Heksens Liv
1
:
2
:
3
:
4
:
5
:
6
:
7
:
8
:
9
Index
-
Heksecyprianus
-
Magiske Urter
-
Heksens Liv
-
Heksens Kalender
-
Andet
-
Gæstebogen
Link mig:
..::Elverfolk, kilder og kirkegårde::.. Elverfolket, skovfolket, de små folk, bevæger sig sagte i skovens skygge, danser i tåge og i mosebryg. Elverfolkets tid er evigheden. Skiller tågen sig og leder dig til elvernes verden, glider tiden umærkeligt. Du vil her glemme alt om det liv, du kender Kun få finder elvernes verden i dag. Men du kan møde og lugte disse æteriske skovvæsners verden valborgnat, hvor skoven vågner og bliver et myldrende liv. Fra hver lille tue vågner en skovalf og kryber fra jordens varme mørke til solens lune liv. Fra dunkle skove, fra højene, fra jordens indre liv kommer elverfolket på deres tyste vandring. Elverfolket bærer skovens liv, ro og magi. Den anden verdens evige drømmende alfeslør spredes valborgnat over skoven, så du kan fylde din sjæl med et mangefarvet billedvæveri, hvorfra du kan hente kræfter til at skabe og forme dit liv. Elverfolket har i den lange vinter holdt sig skjult i jordens dyb og vandre nu fra vinterhi til sommerbolig. Denne nat klokken 24 kan du søge det tavse folk. Elverfolket vandrer igen til jordens indre allehelgensnat, hvor du klokken 24 kan møde dem. Om sommeren, især ved midsommer, danser elverne på engene. ------------------------------------- At møde elverfolket... Gå ved midnatstid til en korsvej i skoven, til en kæmpehøj eller til hellige træer. Gå i tavshed, lad måne og stjerner lyse for dig. Klæd dig godt på og medbring tæppe og en pose til de sten og magiske objekter, du ønsker at samle denne nat. Mærk alt omkring dig på din vandring gennem natten. Vær ny på jorden og se hvad du møder. Find et træ nær en korsvej i skoven. Der sætter du dig og venter på skovens folk. Hvordan du møder elverfolket er din drøm, dit spejl, der kan forme livets udtryk som kvinder, heste, bjælder og fløjteklang, lys, skygge, tåge, tæthed. Når den stille magi spreder sig i en helt anderledes nat, er elverfolket på vej. Du kan stille elverfolket et spørgsmål. Og få svar. Og elvernes klare ord til stige fra dybet i dig. Ønsker du at møde den gode fe denne nat, smører du dig med viololie. Ønsker du at se det usynlige og elverfolket ganske klart, så vask øjnene i øjentrøst og sov på en kæmpehøj. Lider du af angst for mørke, så spis femfingerurt og bær en røllike i hånden eller om halsen. Er du bange for at blive opslugt af elverland eller underverdenens riger så medbring en hasselkæp. ------------------------------------- Kilder... Fra jordens indre dyb vælder det klare vand og flyder gennem blomsterflor i åen. Sagte rislen toner i tusmørket. Nøkker og nymfer sværmer om vandet, der vækker din dybe måneside, din fantasi og frigør sprudlende kræfter. Hver kilde har sit vand, sin farve, sin menind, helbredelse og betydning. Nogle kilder åbner din frugtbarhed, så du bliver gravid, inden året er omme. Nogle kilder åbner dine øjne, fjerner slør af illusioner og gør dig seende. Nogle kilder klarer din hjerne til intellektuelle præstationer, så du består en eksamen med glans. Kilderne er hellige og flyder med frisk, velgørende vand. Når du går til dem, så vælg en dag med sol og medbring en krans af grønne urter. Kast urterne i kilden og gå tre gange om den. Venstre om hvis det er psykiske kræfter, du ønsker at vække, fx kreativitet, styrke, mod og visdom. Højre om hvis du ønsker at rense dig fysisk for lidelser som gigt, smerter og eksener. Sæt dig nu ned og kast vand tre gange med solen. Vandet er dit indre, solen dit jeg, og gennem luftens skønhed udtrykker du dig. Dine fødder er solidt plantet på jorden, og således har du alle elementerne med dig. Vask dig nu i kildevandet, enten hele kroppen eller de dele du ønsker renset, helbredt og genfødt. Vask dig altid tre gange, og vask altid hænder og isse og skyl munden. Hele ritualet udføres i tavshed. ------------------------------------- At samle vand... Gør som lige nævnt, men saml nu vandet i en ren flaske. Tidligere blev det brugt at samle vand i en ny lerpotte, der derefter blev knust. Forinden blev vandet hældt i en anden ny potte, som blev taget med hjem til yderligere vask. I nogle ritualer er tre besøg ved kilden nødvendige, og alle skal foregå på torsdage. Under besøget ved kilden må der ikke foregå kiv eller strid hverken på vej derhen eller hjem. Kilden kan ved skænderier ligefrem holde op med at løbe. Noget kildevand svækkes, hvis det bringes under tag. Kildebesøg er bedst ved sankthans. For at virkningen skal fuldkommen, er det ofte nødvendigt at dvæle ved kilden natten over. Der kan kastes en mønt i kilden. Kilderne kan dog besøges hele året, da kildevand i Danmark altid har en temperatur på ca. 6 grader. I frostvejr står kilderne som mystisk dampende søer. Den bedste tid for besøg strækker sig fra valborgaften til sankthansaften. De to helligaftener har kilderne dog ni gange så stærke kræfter som resten af året. Torsdage er meget virkningsfulde for kildebesøg, ligeså er nætter med måneskin. De fleste kilder i Danmark er fredede. Bevoksningen i kilderne er urgammel og må ikke nedtrampes. Stå derfor på stenen, som altid ligger ved en større kilde, eller på bredden, når du vasker dig. Det er farligt at svømme i større kilder, da vandet er så koldt, at det kan medføre krampe. Kilder må ikke forurenes, og der må ikke kastes flasker eller lignende i dem. Det er nødvendigt at tage vare på kilden og den blide bevoksning. Mange vil have glæde af kilderne, så slid dem ikke op. ------------------------------------- Kirkegårde... Kirkegårde er ofte gamle helligsteder, hvor Moder Jord og Livstræet har været tilbedt i årtusinder. Fra kirkehøjene ligger landskabet vidtstrakt. Alt på helligstedet er kraft og helligt. Gå derfor varsomt til værks. De døde er ukrænkelige, påfør dig ikke deres vrede - lad dem hvile i fred. Arbejdet på kirkegården foregår efter solnedgang. Tavs og stille indsamler du de urter, sten og jord, du skal bruge, og behandler dem med respekt. Ellers går det dig som den dreng, der hørte, at lykken bandt sig til kirkemuld i lommen. Da han kom ud af kirkegården, var hans lomme fuld af orme. Jord og sten er særlig kraftfulde sankthansnat klokken 24 og allehelgensaften efter solnedgang. Torsdage er kraftfulde og stærkest i fuldmåne. Falder sankthans en torsdag i fuldmåne, er tiden fuldkommen. ------------------------------------- Indsamling af jord... Gå til en kirkegård - helst klokken 24 - og tag lidt jord. I ældre tid brugtes jord fra en ny grav. Kvinder tog fra mandsgrav og omvendt. Men da al jord rummer den gamle hellighøjs kræfter, foretrækker jeg det nordre hjørne, da Moder Jords kræfter hviler mod nord. Kan du ikke lide kirkegårdsjord, kan blomster fra kongelys bruges i stedet. Jord fra korsveje virker ligesom kirkegårdsjord. Gå til en korsvej i en skov klokken 24 og tag lidt jord. Denne særlige jord er bedst, hvis du samler den valborgaften eller sankthans. -------------------------------------