Som katolik kom jeg som 10-årig først med til de to rare "patere" i Helsingør, hvor jeg lærte at være messedreng i fin rød ankellang "præstekjole" med en masse små stofbetrukne knapper, med halvlang hvid broderet klæde over, og pelskantet rødt slag, sådan som man idag kender fra drengekor i engelske kirker. - Jeg kom også til at synge i drengekor - endda solo, og nåede snart at blive beundret for min lyse drengesopran. Senerehen fortsatte jeg dette i kirkekoret med rigtig Gregoriansk sang under ledelse af en respekteret ung katolsk præst.
Den yngste af de to præster var ligesom landsbysmeden meget moderne, og kørte rundt til sine sognebørn på Vespa-scooter, besøgte også os i landsbyen, hvor han kunne finde på at byde mig på en lille køretur på bagsædet. Senere, da jeg fik familie, fulgte vi ham lige til han blev gammel, og han hentede os alle ind til sig kort før han døde.

Og jeg må her understrege, at hvor alle svigtede mig - også mine nok så velmenende forældre - var den katolske kirke, præster, søstre og brødre en umådelig støtte og opmuntring uden anelse af den i nutiden så omtalte pædofile pest, kirken var for mig en ren støtte, Guds helligdom.

Livet på kostskole i 1954 gav lidt andre "boller på suppen" end at være landsbydreng i Nordsjælland. Ikke fordi jeg ikke brød mig om kostskoleliv - jeg var meget social og med på sjov, men det var alligevel lidt brat at skulle forlade alle de gode venner og kammerater fra Humlebæk som 10-11årig - en kritisk alder for en dreng, begyndelsen af puberteten. Ældre drenge her virkede snobbede og ville "vise sig" for de mindre, og jeg blev bl.a. drillet med at min far var lærer, og de demonstrerede så deres skjulte "evner" som de ikke turde overfor min far. Jeg gik til klaverundervisning hos organisten - han var et spændende menneske, både komponist og billedkunstner, og næsten som en far for mig - jeg var altid dagens sidste elev, og "timen" kom gerne til at strække sig over timer, hvor han viste mig, fortalte og forklarede. Og jeg var med i drengekoret, og til skolekoncerter spillede jeg klaver og guitar solo, og sang til - mens salen af hundreder voksne og børn, var musestille, og forældre bagefter kom hen og trykkede min hånd.

Mit liv med kirken vedblev op gennem ungdommen, og jeg var fast med i ungdomsarbejdet med K.U.K., Katolsk Ungdoms Klub, sommer- og vinterlejre og udflugter, og det var et tilløbsstykke for unge fra nær og fjern, og bestemt aldrig kedeligt. Der var gerne et par præster med, som havde særlig sans for at omgåes ungdommen frit og frejdigt uden at det blev for vildt, og messe var en fast del af det. Desuden sang jeg i kirkens gregorianske kor sammen med min bror. Min glæde ved sang betød meget for mig, også som soldat på marchture, og uden hensyn til om jeg befandt mig i de goldeste omgivelser langt fra nærmeste kirke, mildt sagt. Som med troen betød det at jeg aldrig følte mig alene. - Måske er jeg den eneste der har fundet på at synge påskesalmen "Nu ringer alle klokker mod sky", på hundeslæderejse over Indlandsisen, hvor man er meget langt fra ringende kirkeklokker.

Men musik var kun een side af mit liv som dreng. Jeg fangede det revolutionerende nye, transistorer, istedet for radiorør ! I min skoletid opstod radiointeressen sammen med en kammerat som boede i en stor blok, og her havde vi en "radiomodtager" som bestod i en antenne spændt ud i hele loftrummets længde, og forbundet over en diode, kondensator og til et vandrør kunne vi i hovedtelefon høre radio. På loftrummet gjorde vi også den spændende opdagelse, at lyset som passerede gennem vandrette luftventiler dannede linse, så man på modsatte væg kunne se et billede af landskabet udenfor, vendt på hovedet - det fascinerede mig, og en fotointeresse spirede, førte til livslang hobby med spejlreflexkamera og omfattende tilbehør og hjemmelavede eksperimenter, ikke mindst i mit eget mørkekammer, hvor jeg også eksperimenterede med lys og kemikalier, og endte med at lave Kodacolor-farveforstørrelser.

Sommeren 1958 traf jeg en pige på et vandrerhjem, under en uges udflugt i 4. mellem (= 9.klasse), til Bornholm, - da vi var i alderen 15-16 år. Vandrerhjemmet var stuvende fuldt - af deres og vores skoleklasser, et gevaldigt leben. Det var en eftermiddag, hvor vi indkvarteredes, og ellers havde tid til at se os om på vandrerhjemmet, og i Gudhjem. Og så traf jeg hende. Vi så hinanden i øjnene, og der skete noget med det samme mellem os. Vi var begge bevidst om hvad der skete mellem os, - og udvekslede naturligvis "artigheder", høflige forespørgsler m.v., og gav hinanden vort navn og adresse. Hun var fra det indre København, men hvad der var lidt kompliceret var, at hun var jøde, - deres klasse var en pigeklasse fra det mosaiske trossamfunds skole, altså lutter ortodokse, "rettroende" jøder. Og jeg var jo katolik, fra en katolsk skole - modsætningen kunne ikke være større.
Jøder og kristne er egentlig "brødre", fælles om hele det gamle testamente, og vi kristne er egentlig pr. tradition - som Jesus selv - jøder. Men her skiller det, idet jøderne som bekendt henrettede vor Jesus fordi de tvivlede på at han var den varslede Messias. Mange jøder er dog siden kommet til tro - "messianske jøder".
Men hun var utroligt smuk, - kulsort hår som en ren jødepige, og hun havde det mest forjættende skønne dybe blik - øjne så ufatteligt smukke og udtryksfulde - lidt vemodige og alvorlige, sådan som jøders øjne . . men så aldeles fulde af udtryk og "musik", og jeg så fra da af intet andet i verden. Og hvor jeg siden fablede om at kysse hendes smukke læber, - hendes mund var så aldeles fuldendt smuk og nærmest musisk . . hun var et kunstnerisk mesterværk, en verden af pureste racerene skønhed, en pige så smuk havde jeg ikke set før.
Om aftnen var der som almindeligt var, fælles komsammen i vandrerhjemmets store dagligstue. Her var alle samlet, - og her stod et klaver. Alle mine kammerater vidste at jeg kunne spille, men jeg tror ikke engang jeg behøvede overtalelse. Jeg følte mig i syvende himmel ved hendes nærvær i stuen, følte mig "svæve" i musernes og åndernes sfære, - og hvad er da mere nærliggende end - Ludwig van Beethoven. Jeg satte mig til klaveret, der blev musestille i stuen, og jeg istemte de stille takter i cis-moll sonaten opus 27 nr. 2 "Måneskinssonaten". Pludselig satte sig ved min side ganske varsomt - "min" pige, og hun så mig i øjnene så jeg smeltede på stedet, - men fortsatte dog spillet, endda også den sværere 2. sats, ja, og slap nogenlunde igennem den halsbrækkende, men utroligt smukke og heftige 3. sats.
For musikkyndige som kender cis-moll sonaten og ved hvor svær den er, - jeg er ud af en begavet kunstnerfamilie til mors side med professionelle, er også fætter til den idag så kendte multikunstner Benny Andersen - uden at jeg ellers praler med det.
Jeg søgte da også året senere ind på Musikkonservatoriet - jeg spillede Schuberts Impromptus i As-dur - fejlfrit. Men blev ikke optaget. Svaret var at jeg var uforberedt i musikteorien - jeg spillede alting uden noder. Jeg blev opfordret til at søge ind året efter, men afslaget var et hårdt slag og jeg søgte ikke ind igen.
Sammen med mit forsøg på at komme i radiomekanikerlære førte det ud på en "glidebane" som skulle føre mig viden om.

Den smukke jødepiges far modsatte sig vor forbindelse, men jeg opgav ikke så let - jeg sendte mange hede kærlighedsbreve, men det endte med at hendes FAR returnerede dem og truede med bål og brand. Jeg traf hende så på gaden nær hjemmet. Men hun turde ikke modsætte sig sin far. Og vi så ikke siden hinanden.
Så hjalp det kun lidt, at jeg i stedet traf en af hendes klassekammerater, også jøde men ikke så ortodoks, også smuk men dog ikke som min "udkårne", og det var kun flirt og varede ikke. Min unge ulykkelige kærlighed var også et knæk jeg ikke kom over lige med det samme - selvom min far opmuntrede mig og påstod det modsatte.

Fra landsbyen (men oprindelig som født i København) blev jeg altså i en 'kritisk' alder for en dreng - 11 år - revet ud af mit miljø og omplantet til kostskole i en større provinsby - - det var ikke lutter lykke og lagkage. Jeg kunne sagtens tilpasse mig, men selvfølgelig var det kedeligt at slippe mine venner og skolekammerater fra 5 år i Humlebæk og landsbyen Langstrup. Det var der dog ingen der skænkede en tanke, jeg måtte klare mig selv. Og det gjorde jeg så - på min 12-13-14-årige måde, og det var lidt barsk. Det var i det gryende ungdomsoprør, hvor unge brød løs, brød ud hjemmefra og prøvede grænser- Og det var meget vildt i Roskilde. Det var sanseløse druk orgier med piger og jazz - i mit og andres tilfælde i den gamle forladte TRÆGÅRDEN, uden kontakt med forældrene, ikke fordi vi blev lykkelge af det, men vi vidste ikke bedre, fandt ikke bedre, vi var alle søgende børn, iblandt ulykkelige. Det førte sommetider ud i grimme episoder i det mere skumle nattemiljø af forskellige misbrug. Og godt med i det barske miljø omkring Freddy 'Fræk' - 'Cæsar' - Per Dich - uden at jeg heller blev kommunist af det. Men det gav en fællesskabsoplevelse. Selv har jeg dog aldrig rørt narko, men alkohol i store mængder alene i den unge alder i et skummelt og dekadent voksenmiljø var en farlig cocktail. Det gav nogle ar på sjælen som vi unge fra de første vilde 1950'ere måtte bære videre på.

I de senere år har jeg ofte forestillet mig at man dengang - sidst i de gode 50'ere - pludselig dumpede ned i nutiden . . ret beset ligner det jo, vi kører i biler, har køleskabe, og ser fjernsyn, forskellen er ikke så stor - og dog. At tænke på især den elektroniske udvikling, at man idag går med en lille dims i hånden og taler i telefon med hele verden, eller med et lille vidunder af en PDA i hånden hvorsomhelst har Internetforbindelse med world wide web, alverdens information, som ved en let berøring kommer frem på den trylleagtige skærm, - og ikke mindst årtusindets revolution, den personlige computer PC'en, vore dages utrolige IT-kraftværk der magter ikke bare at trylle med tekster, billeder, grafik og levende lyd og film, men er et kraftcenter der bringer hele verden ind i stuen !! Sådan set burde vi alle idag gå rundt og være strålende lykkelige, med al den umådelige frihed, udsyn og adspredelse. Men er vi det ??

adopt your own virtual pet!

Webmaster Kjeld Holsting, Nærum. Velkommen til mit Grønlands Galleri

Læs / skriv i gæstebogen       mailbox