Til Slut i Brevet meddeles det, at Thomas Svendsen senere skal faa tilsendt et Fuldmagtsbrev til at føre Sagen.
1571, 2. September udstedte Kongen fra Skanderborg en kongelig Befalingsskrivelse24 til Landsdommerne i Nørrejylland om "efter nærmere Tilsigelse af Thomas Svendsen at stævne Arvingerne efter Anders Jepsen i Trabjerg for sig med deres Beviser for, at Anders Jepsen har købt Godset af de rette Ejere før Skipper Clements Opløb, og at det igen er købt af Fald efter Fejdens Slutning og særlig med deres Adkomster paa Graasand og Gaarden i Kisum, afsige Dom derover samt om, hvorvidt den Lavhævd, som Anders Jepsen har gjort paa Gaarden i Kisum i nogen Maade kan komme Kronen til Skade og hjælpe Thomas Svendsen saa meget, som Ret er". Nogen Tid efter modtog Søren Christensen tillige med de øvrige Arvinger Anmodning om at møde paa Landstinget i Viborg i Anledning af ovennævnte Sag.
Men samme Dag, 2. September 1571, som ovenstaaende kongelig Skrivelse blev udstedt, udstedte Kongen en anden Skrivelse, ogsaa vedrørende denne Sag, til Lensmandens Enke paa Lundenæs. Den havde følgende Ordlyd:
Da Thomas Svendsen imidlertid for nogen Tid siden har leveret hende nogle Breve vedrørende nogle af dette Gods, nemlig nogle Tingsvidner, lydende paa Graasand, en Gaard i Høstrup og en Gaard i Tinkerdal, og en Herredstingsdom om de Enge i Simmelkjær, som bruges til Silkegaard i Feldborg, befales det hende at tilbagelevere ham disse Breve tillige med et Kronens Laasebrev paa de Enge i Simmelkjær, der bruges over Markskellet til Neder Feldborg, og et Genbrev, som Hr. Erich Krabbe havde taget i deres Laas, som de havde begyndt at forfølge paa samme Gods."
Landstingsdommen i Viborg gik Arvingerne imod, idet det blev godtgjort, at paagældende Gods ikke var blevet købt tilbage efter Oprøret; men da disse nødigt vilde give Afkald paa Godset, lykkedes det Peder Skriver i Rævshoved og Jacob Bertelsen i Bjerre paa Arvingernes og egne Vegne at faa bragt en Ordning i Stand med Kongen, saaledes som følgende kongelig Skrivelse af 29. Maj 1573 udviser:
"Aabent Brev, at Arvingerne efter Anders ]epsen i Trabjerg og hans Hustru til arvelig Ejendom maa beholde det Bøndergods, som de have tilholdt sig mere, end det Brev, Kong Christiern III havde givet Anders Jepsen paa det Gods, han havde i Værge, formelder. Peder Skriver i Rævshoved og Jacob Bertelsen i Bjerge have nemlig nu paa egne og Medarvingers Vegne stillet Kongen tilfreds derfor. De skulle svare sædvanlig Afgift og Tynge deraf."
Det maa have været Arvingerne meget om at gøre at beholde Godset, da de var enige om at købe det tilbage. Det har vel nok snarest oprindelig tilhørt Anders Hvids Hustru Margrethe, med mindre hun til sin Død har siddet i uskiftet Bo, hvad dog næppe har været Tilfældet.
Først 1573, eller maaske rettere omkring 1575, var Arveforholdene kommet i Orden, og ved Skiftet efter Enken gjorde Søren Christensen Krav paa mere Gods, end der kunde tilkomme ham, hvad der gav Anledning til nok en Proces, som han tabte.
Vi ved ikke, hvorledes Godset er blevet fordelt mellem de enkelte Arvinger, men da vi senere finder Søren Christensen som Ejer af to af de Gaarde, der blev købt tilbage, nemlig Graasand i Haderup og Gaarden i Høstrup i samme Sogn, maa det være ham, der har faaet de to Ejendomme i Arv. Selv boede han i den sidstnævnte Gaard, som ikke laa mere end ca. 15 km fra hans Fødeby Sparkjær. Senere, da han var bleven en gammel Mand, overlod han Gaarden til nogle af Børnene, medens han selv med et Par af sine yngste Sønner tog Ophold paa Gaarden Graasand, nu i Grove Sogn.
I nogen Tid havde Anders Jepsens Arvinger ligget i Strid med Lensmanden om Ejendomsretten til en Trediepart af Gaarden Hogager i Borbjerg Sogn nu en Sognedel. Det var ellers en gammel Slægtsgaard. Den havde tilhørt Anders Jepsens Fader, Jep Christensen, samt dennes Broder, Christen Christensen i Skave, senere Anders Jepsen og Mads Hvid, og derefter skulde Anders Jepsens Part gaa over til hans Arvinger. Men Lensmanden bestred deres Ret til Gaardsparten, og det maa være kommet til Proces. Desværre ved vi intet nærmere om denne Sag. Naturligvis har Søren Christensen, som var en af Arvingerne, fulgt Processens Gang med levende Interesse. Men Stridighederne bragte dog stadig Efterdønninger.
Da Søren Christensen havde siddet i mange Aar i Høstrup som en anset Selvejer og var omkring de halvtreds, fik Anders Jepsens Arvinger tilsendt en kongelig Skrivelse udstedt fra Koldinghus 8. August 1590 af følgende Indhold:
"Anders Dresselbjerg til Vognstrup, Domprovst i Ribe Domkirke, har berettet, at afdøde Anders
Jepsen i Trabjerg havde Livsbrev paa en Borbjerg Kirkes Gaard, kaldet Hedegaard, i Hjerm
Herred, som ligger til Provstiet i Ribe Domkirke, og i den Tid, han havde Gaarden, har faaet
og erhvervet mange Lavhævder, Sandemændsbreve og Tingsvidner, nemlig
1) et Sandemandsbrev, dateret 1532;
2) Lavhævd efter Sandemændsbrev under samme Dato;
2) et Stokkenævn med samme Dato af 12 Dannemænd, at de haver vidnet, at den Jord, som
Sandernændene have indsvoret og lavhævdet, derefter er Borbjerg Kirkes rette Jord;
3) et Tingsvidne om, at Herredsfogden har givet Lov selv tolvte;
4) et Tingsvidne, at da Mats Skaufve bød Hævd til paa Vandborg (en Gaard i Borbjerg), har
Herredsfogden ikke tilfundet ham mere, end han havde i Haand og Hævd;
6) et Vidnesbyrd om, at Anders Jepsen har budt sig i Rette med Niels Skriver, Foged paa
Silkeborg, om han burde have sin Lavhævd.
Da Anders Dresselbjerg paa Kirkens Vegne har Gaarden i Forledning og bør forsvare den med
dens Tilligende og Herlighed, har han begæret at faa de nævnte Breve og hvilke andre Breve,
Arvingerne efter Anders Jepsen maatte have angaaende Hedegaard.
Det befales Arvingerne straks at levere ham alle de Breve, de har angaaende Gaarden, mod
Kvittering derfor, da Kongen ellers vil se sig nødsaget til at æske Brevene af dem, saa vidt
han kan gøre det med Lov og Ret."
Vi maa vel formode, at Søren Christensen ikke alene har set, men ogsaa læst denne kongelige Skrivelse, i alt Fald maa han have faaet Besked om dens Indhold. Af de to Gaarde, som Søren Christensen arvede, forstaar man godt, at han valgte at bo i Gaarden i Høstrup i Stedet for i Graasand, der laa i meget øde og triste Omgivelser.
Landsbyen Høstrup ligger oppe i den nordligste Del af Sognet, tæt ved Skive Aa, ikke langt fra den gamle Viborg-Holstebro Landevej og Nabo til den nær liggende Haderup By, altsaa paa et Sted, der er langt bedre beliggende end den ensomme Gaard Graasand i den sydligste Del af Sognet, hvor den mod Nord, Vest og Syd var omgivet af store Hede-, Mose- og Kærstrækninger. Syd for laa ogsaa mægtige Engdrag, hvoraf en Del hørte til Graasand. Disse store Hede-, Mose-, Kær- og Engstrækninger, hvoraf det meste laa til Lundenæs Slot, kaldtes Simmelkjær og blev i flere Hundrede Aar bevaret som kongeligt Jagtdistrikt. 1583 blev der taget Syn over hele Arealet, som viste sig at være ca. 8 km langt, og paa Engene kunde der avles 400 Læs Hø Naar de kongelige Herskaber var Gæster paa Lundenæs Slot, drog de med Følge ud paa større Jagtture, og de har da ogsaa været i Simmelkjær og Omegn.
I Anders Jepsens Tid hørte der nogle Enge i Simmelkjær til Graasand, som oprindelig havde tilhørt Bønderne i Karup, men var senere, vist uden Lov og Ret, frataget dem; thi 16. Juli 1573 udstedtes en kongelig Befaling om, at "Bønderne i Karup havde haft nogen Engbjerring i Simmelkjær, der en Tid havde været dem frakommen og nu brugtes under en "Bygge", (som maa være Graasand), men da denne "Bygge" var Bønderne i Karup til Trængsel og Kongens Vildtbane og Jagt til Forhindring og Skade, skulde Engene lægges til Karup, hvis Bønder saa til Gengæld skulde svare Bonden hans Indfæstning og betale Landgilde til Lensmanden". Sandsynligvis havde Søren Christensen ved den Tid overtaget Graasand, og den foran nævnte Bonde maa da være ham. Det ser dog ud til, at han har beholdt Engene til 1585; thi først da faldt der Dom om, at de skulde tilbage til de Karupbønder. Det maa have været en slem Streg i Regningen for ham saaledes at miste nogle af Gaardens bedste Enge.
Da Søren Christensen blev gift ca. 1559, har han maaske allerede da bosat sig i Høstrup, men muligt er det ogsaa først sket omkring 1570, da han modtog de to Ejendomme som Arv. Det ser ud til, at hans Børn er fødte i Tiden 1560-1575. Den Jep eller Jacob Sørensen, som vi ser boende i en af de fire Høstrup-Gaarde 1584, er sandsynligvis hans Søn. Han maa have været en dygtig Mand; thi 2. Febr. nævnte Aar optræder han som Dommer paa Ginding Herredsting i Herredsfogdens Sted.
1651 nævnes en ældre Kvinde ved Navn Karen Jacobsdatter som Ejer af en Gaard i Høstrup, og 1688 nævnes som Medejer af en Gaard i Høstrup Delefoged Christen Mortensen Barfods Enke, Maren Jacobsdatter i Ikast. Hun er da meget gammel. Disse to Kvinder maa nok være Søstre og Døtre af ovennævnte Jacob Sørensen. 1610 nævnes som bosat i Høstrup en Christen Sørensen, Jens Sørensen, Peter Sørensen, Anders Sørensen og Lavrids Sørensen og senere, 1613, Mads Sørensen og Morten Sørensen i Graasand. Vi ved, at først- og sidstnævnte er Søren Christensens Sønner, men det kan ogsaa betragtes som givet, at de øvrige er det. Det ses da heller ikke, at der i Høstrup har boet andre af Navnet Søren end ham; og da de alle er opkaldt efter hans og hans Hustrus nærmeste Slægt, og de har den Alder, som de netop skulle have, hvis han var deres Fader, kan vi uden Risiko gaa ud fra, at det forholder sig saaledes.
Christen er opkaldt efter Søren Christensens Fader, den gamle Herredsfoged Christen Christensen i Sparkær, Jens er opkaldt efter sin Bedstefader i Mouridsgaard, Jens Pedersen, og Peder opkaldt efter sin Oldefader, Peder Thomsen samme Sted, Anders Sørensen efter sin Oldefader, Anders Jepsen i Trabjerg, og Jep Sørensen, som vist er død 1610, er vel opkaldt efter sin Tipoldefader, Herredsfogden Jep Christensen i Trabjerg.
Det er ikke let at se, hvem Mads er opkaldt efter, med mindre det kan være efter hans berømte Grandonkel, den lærde Magister Mads Jepsen Hvid, der blev Godsejer og gift ind i en af Landets fineste Adelsslægter. Da Mads er født nogen Tid efter Grandonkelens Død, er det muligt, at det forholder sig saaledes. Sandsynligvis havde Søren Christensen allerede omkring 1600 eller maaske før overladt det meste af sin ret store Gaard til flere af sine Sønner; men 1611 fik de hele Gaarden samtidig med, at Sønnen Peder Sørensen flytter bort fra Byen; men Faderen er da en gammel Mand paa over 70 Aar. 1612 bor han her endnu; men 1613 flytter han sammen med Sønnerne Mads og Morten over i sin Gaard Graasand.
I den ene Halvdel af denne Gaard bor paa dette Tidspunkt en Mand ved Navn Jens Eriksen. Det
vilde være ret rimeligt at formode, at det er en Svigersøn, der har faaet denne Part af
Gaarden, men vi kan ikke bevise det.
Her i Graasand blev Søren Christensen, dog uden egen Skyld, indviklet i to Processer. Han maa
da have været omkring 76 Aar; men naar han i den Alder havde Kræfter til at foretage saa
besværlige Rejser til og fra Herredstinget, som det den Gang maatte have været, og tillige har
kunnet udholde at overvære de langvarige Forhør, maa han have været en Mand af ikke ringe
Vitalitet.
Den ene Proces angik en Strid om Ejendomsretten til en gammel Selvejergaard i Neder Feldborg i
Haderup ved Navn Brogaard, som da fæstedes af en Mand ved Navn Christen Pedersen. De to
Parter, som begge hævdede at have Ret til Gaarden, var Fru Karen Nielsdatter i Trabjerg og
Søren Jensen i Torlund. Da førstnævnte krævede, at Christen Pedersen skulde udbetale hende
Bondeskylden, modsatte han sig dette, idet han hævdede, at Søren Jensen i Torlund var Gaardens
rette Ejer, og at han i mange Aar havde svaret ham Bondeskylden.
Dette vilde Fru Karen ikke tro og gav det endog Udseende af, at Bondeskylden igennem flere Aar
var blevet ydet hende.
Da hun ingen Vegne kunde komme med Fæsteren, lod hun Sagen gaa til Retten, og den 21. Marts
1616 vidnede Christen Pedersen paa Tinge, at han i 20 Aar havde svaret sin Bondeskyld først
til Søren Jensen i Torlund og efter dennes Død til Villads Jensen samme Steds og derefter igen
til Peder Sørensen i Grove, og i de sidste seks Aar, da Gaarden var kommen i Hænderne paa Peder
Munck i Staby Kjærgaard, var Bondeskylden gaaet over til denne.
Derefter fremstod flere Vidner, som alle bekræftede Christen Pedersens Udtalelser, og iblandt
disse var Søren Christensen fra Graasand. Han vidnede, at for over 20 Aar siden, da Christen
Pedersens Moder besad Brogaard, havde hun ydet sin Bondeskyld til ovennævnte Søren Jensen i
Torlund; thi paa den Tid havde han af denne købt noget Korn, og Søren Jensen havde da anmodet
ham om at afhente det hos Enken i Brogaard, da hun endnu ikke havde ydet sit Skyldkorn til
ham, og videre vidnede Søren Christensen, at han aldrig havde hørt, at Fæsteren i Brogaard
nogen Tid skulde have svaret Fru Karen Nielsdatter i Trabjerg Bondeskyld. Derimod havde han
for tre Aar siden laant Christen Pedersen et øg, da denne skulde køre sit Skyldkorn til Staby
Kjærgaard. Naturligvis tabte Fru Karen sin Sag.
Den anden Retssag, som Søren Christensen havde med at gøre, var fra Landsbyen Egelund i
Haderup Sogn.
Christen Lauridsen, som boede udensogns, men var født der i Byen og havde megen Slægt der,
klagede over sine Grander, fordi deres Kreaturer havde gjort stor Skade og Fortræd paa et
Stykke Kornmark, som han var i Besiddelse af, og som var beliggende paa Bymarken, ved at
nedtræde og æde af Kornet.
Da Granderne,ikke vilde yde ham nogen Erstatning for den forvoldte Skade, lod han dem stævne
for Herredstinget, og i den Anledning lod Retten udtage fire Synsmænd, som skulde taksere
Skaden. Søren Christensen i Graasand, som var blandt de udtagne, skulde være Formand for
Nævnet, idet han skulde lede Synsforretningen og give en skriftlig Beretning derom til
Retten.
Synsforretningen, der foretoges den 27. August 1618, lød således:
"Søren Christensen i Graasand, Knud Christensen i Faarbæk og deres Medbrødre, fire Synsmænd
for otte Mænd at have hjemlet og kundgjort, at de var til Syn da paa Søndag otte Dage om
Eftermiddagen over nogen Kornskade paa Egelund Mark, eftersom den blev forevist. Først saa de
to Stykker Rugagre udi anden »Kierffue«, da var der gjort Skade paa det for en Tønde Rug.
Dernæst saa de en Rugager i Vægfald; det var slet opædt og syntes dem at være gjort Skade
derpaa for 1/2 Tønde Rug. Desligeste havde de set et Stykke Havreager, der var gjort Skade
paa for en Tønde Havre".
"Og derefter hjemlet de alle otte, at Peder Madsen i Barslund og Jens Lauridsen i Egelund
havde vidnet, at de paa Søndag var otte Dage havde været i Egelund og der stævnet Jens Jensen,
Erich Persen og Søren Persen, hver paa deres Bopæl til at møde for Synsrnændene paa Aastederne
paa forskrevne Egelund Mark.
Men da Granderne mente, at Synsvidnet var ulovligt gjort stævnede Jens Jensen i Egelund paa
sin egen og paa de øvrige Granders Vegne Christen Lauridsen for hans erhvervede Synsvinde,
idet de bl. a. hævder, at det ikke i Synsvindet var angivet, hvem der var Ejer af paagældende
Korn, ligesom de ogsaa paastod, at de ikke lovligen skulde være stævnet otte Dage, førend Synet
skulde være ganget, som det sig burde. Sagen kom til sidst for Landstinget, hvor Grandernes
Klagemaal af Synsvindet blev grundig afvist."
Da det er sidste Gang, vi hører noget om Søren Christensen, er han nok død snart efter, da han jo var en gammel Mand. Med sin Hustru, Anna Jensdatter, har han, saa vidt vi kan skønne, 8 Sønner og maaske en Datter, hvis Navn vi ikke kender. De følger her:
1. Christen Sørensen, boede i Høstrup 1610-1647. Med sin Hustru begravet i Haderup Kirke.
Maa have været Fuldmægtig eller Foged for en eller anden Herremand.
2. Jep Sørensen boede i Høstrup 1584.
3. Peder Sørensen, boede 1610 i Høstrup, flyttede fra Byen Aaret efter.
4. Jens Sørensen, boede 1610 i Høstrup.
5. Anders Sørensen, boede 1610 i Høstrup.
6. Laurids Sørensen, boede 1610 i Høstrup.
7. Morten Sørensen, boede i Graasand ca. 1613.
8. Mads Sørensen, boede i Graasand 1613. Han blev Medejer af Graasand og af Vester Vistorp
i Grove Sogn.
9. En Datter, vist gift med Jens Eriksen i Graasand.
Person index
Mads SØRENSEN
- BIRTH:
- DEATH:
- REFN: 3218 + 3250 + 6176
Mother: Anne JENSDATTER
Married:
NN JENSDATTER
- BIRTH:
- DEATH:
- REFN: 3219 + 3251 + 6177
Father: Jens LAURIDSEN
Mother:
CHILDREN:
- Søren Madsen
- Mette Madsdatter
- Christen Madsen (3088)
- Kirsten Madsdatter (1609 + 1625)
- Peder Madsen
__ Søren CHRISTENSEN
|
|
|--Mads SØRENSEN (3218 + 3250 + 6176)
|
| __
|__ Anne JENSDATTER|
|__
__
_______|
| |__
|
|--NN JENSDATTER (3219 + 3251 + 6177)
|
| __
|_______|
|__
NOTES
Slægtsbogen:
Mads Sørensen blev født omkring 1580, antagelig i gården Gråsand, Grove Sogn, og han levede endnu 1653, da han ses
opført i fortegnelsen over rentepengeskatter.
Han var gift med N. N. Jensdatter hvis fornavn ikke kendes, men som sikkert var datter af Jens Lauridsen i Egelund,
som omkring 1618 flyttede til Bredvig i Ørre. Han (Jens Lauridsen) virkede som en slags prokurator og ejede desuden flere gårde.
Hans far, Laurids Christensen, og bedstefar, Christen Lauridsen, boede også i Egelund, og sidstnævnte er d. 9. oktober
1574 omtalt som fuldmægtig for Johan Barnekov.
I 1613 overtog Mads Sørensen efter faderen gården Gråsand, hvorom det i 1610 hed, at den bestod af 6 bygninger. Det var lige efter svenskekrigen, men de 4 af bygningerne ses ikke at have lidt nogen overlast, mens de 2 øvrige var blevet nedbrudt. Beboerne af gården er således sluppet billigt fra krigens rædsler.
En dag i juli måned 1652 opstod der i sognet en stor brand, hvorved mægtige mose- og hedearealer blev brændt af. Når ulykken ikke ramte Mads Sørensen i Gråsand, skyldtes det alene, at et vandløb forhindrede flammerne i at springe over på hans gårds jorder.
Foruden Mads Sørensen boede der i Gråsand også en mand ved navn Søren Jepsen, måske en brodersøn af ham.
Mads Sørensen synes at have været en ret velhavende mand, thi i 1653 svarede han rentepengeskat til Lundenæs af en
formue på 26 rdlr. Dette lyder ikke af særlig meget, men man må tage i betragtning, at der i Lundenæs Lens 5 herreder
ialt kun var 74 bønder, som betalte denne rentepengeskat.
Søren Christensens Søn i Graasand, Mads Sørensen, overtog 1613 Gaarden efter sin Fader; men i de første Aaringer vedblev denne dog trods sin høje Alder at deltage i Gaardens Drift. Mads Sørensens Hustru havde en Søster, Bennet Jensdatter, som var gift med Niels Nielsen i Balle i Gimsing Sogn. De havde to Døtre, Kirsten og Maren. Disse to og deres Fader gav Anledning til en ret ubehagelig Retssag, som to af Mads Sørensens egne Døtre, Kirsten og Mette, kom i Berøring med, og da andre af hans Hustrus nære Slægtninge blev indviklet i den, skal vi nærmere omtale den her.
Ovennævnte Niels Nielsen i Balle og hans to Døtre havde ladet sig forstaa med, at de forgangen Høbjering 1632 havde set Møller Lavrids Jensens Hustru, Barbra Jepsdatter i Qvistrup Mølle, og deres Dreng, ved Navn Mads Nielsen, »tage noget Hø af en Holm, som laa slagen paa Qvistrup Enge østen Møllen, og det skulde være sket 1 1/2 Uge efter St. Hansdag og imellem Søndag og Mandag, og 1 1/2 Stund (Time) ud ad Aften, og Barbra Jepsdatter skulde have haft noget af samme Hø i sit Forklæde og Drengen noget paa sin Ryg".
Da Mølleren fik Nys om den grove Beskyldning, indstævnede Han de paagældende Personer for
Retten, hvor Barbra Jepsdatter og Drengen Mads Nielsen »med oprakt Finger og Helgens Ed straks
benægtede, at de skulde have bekommet noget Hø fra Qvistrup Enge, men at de tre Kvinder fra
Balle havde af Had og Avind udbredt de onde Rygter om dem, og at det kunde bevises, at
Beskyldningen var løgnagtig; thi dette Aar blev der ikke slaaet Hø til Qvistrup førend Fredagen,
som var den tredie Uge efter St. Hansdag, og forskrevne Kirsten Nielsdatter og hendes
»Medsøskind« skulde have vundet, at det skete 1 1/2 Uge efter St. Hansdag og imellem en
Søndag og en Mandag ud ad Aften. St. Hansdag samme Aar skal være falden paa en Søndag.«
Medens Sagen stod paa, udspilledes paa Ballegaarden et helt Drama. Det var Møllerkonen, som
skulde havde Udløsning for den ærekrænkende Beskyldning, som Ballefolkene saa skammeligt havde
udbredt.
En Dag mødte Barbra Jepsdatter op i Ballegaarden. Nu skulde der handles og hævnes. Straks,
da hun fik øje paa Kirsten Nielsdatter, fo'
r hun løs paa hende som en Furie, overdængede
hende med Stød og Slag, greb og ruskede hende i Haaret, saa meget blev afrevet, og samtidig
overøste hun Kvinderne med de groveste Skældsord, og Manden kaldte hun en gammel graa
»Skielmer«.
De to Kusiner, Kirsten fra Graasand og Mette fra Herrup, var den Dag til Stede og blev
saaledes Vidner til det raa Overfald, der kom saa pludseligt, at det var forbi, inden de kunde
besinde sig til at komme til Hjælp, men da var Kirsten Nielsdatter blevet ret ilde tilredt.
Der blev sendt Bud til den overfaldnes Morbroder, Peder Jensen i Egelund, og til Fætteren,
Peder Jensen i Herrup, for at de kunde foretage Syn over det skete. Derefter indstævnede de to
Mænd Møllerkonen for Herredstinget.
Sagen kom omsider til Landstinget, men da begge de stridende Parter havde forset sig, blev de
raadet til at søge Forlig, hvad de da ogsaa gik ind paa.
Det var ovennævnte Kirsten Madsdatter fra Graasand, som blev gift med Christen Jensen i
Vistorp, om hvem vi senere skal høre.
Sidst paa Aaret 1641 skete der en Begivenhed, som gjorde stærkt indtryk paa Sognefolkene
I Haderup, og ogsaa paa Mads Sørensen I Graasand og hans Familie.
Det var den 8. December. Der var Sne paa jorden, og det havde frosset meget stærkt om Natten.
Op paa Dagen blev det fortalt, at Christen Jensens Tjenestekarl, Peder Christensen, var fundet
død paa Dueholm Mark, og der gik Rygter om, at det skulde være Christen Jensen, som havde dræbt
ham; men andre paastod, at han var frosset ihjel, da han om Natten var paa Vej til sit Hjem i
Dueholm. Sagen kom naturligvis for Retten, og nogle, deriblandt Mads Sørensen i Graasand, blev
stævnet for at vidne i Sagen.
Mange troede, at det var Christen Jensen i Over Feldborg, der var Skyld i Tragedien. Af
Vidnernes Udsagn fremgik det, at den døde hed Peder Christensen og var født i Dueholm og havde
indtil den tredie Mandag før Jul tjent hos Christen Jensen i Over Feldborg, men om Aftenen
denne Dag var han kommet ind til Christen Pedersen i Haderup og bad om at blive der om Natten;
og om Morgenen derefter, da han gik derfra, klagede han over Smerte i sine Ben, Laar og Lemmer
og over, at hans Husbonde havde jaget ham af Tjenesten og vilde ikke have ham længere, og nu
vilde han liste hjem til sin Fader i Dueholm. Da Peder Christensen om Aftenen var gaaet ind
til Christen Pedersen, havde Jens Pedersen i Haderup set, at han kun med stor Vanskelighed
kunde fange Fødderne om hverandre, men gik ganske sagtelig som den, der kunde være meget
skrøbelig.
Der var andre Vidner, og det var langt de fleste, hvis Vidnesbyrd gik ud paa, at Karlen havde
intet fejlet, da han gik bort fra sin Plads i Over Feldborg.
Vi skal nævne et af disse Vidnesbyrd: Søren Jepsen i Graasand svor paa, at »han var i Over
Feldborg i Christen Jensens Hus og Gaard, og der paa Natten imellem den tredie Søndag og
tredie Mandag før Jul sidst, da laa han i Sengen hos Peder Christensen, som nu er død, og om
Morgenen, da de alle til Hobe var til Bords, saa han, at forskrevne Peder Christensen aad sig
et godt Maaltid, og ikke han beklagede sig i nogen Maade over, at der var nogen, som havde
skadet ham, og straks tog han sine Klæder og noget hvidt Vadmel og sagde, at han vilde gaa til
en Skræder og Lade det gøre i Klæder. Da saa Søren Jepsen, at Peder Christensen gik »hiel« og
uden Skade fra Over Feldborg paa forskrevne tredie Mandag før Jul, og at han var ikke stødt
eller slagen i nogen Maade, som omhjemlet er, og at han samme Morgen saa Peder Christensens
nøgne Legeme; baade om Aftenen, da han drog af sine Klæder, og om Morgenen, da han igen tog
dem paa, saa han, at hans Krop var »hiel« og uden Skade i alle Maader, og ikke han sig
beklagede at skade noget; men dersom han havde nogen Skade eller blaa Pletter paa hans Legeme,
som er omhjemlet, da havde han bekommet det andet Steds, siden han gik fra Christen Jensens
Hus og Gaard«.
Mads Sørensen i Graasand, Niels Knudsen i Vistorp og flere Sognefolk vidnede, at de havde hørt det Rygte og Tidende, at Christen Jensen i Over Feldborg skulde have slaaet Peder Christensen, men ud derover vidste de intet at vidne. Samme Dag, som Peder Christensen blev fundet liggende »død paa Dueholms Rugager norden op til den Vej, som gaar fra Halgaard og til Dueholm Agerbred fra Dueholm Gaard«, blev der foretaget Ligsyn over den døde.
»Først saa Synsmændene, at han var ganske med blaa Pletter paa hans Arme fra Axelen og til
»Aalboen«, saa og paa hans Ryg og Skulder fra Hals og til midt paa; nok var hans Hænder
»ræssen« og muldet, nok var hans venstre Øre »ræssen« og blaa, og paa hans højre Laar var
Huden af, og det syntes, som det kunde være traadt af, og paa det venstre Laar havde han en
blaa Kugle; nok under det højre Knæ var Huden ogsaa af, og under det venstre Knæ var det
ganske blaat, og det syntes, som han selv skulde have krøbet det af paa Jorden, hvilket dog
ikke var troligt, efterdi han havde et Par Strømper paa over Knæene og et Par sorte
Vadmelsbukser paabunden neden Knæene og endnu et Par laadne Faareskindsbukser uden paa igen
og i lige Maade bunden under Knæene, og ikke var det synligt paa dennom enten for Knæene eller
nogen Steds, det han skulde have krøben paa dennom. ..«
Herredets Sandemænd, som skulde dømme i Sagen, kom til det Resultat, at Peder Christensen var
omkommen af Skrøbelighed, Frost og Kulde, saa Christen Jensen i Over Feldborg blev frikendt
for at være Skyldig I hans Død, selv om det kom frem at han ikke altid havde behandlet ham,
som han burde.
En dag i Juli Maaned 1652, da alt var knastørt, skete der en uhyggelig Begivenhed til stor
Skade og Fortræd for Beboerne i Over og Neder Feldborg, idet de mægtige Mose- og Hedearealer,
som laa i denne Sognedel, ved Uforsigtighed brændte af. Naar Ulykken ikke ramte Mads Sørensen
i Graasand eller Beboerne i Vistorpgaarden, som dog havde den store Brand lige uden for deres
Døre, skyldtes det, at et Vandløb, som den Gang naturligvis var meget større end nu, hindrede
Flammerne i at springe over paa disse Gaardes Jorder. Det har været strengt for Beboerne at
se, hvorledes det mægtige Ildhav ikke alene for en længere Tid ødelagde de store Hedearealer,
men ogsaa afsved baade Græs og Korn. Denne store Brand satte saa dybe Spor i Folks Sind, at
Begivenheden blev husket igennem lange Tider.
Men lad os ikke glemme at fortælle, hvorledes den store Hedebrand opstod.
En Mand ved Navn Rasmus Henrichsen fra Aarslev i Hads Herred var ude at lede efter en Hest,
der var bortkommet, og Fredagen før St. Olufsdag var han staaet af sin Hest norden for
Simmelkjær for at holde Rast. Da han havde givet Hesten noget Græs og selv skulde finde sig
en Plads, saa han en Tørv, som laa ved Siden af Engen. Ved Hjælp af sin Bøsselaas og Krudt
fik han tændt ild i samme Tørv, og han vilde nu »drikke sig en Pibe Tobak", og da der i
Nærheden laa "et Stykke Skaar, som han syntes kunde have været af en Sandpotte", tog han en
Glød og lagde derpaa og "drak sig noget Tobak" og før han tog sig i Vare, tog Ilden løs i
Mosen for ham, saa han kunde ikke stille det, og for Retten bekendte han, at han brændte alle
de Moser og Heder, der ligger til Over Feldborg og Neder Feldborg, som nu befindes at være
afbrændt.
Desværre ved vi ikke, hvorledes det gik Manden. Han er nok sluppet med at betale en klækkelig
Bøde for den Fortræd, han havde forvoldt.
Foruden Mads Sørensen boede der i Graasand ogsaa en Mand ved Navn Søren Jepsen, maaske en
Brodersøn af ham. Hans Hustru hed Mette Jensdatter, sandsynligvis en Datter af den Jens
Eriksen, der omkring 1600 boede her. De havde to Børn, Jens og Anne.
Forholdet mellem Søren Jepsens og Niels Nielsens i Nabogaarden Barslund var blevet
utaaleligt, hvad ikke var saa underligt, eftersom Folkene i sidstnævnte Gaard med Urette
skyldte Søren Jepsen og hans Hustru for, at de vilde tage deres Bier, og det gaar saa vidt, at
det udviklede sig til en meget stor Retssag, som endte paa Landstinget i Viborg. Da
Begivenhederne til Dels foregaar ved Graasand, og Mads Sørensen er en af Hovedmændene i
Processen, idet han optræder som en af Voldgiftsdommerne, ligesom han ogsaa vidner for
Retten, skal vi fortælle lidt om Sagens Gang.
Søren Jepsen havde stævnet Niels Nielsen og hans Hustru, Maren Andersdatter, for Ginding
Herredsting, fordi hun havde over-faldet ham og hans Hustru, da de den næste Søndag før St.
Olufsdag var paa Vej til Kirke. Det skete lige uden for Barslund, hvor de saa en Sværm Bier
ligge paa en Brink, og Maren Andersdatter stod tæt derved. Da hun lod sig forstaa med, at det
var hendes Bier, protesterede Søren Jepsens Hustru, idet hun hævdede, at Bier-ne var sværmet
fra deres Gaard. Derover blev Maren Andersdatter saa heftig og ubehersket, at hun slog Søren
Jepsen, samlede Sten op og truede dem begge. Dette forskrækkede Mette Jensdatter saa meget, at
hun tiggede om at blive skaanet. De slap da ogsaa vel derfra og fortsatte deres Gang til Kirken.
Medens Maren Andersdatter satte en Dreng til at holde øje med Bierne, løb hun til Grove for at
faa fat i en Kube, og straks efter var de bragt til Barslund.
Forøvrigt var det en meget indviklet Sag med en Mængde Tingsvidner, som ofte var modstridende.
Det ser ud til, at Maren Andersdatter ved Herredstinget er blevet idømt Bøder baade for Ran og Overtrædelse af Kirkefreden, men ved Landstinget kom det ved Voldgift til Forlig imellem de stridende Parter. Til Voldgiftsmænd for Niels Nielsen blev Mads Sørensen i Graasand og Jens Pedersen i Egelund' udtaget, medens Mads Vistesen i Abildholt og Simon Christensen i Hogager blev udnævnt for Søren Jepsen. Som femte Mand i Voldgiftsretten blev Disse fem »Dannemænd« skulde nu paa Fredag førstkommende. otte Dage forsamles i Præstegaarden og dømme de stridende Parter imellem, og for denne Dom, Voldgiftsdommen, maatte de ubetinget bøje sig. Desværre ved vi ikke hvad denne Voldgiftsdom kom til at lyde paa.
Mads Sørensen i Graasand har været en nogenlunde velhavende Mand; thi 1653 svarede han Rentepengeskat til Lundenæs, hvad næppe nogen Fæstebonde har gjort. I hele Ginding Herred, hvor Graasand laa, var der det Aar kun 14 Bønder foruden ovennævnte, som svarede denne Skat; men de opførte Formuer, der skulde svares Skat af, lød dog ikke paa meget, selvom Pengene den Gang var noget værd. Mads Sørensens Formue lød paa 26 Rdlr. I hele Herredet er der kun to Mænd, som skal svare af 100 Rdlr., og fire, som svarer af 50 Rdlr. Alle de øvrige ligger under. I de fem Herreder i Lundenæs Len er der kun 74, som skal svare Rentepengeskat. Det giver i Sandhed ikke noget lyst Billede af de økonomiske Tilstande i Lenet. Men alene i Hammerum Herred var der kun fire Personer, som svarede denne Skat. Det er ikke uden Grund, at man i gamle Dage kaldte Hammerum Herred for "Jammerfuld Herred".
1610 bestod Graasand af 6 Bygninger. Det var lige efter Svenskekrigen. De 4 Bygninger havde ikke lidt nogen Overlast, men de to var øde, det vil sige nedbrudt, saa det ser ud til, at Gaarden og dens Beboere er sluppet helt vel fra Krigens Rædsler.
Desværre ved vi ikke, hvad Mads Sørensens Hustru hed. Derimod kender vi Navnene paa flere af
hendes Søskende. En Tid troede vi, hun var fra Herrup i Sevel Sogn, men meget indgaaende
Undersøgelser viser, at hun maa være født i Egelund i Haderup Sogn. Hun havde en Broder,
Peder Jensen, som boede i Egelund og var gift med en Datter af Christen Lauridsen i samme By.
Denne Mand havde en Broder, Jens Lauridsen, som ogsaa boede der.
Af en Retssag fra 161844 synes det at fremgaa, at førnævnte Peder Jensen i Egelund og Erik
Jensen og Mette Jensdatter, som bor samme Sted, er Søskende, og da vi ved, at Peder Jensen er
Broder til Mads Sørensens Hustru, maa hun ogsaa være Søster til de andre to. Deres Fader er da
sandsynligvis Jens Lauridsen i Egelund, som omkring 1618 flyttede til Bredvig i Ørre. Han var
en Slags Prokurator og ejede flere Gaarde. Hans Fader, Laurids Christensen, og Bedstefader,
Christen Lauridsen, boede ogsaa i Egelund. Den sidste nævnes d. 9. Octbr. 1574 som Fuldmægtig
for Johan Barnekov.
Vi ser saaledes, at Slægten i Graasand og Høstrup er jævnbyrdig med Slægten i Egelund.
Mads Sørensen har følgende Børn:
1. Søren Madsen, der 1688 nævnes som Ejer af Graasand.
2. Mette Madsdatter, nævnes 1632, gift med Peder Jensen i Herrup.
3. Christen Madsen, bor i Over Simmelkjær i Ørre Sogn.
4. Kirsten Madsdatter, gift med Christen Jensen, boede i Over Simmelkjær i Ørre Sogn i samme
Gaard som hans Svoger, ovennævnte Christen Madsen.
5. Peder Madsen i Vistorp
Person index
Christen MADSEN
- BIRTH:
- DEATH:
- REFN: 3088
Mother: NN JENSDATTER
Married:
NN
CHILDREN:
__Mads SØRENSEN (6176)
|
|
|--Christen MADSEN (3088)
|
| __
|__|
|__
__
__|
| |__
|
|--NN ()
|
| __
|__|
|__
NOTES
Slægtsbogen:
Christen Madsen der var gårdfæster i Simmelkær, Ørre Sogn, døde før 1688, idet matriklen for dette år angiver, at
gård nr. 1 i Simmelkær var boboet af Christen Madsens kone (hermed menes formodentlig enke).
Hartkornet var 4 tdr. 5 skp. 3 fjdk. 1 alb, og gården ejedes af fru Anne Rommel.
Abildtrup, J.
Men foruden Christen Jensen og hans Hustru bor denne sidstes Broder, Christen Madsen og hans
Hustru ogsaa i den samme Gaard i Over Simmelkjær, saaledes at de bor hver i sin Halvdel.
De to Svogre havde fæstet deres Gaard af velb. Frue Anne Rummel; men selvom de var Fæstere,
betragtedes de alligevel som Selvejere, da de ejede Bondeskyld af Gaarden Vester Vistorp i
Haderup (arvet efter Mads Sørensen, der havde været Ejer eller Medejer af den).
Person index
Niels CHRISTENSEN
- BIRTH:
- DEATH:
- REFN: 1544
Married:
Maren PEDERSDATTER
- BIRTH:
- DEATH:
- REFN: 1545
CHILDREN:
__Mads SØRENSEN
__Christen MADSEN|
| |__
|
|--Niels CHRISTENSEN (1544)
|
| __
|__|
|__
__
__|
| |__
|
|--Maren PEDERSDATTER (1545)
|
| __
|__|
|__
NOTES
Slægtsbogen:Niels Christensen gårdfæster i Simmelkær, Ørre Sogn, født omkring 1660, død antagelig før 20. juni 1723.
Niels Christensen nævnes i et skøde på Herningsholm Gods, dateret d. 2. december 1704, hvor han opføres som fæster af en gård i Over Simmelkær. Gården var i 1688 beboet af moderen og stod da for hartkorn 5 tdr. 1 skp. 1 fjdk. 1 alb.
Der kan næppe være tvivl om, at Niels Christensen var gift med Maren Pedersdatter af Simmelkær, som d. 20. juni 1723 stod fadder hos Anders Nielsen i Vester Vistorp i Haderup Sogn. Blandt de øvrige faddere var hendes søn Jens Nielsen Simmelkær og flere af hans søskende.
Person index
Christen JENSEN
- BIRTH:
- DEATH:
- REFN: 1608 + 1624
Married:
Kirsten MADSDATTER
- BIRTH:
- DEATH:
- REFN: 1609 + 1625
Father: Mads SØRENSEN
Mother: NN JENSDATTER
CHILDREN:
- Christen Christensen
- Peder Christensen
- Mads Christensen
- Jens Christensen
- Laurids CHRISTENSEN
- Ellen Christensdatter
- Boel Christensdatter
- Karen Christensdatter
- Maren Christensdatter
__
|
|
|--Christen JENSEN (1608 + 1624)
|
| __
|__|
|__
__ Søren CHRISTENSEN
__ Mads SØRENSEN| __ Jens PEDERSEN
| |__ Anne JENSDATTER|
| |__ Edel ANDERSDATTER
|--Kirsten MADSDATTER (1609 + 1625)
|
| __
|__|
|__
NOTES
Abildtrup, J.
Paa Mandssiden kan Slægten Bjødstrup ikke med Sikkerhed føres længere tilbage end til
Christen Jensen, som boede i Over Simmelkjær i Ørre Sogn i Aarene 1664 til sin Død ca. 1680.
Han kan maaske være identisk med den Christen Jensen, som boede i Vistorp i Haderup Sogn i
Tiden 1646-51, og er i saa Fald rimeligvis en Søn af den Jens Nielsen, som før ham boede i
samme Gaard, men dette er Gætteværk.
Mere sandsynligt er det, at Christen Jensen fra Over Simmelkjær er den samme, som den
Christen Jensen Graasand, der en Tid boede i Neder Feldborg, og som 1648 og 1649 nævnes
som Voldgiftsmand i en Proces mellem Søren Jepsen i Graasand
og Beboerne i Barslund. Da han førte Tilnavnet Graasand kan vi næsten med Sikkerhed gaa ud
fra, at han er kommen fra den Gaard og er søn af den Jens Eriksen, som boede her ca. 1600,
og om hvem vi formodede, at han var gift med en Datter af Søren Christensen i samme Gaard;
men hvis saa er, maa Christen Jensen og Kirsten Madsdatter være Søskendebørn, hvad udmærket
kan være Tilfældet, og det, at de er opvokset i samme Gaard, taler stærkt for, at vi her er
inde paa det rigtige Spor.
Det er altsaa denne Christen Jensen fra Simmelkjær, hvad enten han nu er fra det ene eller det
andet Sted, som er Stamfader til Slægten Bjødstrup, og som blev gift med Kirsten Madsdatter,
en Datter af Mads Sørensen i Graasand, og derved førte Slægten videre.
Men foruden Christen Jensen og hans Hustru bor denne sidstes Broder, Christen Madsen og
hans Hustru ogsaa i den samme Gaard i Over Simmelkjær, saaledes at de bor hver i sin Halvdel.
De to Svogre havde fæstet deres Gaard af velb. Frue Anne Rummel; men selvom de var Fæstere,
betragtedes de alligevel som Selvejere, da de ejede Bondeskyld af Gaarden Vester Vistarp i
Haderup. Det er interessant at se, at mange af Christen Jensens Børn enten blev Selvejere
eller gift med Selvejere.
Christen Jensen var en velhavende Mand. 1678 betalte han i Kvæg- og Kopskat 5 Rdlr. 2 M., 10 Sk., hvilket var langt mere, end hvad Sognets øvrige Bønder svarede, og Halvdelen af, hvad Herremanden paa Hovedgaarden Ørregaard maatte betale. Han har vist ogsaa været en driftig Bonde. Derpaa tyder den store Besætning. Paa det Tidspunkt havde han en Besætning paa: 1 Hest, 1 Hoppe, 4 Øksen, 2 Kalve, 6 Faar, 1 Svin og 1 Bitræ, hvilket var betydeligt mere, end der var almindeligt, selv paa større Bøndergaarde. Det vilde ikke have været urimeligt, om han f. Eks. har været Delefoged eller Fuldmægtig hos en af Egnens Herremænd.
Christen Jensen blev næppe nogen gammel Mand. Han maa være død i Tiden mellem 1678 og 1681
thi sidstnævnte Aar nævnes Kirsten i Over Simmelkjær, og 1682 nævnes hun som Enken Kirsten
Madsdatter i Over Simmelkjær; men da er Gaardens Besætning blevet mindre; den er paa 2 Hopper,
2 Køer, 1 Ungnød, 1 Svin.
Enken Kirsten Madsdatter overlevede sin Mand i ca. 20 Aar, men en Tid efter hans Død giftede
hun sig igen med en Mand i Over Simmelkjær ved Navn Morten Jensen. Han døde 1698 og efterlod
sig en Søn af 1. Ægteskab, Peder Mortensen, som boede i Neder Simmelkjær. Den 12. Marts dette
Aar var denne paa Hammerum Herredsting, hvor hans ældste Stedbroder, Christen Christensen i
St. Stoubæk i Aulum Sogn udbetalte ham den Arv, han kunde tilkomme efter sin afdøde Fader.
Det Afkaldsbrev han gav sine Stedsøskende, lød saaledes:
"For Retten fremkom Peder Mortensen, boende i Neder Simmelkjær, gav til kjende og vedstod her i Dag for Dom og Ret at have annammet, opbaaret og bekommet den Arvelod, han efter hans salige Fader, Morten Jepsen, som boede og døde i Over Simmelkjær, var tilfalden og ham kunde tilkomme, det være sig ved hvad Navn, det nævnes kan, saa han intet af nogen vedkommende myndige eller umyndige haver at fordre i nogen Maade, men takker enhver godt og særdeles Christen Christensen i St. Stoubæk i Aulum Sogn, som her i Dag paa egne og samtlige sine Søskendes Vegne tilstede mødte, og i Haand tog de hverandre, lovede hinanden for al videre Tilkrav og Tiltale fri og skadesløs for overbemeldte Arvelod i alle Maader og gav forbemeldte Peder Mortensen, Christen Christensen og hans Søskende herved et fuldkom-men bestandigt og nøjagtigt Afkald for sig og sine Arvinger, dem og deres Arvinger i alle Maader, hvorefter Christen Christensen paa egne og sine Søskendes Vegne var Tingsvinde begærendes."
Først 1699 døde Christen Jensens Enke. Hun maa have været ret gammel. Jep Andersen, som boede i Over Simmelkjær, var gift med en af Christen Jensens Døtre, nemlig Maren Christensdatter, og det er rimeligt, at de efter Stedfaderens, Morten Jepsens, Død har overtaget hendes gamle Fødegaard. Da nu Moderen var død, blev det naturligvis Svigersønnen Jep Andersen, der kom til at ordne alt vedrørende Begravelsen og Arven efter hende.
Da hver af Børnene havde faaet deres Arvelod, gav de et skriftligt Afkald paa, at de havde modtaget den dem tilfaldne Arv af deres Svoger og kunde ikke yderligere gøre Krav paa noget. Dette Afkald blev læst og paaskrevet og indført i Hammerum Herreds Tingbog for 11. Marts 1699, og det lyder saaledes:
"Saa som vi underskrevne, nemlig Christen Christensen i Stoubæk paa sin egen og sin Broder og Myndling Peder Christensens Vegne i hans Fraværelse. Saa og Mads Christensen i Sneptrup paa sin egen Vegne, iligemaade Jens Christensen i øster Høgild paa sin egen Vegne tillige med Lavrids Christensen paa sin egen Vegne, saa og Thomas Thomsen i Gelleruplund paa sin Hustru, Ellen Christensdatters Vegne. Niels Andersen i Fastrup paa sin Hustru, Boel Christendatters, Vegne og Lavrids Ifversen i Bjørnkær i Sevel paa sin Hustru, Karen Christensdatters, Vegne samtlig kjendes og gør vitterligt for alle, at vores kjære Svoger Jep Andersen i Over Simmelkjær og hans Hustru, vores kjære Søster Maren Christensdatter, haver fornøjet og betalt os samtlig for al den Arvelod og Arvepart, som vi arveligen tilfalde kunde, baade efter vores kjære sal. Fader, Christen Jensen, og vores kjære sal. Moder, Kirsten Madsdatter, som begge boede og døde i Over Simmelkjær, og haver derfor fornøjet os med rede Penge, nemlig hundrede Sletdaler, som vores kjære salig Moder i hendes yderste haver i vores samtlige Paahør givet os, og vi formedelst Hosbondens Restantz og Gaardens Brøstfældighed - derimod var tilfreds og fornøjet. Af hvilke Penge hver Broder tilkommer 15 Sletdaler, 14 Skilling, 9 Penning og hver Søster 7 Sletdaler 2 Mark 11 1/2 Penning, mens vor kjære Broder, Peder Christensens, Anpart af samme Penge annammer vores Broder, Christen Stoubæk, til sig, som er 15 Sletdaler 14 Skilling, af hvilken Sum maa fradrages til Renter af de Penge, som Laurids Christensen har forstrakt [ham med] i København, og er siden Laurids Christensen igen betalt, nemlig 10 Mark danske, bliver saa igen hos Christen Stoubæk bestaaende til Peder Christensens Arvelod Penge 12 Sletdaler 2 Mark 14 Skilling, for hvilke bemeldte Penge Christen Christensen, som er hans rette Formynder, lover og til forpligter sig og sine Arvinger at holde hannom og hans Arvinger til Gode og som Peder Christensen dertil uden Skade og skadesløs i alle optænkelige Maader efter Loven.
Og eftersom vi er til Tak velfornøjet og betalt, saa takker vi vores kjære Svoger, forskrevne Jep Andersen, og vores kjære Søster, Maren Christensdatter, godt for god Rigtighed i alle Maader og kjendes fordi ingen ydermere Lod eller Del at have til forskrevne Bo enten efter Fader eller efter Moder, uden den Bondeskyld i Vistorp, hvilke vi samtlig haver samtykt enten selv at bruge eller og at sælges og afhændes imellem os Søskende, for hvilke forskrevne Arvelodder og rigtig Betaling vi hermed giver forskrevne Jep Andersen, hans Hustru og deres Arvinger for os og vores Avinger et fast og fuldkommen og uigenkaldelig Afkald i alle Maader, hvorefter berørte Jep Andersen var Tingsvinde begærendes.«
Selv om Christen Jensens og hans Hustru Kirsten Madsdatters børn lige foran er omtalt I et Arveafkald, nævnes de her igen for en Ordens skyld:
1. Christen Christensen, boede 1699 i St. Stoubæk i Aulum Sogn. Var Fuldmægtig for en eller
flere af Egnens Herremænd.
2. Peder Christensen, der 1699 var fraværende under Skiftet.
3. Mads Christensen, nævnes 1699 som boende i Sneptrup I Ørre Sogn.
4. Jens Christensen, nævnes 1699 som Selvejer i Øster Høgild, Rind Sogn.
5. Lavrids Christensen, nævnes 1702 som Ejer af to Gaarde I Bjødstrup. Det er denne Mand,
som fortsætter vor Slægtslinie, gift med Mette Pedersdatter, Datter af Delefoged Peder
Jørgensen i Bjødstrup.
6. Ellen Christensdatter, gift med Selvejer Thomas Thomsen i Gelleruplund.
7. Boel Christensdatter, gift med Selvejer Niels Andersen i Fastrup i Gellerup.
8. Karen Christensdatter, gift med Lavrids Iversen i Bjørnkjær, Sevel.
9. Maren Christensdatter, gift med J ep Andersen i Over Simmelkjær.
Den Bondeskyld, som ovennævnte Børn arvede, havde deres Moder, Kirsten Madsdatter, faaet af Vester Vistorp som Arv efter hendes Fader, Mads Sørensen i Graasand, der havde været Ejer eller Medejer af den.
Genealogy Intro Page
Person index
Side oversigt
von der Wettering siden
Kehlet siden
Litteratur liste
Genealogy Links
Back to my homepage
Get your own Free Home Page