Sommeren 2005 blev bogen ”Dømt af evangeliet” af Robert D. Brinsmead udgivet på dansk. I den anledning skrev Walder Hartmann samme efterår en side i Adventnyt.
Walder Hartmann afslutter med ordene: ”Læs Richard Müllers kommentar til bogen og dens forfatter på www.adventnyt.dk eller ring 7589 5893.”
Her kan jeg kun sige mig enig med br. Hartmann. Læs Richard Müllers kommentar til bogen. Den siger i det mindste noget om Richard selv. Og ikke mindst om hans uredelighed.
Richard Müller skriver fx: ”---når de læser bogen, som indeholder så mange fejl og modsætninger, at man egentlig ikke skulle bruge krudt på, at besvare den,...”
Richard Müller har heller ikke brugt noget krudt på at besvare bogen. Han har blot kørt løs imod forfatteren. Han har åbenbart slet ikke fundet de ”mange fejl og modsætninger”, som han hævder, at den indeholder.

Bogen ”Dømt af evangeliet” indeholder megen oplysning og uimodsigelige kendsgerninger fra adventismens historie. Kendsgerninger, som ingen adventist indtil nu har været i stand til at gendrive. Heller ikke br. Hartmann har kunnet finde nogen unøjagtigheder i bogen. Hvad kan ellers være forklaringen på at han har fundet det nødvendigt at opfinde en?
Han skriver nemlig: ”På s. 15 hævder Brinsmead, at 'der er intet, der tyder på, at pionererne forstod, hvad det vil sige at blive retfærdiggjort af tro, eller at de mente, at det var en sag af stor vigtighed'. I min begrebsverden har Ellen G. White altid været at betragte som én af pionererne, --- - og når kirken kom helskindet ud af 1888 – krisen, var det jo netop fordi hun pegede på det centrale i Guds frelsesplan.”
Ja, Ellen White var en af pionererne. Men ingen – forhåbentlig heller ikke Walder Hartmann – kan læse side 15 i Brinsmeads bog uden at opdage, hvad Brinsmead taler om. Det står i allerførste linie: ”...den tidlige syvendedagsadventist-litteratur,...” I denne litteratur findes der intet, ”...der tyder på, at pionererne forstod, hvad det vil sige at blive retfærdiggjort af tro,...” På side 16 derimod beskriver Brinsmead pionerernes fremadskridende forståelse af retfærdiggørelse ved tro.
I pionerårerne fra 1844 til 1853 forstod pionererne, incl. Ellen White, lidt eller intet af retfærdiggørelseslæren. Men dette forhold gælder ikke årene derefter, sådan som Walder Hartmann uredeligt og manipulerende pådutter Brinsmead. Hartmann finder ingen fejl i bogen, men da det jo netop er hans ærinde, fabrikerer han selv en. Han skriver videre: ”Der kunne utvivlsomt peges på flere svagheder i bogen,...” Hvor ved han det fra, når han ikke har kendskab til nogen? Uredelighed, manipulation og postulater kendetegner Hartmanns debatform. Han har endnu ikke lært elementære regler for sund og saglig debat.

Hartmann skriver også: ”Ingen har som hende [Fru White] understreget betydningen af retfærdiggørelse ved tro---”.
Her afslører Hartmann endnu en gang en utænkelig uvidenhed om kirkehistorien. Jeg kan ikke forestille mig, at Hartmann med en teologisk uddannelse ikke skulle kende Luther og dennes virke. Dr. Martin Luther forkyndte budskabet om retfærdiggørelse ved tro. Men SDA-litteraturen vidner i høj grad om, at Ellen White aldrig lærte at forstå retfærdiggørelse ved tro. Se fx:7.”Bible Commentary”,EGW,s.908, hvor hun skriver: ”Retfærdiggørelse frelser til helligørelse, og helligørelsen frelser til Himmelen.” Altså, med andre ord, Kristus frelser ikke syndere, men retfærdige. Det er Ellen Whites budskab!
Men Bibelens budskab er: ” Kristus frelser ikke retfærdige, men syndere! Se Matt 9,13.