem der kom gående ovenfor. Det førte engang også til et bad da vi faldt i, men hjalp hinanden op, og så fór vi grinende ud til græsset ved stranden, hev det våde tøj af og løb og
fjollede indtil tøjet var tørt.
Sommerferier tilbragte vi - ganske naturligt som de fleste - mest hjemme,
dvs., vi kom "ud at se med DSB" med et vaskeægte damplokomotiv foran, mægtigt, prustende, sukkende, - og osende af en spændende lugt. Over til Fyn og
Jylland - og nu skal man jo til at huske på "der var engang
en Storebæltsfærge". Det kunne byde på mange spændende
og anderledes oplevelser for en dreng i 50'erne, - udlandsture
drømte man ikke om - bortset fra at jeg jo havde været med skib til England - i London, lige efter krigen, og Brasilien, Sydamerika, men ellers ikke udlands før noget senere, hvor vi var en afstikker
i Skåne, men det er jo egentlig gammel dansk land.
Til Tyskland og det øvrige Europa kom jeg første gang efter soldatertiden med mor og far på bilferie, da jeg var 20 år.
Men i 50-erne rejste vi ud med DSB og damplokomotiv, og tilså nationale seværdigheder og museer i det ganske land,
rejste så det passede med at vi overnattede hos slægt og
venner - slægten var "udflyttere" af vor københavnske familie gennem tiden, ikke omvendt, og det var lidt af en begivenhed både for dem og os, en
oplevelse af mennesker og miljø noget anderledes end man var
vant til, især "dybt inde" i Jylland. Det var
spændende.
Men særligt glad var jeg for Sønderjylland, hvor vi kom hos en gammel dame som
oprindeligt havde haft min far som feriedreng fra København, og
så kom vi her sidenhen. Hun virkede meget gammel, at se til -
ellers ikke, for hun var livligheden og munterheden selv. Hun var
lidt svær at forstå - for en dreng, med sit klingende
sønderjyske, men hendes særlige omsorg og gæstfrihed var ikke
til at tage fejl af, og det virkede forfriskende anderledes. Vi
havde engang været på Frilandsmuseet i Sorgenfri nord for
København, og det kom jeg til at tænke på når vi var på
ferie hos den gamle sønderjyske dame. Hun var
"gammelfrøken", havde aldrig været gift, så der var
noget særligt gammel-pigeligt over hende, hun var ikke som en
mor, snarere som en gammel søster. Hun boede i
"forstad" til Aabenraa ved et gammelt fiskerleje, ejede
et lille hus med have, der var sirligt, rent, og fuldt af
anderledes ting, nips, og en have så pillen og fin og duftende
af blomster, jeg ikke kendte fra en sjællandsk landsby, hvor
nyttehaver dominerede. Huset var naturligvis, ligesom vort eget og almindeligt med
landhuse, uden moderne bekvemmeligheder, - men ikke engang
elektrisk lys, derimod petroleumslamper. I køkkenet var
brændekomfur - sådan som det endnu findes i bygder i Grønland.
Og på de små sirlige og pyntelige værelser stod servánte, et
møbel med porcelænsfad og -kande med vand til morgenens
personlige hygiejne (badeværelse kendtes ikke, ville man bade, gik man på stranden).
Og var her ikke spændende nok for en sjællandsk dreng, så var
her en nabo, et gammelt ægtepar, - han var en barked gammel sømand fra de syv have - med sejlskibe - nu fisker, hed
Lorenz og talte halvtysk, endnu sværere at forstå, men heller
ikke hans lune sind var til at tage fejl af, - og deres hus var
som de gamle "skipperstuer" på Dragør museum. Var jeg
glad for dem, var de vidst ikke mindre glad for mig, for de
kredsede for mig. Han viste mig fremmedartede ting fra hele verden, og nogle sjove små
forfinede, detaljerede og kolorerede porcelænsfigurer mest af
"søens verden", mens han fortalte og fortalte, - og
jeg forstod mere og mere.
En dag tog han mig med ned til stranden hvor han havde en jolle,
og vi roede ud på Aabenraa fjord, hvor han lærte mig at ro.
Duften af havet, saltvand, bådens tjære og fiskegarn, virkede
forjættende, også hans fremmede duft - dels af snustobak og
piberøg, der rørte sig noget. Jeg havde allerede gjort en lang
sørejse med min familie, til Sydamerika, og havde mindelser
herfra, især bølgerne i Biscayabugten - højere end skibet. Jeg
ser stadig for mig de sortgrønne "bjerge" komme
rullende ind mod skibet hvor de tordnede imod. Og så
flyvefiskene i Sydatlanten, det rolige hav, og
min 5-års fødselsdag ude på havet, hvor jeg fik en flot lille gardersoldat med pelsbesat
bjørneskindshue, den har mine drenge nu.
Jeg tilbragte mange timer sammen med "den gamle mand og havet" . . . og hans søde hustru som altid bare smilede til mig. Engang fik de besøg af deres
barnebarn fra Als, en pige næsten på min alder, hun snakkede
sødt og lidt mere forståeligt, og vi blev venner, brevvekslede
i nogle år. Hun var så fin og lidt mere pyntelig end de
bondepiger jeg var vant til. Snart roede vi to alene ud i jollen.