Get your own Free Home PageMarried:
CHILDREN:
Espen CHRISTENSEN (6144)
_______ Jens ESPENSEN (3072)|
| |_
|
|--Troels JENSEN (1536)
|
| _
|______|
|_
_____ Gravers POULSEN (3074)
|
|
|--Mette GRAVERSDATTER (1537)
|
| __
|__|
|__
Troels Jensen blev født ca. 1665 i Lund, Gellerup Sogn, og døde 1725 i Birk, Gellerup Sogn,
begravet d. 1. november,
gift med Mette Graversdatter, født ca. 1670 i Birk, død 1725 samme sted, begravet d. 3. marts.
Troels Jensen betegnes som fæster af en gård i Birk under Herningsholm, men han var tillige selvejer, fremgår det af skiftet efter sønnens svigerfar Oluf Christensen Laulund. Denne var fæster af en halv gård i Lund, kaldet Laulund, hvilken gård Troels Jensen angives at være ejer af.
Married:
CHILDREN:
_
_______ Christen OLUFSEN (3076)|
| |_
|
|-- Oluf CHRISTENSEN (LAULUND) (1538)
|
|_______
__
______ Mads PEDERSEN KØLBÆK (3078)|
| |__
|
|-- Karen MADSDATTER (1539)
|
| __
|__|
|__
Oluf Christensen Laulund; gårdmand i Laulund, Lund By i Gellerup Sogn, født ca. 1667, død 1713, gift med Karen Madsdatter, der var fra Gellerup.
Oluf Christensen Laulund var sognefoged i Gellerup Sogn og nævnes som sådan d. 30. juli 1693, da
han optrådte på Hammerum Herredsting i en sag vedrørende broderen Jens Christensen i Toustrups
mystiske død. Oluf Christensen Laulund vidnede da bl.a., at den afdøde var "svagsindet og
utilregnelig''.
I sommeren 1708 omtales Oluf Christensen Laulund ligeledes i sin egenskab af sognefoged, da han
d. 15. juni d. å. kom over til Peder Jensen i Gellerup By og anmodede denne og Troels Michelsen
om at tage til Bjødstrup og der beslaglægge brændevinstøj hos Jens Madsen.
Efter Oluf Christensen Laulunds død i 1713 blev der afholdt skifte mellem enken og børnene Karen, 13 år, Kirsten, 15 år, og Margrethe, 18 år. Som lavværge for enken og formynder for den yngste datter mødte enkens broder Peder Madsen Kølbeck, mens Anders Madsen fra Feierskou og Christensen fra Ravnsvad var formyndere for de to andre umyndige børn.
I skiftet nævnes gårdens besætning som bestående af 4 heste, 6 køer, 1 kviekalv, 3 stude, 5 væddere, 17 får, 7 lam, 1 galt
gris, 4 gamle gæs og 12 gæslinger, og af redskaber fandtes bl. a. 2 trævogne, 1 plov,
1 træharve, 2 gl. høleer og 1 skærekniv med kiste.
Desuden havde den afdøde en del penge til gode, og efter at disse var talt sammen, blev boets
samlede indtægt opgjort til 186 rdlr. 3 mk. 15 sk.
Den halvgård,som Oluf Christensen Laulund havde været fæster af, stod til hartkorn 3 tdr. 2 skp.
og ejedes af fæstebonden Troels Jensen i Birk. Denne Troels Jensen var mødt op på skiftet, hvor
han fordrede 55 rdlr. 8 sk. til reparation af sin gård samt til supplering af gårdens besætning
og redskaber, og dette beløb sammenlagt med boets øvrige udgifter gav i alt 68 rdlr. 12 sk.
Der blev derefter 116 rdlr. 5 mk. 1 sk. til deling arvingerne imellem, og heraf fik enken
halvdelen, mens hver af døtrene fik 19 rdlr. 3 mk.
(Lundenæs-Bøvling Amters skifteprotokol 1713-1724, B.8 1073).
Married:
CHILDREN:
CHILDREN:
Married:
CHILDREN:
______ Knud CHRISTENSEN (3096)
|
|
|--Josva KNUDSEN (1548)
|
| Josva JENSEN (6194)
|______ Kirsten JOSVASDATTER (3097)|
|Maren CHRISTENSDATTER (6195)
Josva Knudsen var gårdfæster i Vrågård, Gellerup Sogn. Han opføres i matriklen 1688 som fæster af Vrågård med hartkorn 17 tdr. 4 skp. 2 fjdk. 1 alb. Hans medfæstere var Christen Jacobsen, Michel Knudsen, Laurs Nielsen, Niels Knudsen og Christen Knudsen. Gården tilhørte da storkansler Ahlefeldt. Josva Knudsen nævnes ligeledes i Herningsholm Gods jordebog d. 2. december 1704, hvor han opføres som fæster af samme gård. På dette tidspunkt var der af medfæsterne fra 1688 kun tilbage Laurs Nielsen.
Married: N.N.
CHILDREN:
__
_______ Oluf ANDERSEN (3100)|
| |__
|
|--Lars OLUFSEN (1550)
|
| __
|__|
|__
Lars Olufsen gårdmand i Lexgård i Ikast Sogn, født ca. 1661, død 1732, begravet d. 7. maj.
Han var gift med N. N. der døde 1752. Kirkebogen anfører, at Dynes Lexgaards moder blev
begravet d. 13. januar 1752, 73 år gammel.
Dynes overtog gården efter faderen.
Lars Olufsen nævnes d. 13. juni 1716 på Hammerum Herredsting, da han blev stævnet for skat og
landgilde af den jord fra faderens gaard Hesselbjerg i Ikast Sogn, som han drev sammen med
Lexgård.
Married: N.N.
CHILDREN:
I register over restancer hos forskellige bønder under Herningsholm oplyses det, at Jens
Espensen i Lund skylder 7 rdlr i indfæstning.
(Viborg Landstings dombog 1665 C9 fol. 159-184)
Jens Espensen var som nævnt gårdmand i Lund, idet han var fæster af Lundgård, der i matriklen 1688 angives at have 6 tdr. 4 skpr, 2 alb. hartkorn. Han var blevet gården tilskødet d. 16. Oktober 1650 af brødrene Reenbeerg i Viborg 9 der formodentlig var hans fjernere slægtninge. Skødet, der er indført i Viborg Landstings skøde- og panteprotokol nr. 20, fol. 127, lyder som følger:
"Jeg underschrefne Jens Reenbeerg Courator udi Wiborg scolle kiendes og hermed vitterliggiør for alle at ieg paa mine kiære Brødres, nemlig Frantz og Peder Clausen Reenbeerg deris Vegne og videre Ratification halver soldt og afhendet til den erlige og actbare mand Jens Espensen udi Gielderuplund hans Hustru og Arvinger en Gaard liggende udi Gelleruplund, Do Sogn, udi Hammerum Hrd., som dennem arfveligen efter deres kiære sal. Forældre ere tilfalden, hvilken Gaard Christen Nielsen og Christen Jensen paaboer, skylder aarligen 3 Tdr. Rug, 1 Skriverskeppe Byg, 1 Harboe pundsmør og 4 Sk. Spindepenge, beregnet til 4 Tdr. Htk. 4 Skp. og 2 Alb., hvilken forl. Gd. m. till. Agger, Eng, fischewand og fædrift samt Landgilde og Herlighed, Stedsmaal og Søgefald, Ægt og Arbejde og anden Rettighed, visse og uvisse som der tilligger og af Arildstiid tilligget haver med hvad Navn det og nævnes kan, saa og hvis Restance paa Gaarden indtil Dato kan restere hvorpaa hannem er gifven en aparte Specification under min Haand forbenævnte Jens Espensen hans Hustru og Arvinger skal hafve nyde bruge og beholde og sig saa nøttig at giøre som de self bedst veed og kan, med ald sin Herlighed, Rendte og rette Tilligelse, och kiendes ieg paa mine Brødres Vegne for dem og deres Arvinger aldeles ingen ydermere Lod, Deel eller Rettighed at have til eller udi bem. Gaard eller nogen des Landgilde, Herlighed eller Rettighed nu efter denne Dag i nogen Maade, mens derfor at hafve oppebaaret af bem. Jens Espensen fuldkommen Betaling og Værd efter min Nøye og Villie saa og paa mine kiære Brødres Vegne tacker hannem for goed betalling udi alle Maader, hvorfor jeg derimod forpligter mig paa mine kiære Brødres og deres Arfvingers Vegne at fri hjemle og fuldkommeligen at tilstaa hannem og hans Arvinger bemeldte Gaard og Gods for hver Mands Tiltale, som derpaa kan tale eller prætendere og dersom saa sker, at bemeldte Gods heller dets Landgilde eller berettiget Herlighed ved nogen Lov; Dom eller Rettergang formedelst min eller mine kiære Brødres Vankummels Skyld blev forne Jens Espersen eller hans Arvinger fravunden, da forpligter ieg mig paa mine kiære Brødres og deres Arvingers Vegne ved lige saa godt og beleiligt inden Sex Ugers Dag derefter det igien at vederlægge saa det skal blive hannem og hans Arvinger af mig paa mine kiære Brødres og deres og hans Arvingers Vegne holdet uden Skade og Skadesløs udi alle Maader oc hafver jeg herforuden til ydermere Bekræftning Fuld-magt givet til Niels Thomasen i Herning Bye paa min og mine kiære Brødres Vegne til hvad Ting Jens Espensen det begiærer forne Gaard oc Gods at skiøde til hannem og hans Arvinger efter Loven og Recessen, som det sig bør, og haver ieg til des Bekræftelse dette mit Bref med egen Haand Indtil mine Kiære Brødres egen Underskriftelse og Stadfæstelse underskrefuet og mit Zig-net hostrøgt og venligen ombedet den erlige agtbare og velfor-nemme Mand Christen Mouritsen Graae Borger og Indvaaner udi Vi-borg med mig til Vitterlighed at underskrive.
Datum Viborrig d. 16. Octobris Anno 1680.
Jens Espensen var åbenbart et offer for de svære tider; han måtte allerede 1689 igen athænde sit selveje til en af brødrene Reenbeerg: "Kiendes ieg mig underskrevne Jens Espensen boendis i Gelleruplund at hafue solgt skiødt og afhendet, saasom ieg og hermed selger skiøder og afhænder fra mig og mine Arvinger til den hæderlige og høylærde Mand Mag. Jens Reenberg en Bundegaard, liggendes i Hammerum Herred Gielderup Sogn, Gielderuplund, som ieg self paaboer og skylder aarlig 3 Tdr. Rug, 1 Skriverskiep byg, 1 Harboepund Smør og 4 Sk. Spindepenge beregnet til 4 Tdr. Hart-korn 22 Skp. 2 Alb.' hvilken fornegaard medtilliggende AggerEng, fischevand og fædrift og ald anden Herlighed, som hertil Arilds tid haver ligget, mellem Mag. Jens Reenberg og hans Arvinger skal have nyde bruge og beholde til Arf og Eie og kiendes ieg mig ingen mere Lod deel eller Rettighed dertil at hafue, men derfor at hafue oppebaaret fuldkommen Værd og Betaling efter min Villie og Nøye og lover ieg at frie hiemle og tilstaa bem. Mag. Jens Reenberg bem. Gaard og Gods for hver Mands Tiltale, og om noget deraf formedelst min Vanhjemmels Brøstfeldighed skulle blive hannem fravunden da lover ieg ligesaafuldt og vel beleiligt Gods hannem igien at skaffe inden 6 Ugers Dag saa det skal blive Mag. Jens Reenberg og hans Arvinger holdet uden Ska-de af mig og mine Arvinger, til Vitterlighed haver jeg dette med egen Haandbekræfted og venligen ombedet velvise og velfor-nemme Mand Jens Madsen Gandorf Raadmand udi Viborg samt Hans Pedersen Bødker med mig til Vitterlighed at underskrive.
Datum Viborg d. 12. juli 1689.
Jens Espensen egen Haand
Efter Begiering underskrifver jeg til Vitterlighed J. Gandorf
Til Vitterlighed underskriver Jeg Hans Pedersen Bødker.
(Viborg Landstings skøde- og panteprotokol nr. 25, fol. 138)
Jens Espensen afhændede 1697 Lille Agerskov i Gellerup Sogn, som han havde arvet efter sin far.
Afhændelse af jordegods foregik på de tider efter meget omstændelige regler. Forinden et salg
kunne finde sted, skulle ejeren på 3 på hinanden følgende tingdage lovbyde gården til sine
fædrene og mødrene frænder. Jens Espensen lovbød således d. 3. juli 1697 på Hammerum
Herredsting:
'For Retten fremkom Peder Christensen i Agerskov og paa Jens Espensen i Gielderuplund hans
Vegne beviste med tvende Kalds mænd, neml. Niels Jensen i Hammerum og Mads Pedersen s. sts.,
som hjemlede med Ed og med opragte Fingre efter Loven at di i Dag 8 Dage varselgav Esper Jensen
i Vraa, Troels Jensen i Birch Søren Jensen i Lund for Særbud paa hans Part Bondeskyld i Lille
Agerskov som Laurs Christensen paaboer, her til Tinget i Dag, saavelsom i Dag 8 Dage og 14 Dage
for Laugbudsvidne at forhverve og tage beschrefueen, Item samme Dag varselgav Søren Nielsen i
Hammerum og Peder Jensen Smed i Gielderup som i samme Bondeskyld skal være interesseret, nock
samme Dag varselgivet Delefogden til Lundenæs paa hans velbyrdige Herskabs Vegne
Peder Jensen Høgild, Biøstrup om han paa paaschrefne Herskabs som Herlighedseyere til
forskrefne Sted, hans Vegne dertil el-ler imod vil have at svare og lovbød forne Peder
Christensen i Dag til første Ting forb. Bundeskyld til fædrene og mødrene Frænder efter Loven
om nogen af dem dertil kunne finde Behag, kand de for SøIf og penge være det nærmest.''
(Hammerums justitsprotokol 1693-1700)
Ingen af Jens Espensens slægtninge reagerede over for lovbudet, og d. 16. november samme år skødede han derfor sin gård til Just Andersen, forvalter på Herningsholm. Bondeskyld af gården var årlig 1 td. rug og 4 lispund smør. Som medinteresse-ret i samme ejendom nævnes Peder Jensen, Søren Nielsen og Jør-gen Knudsen i Hammerum samt Niels Pedersen i Uhre.
Den 16. december 1702 optrådte Jens Espensen som vidne i en strid om nogle stolesæder i Gellerup kirke. Han fremstod for retten og vidnede, "at det er ham i sandhed vitterligt, at Knud Jacobsen og sal. Claus Jacobsen i sin tid, da de boede i Bjød-strup, gik de tilsammen i den stol, som Svend Lauridsen nu sig tilholder og staar udi. Og saa længe han kan mindes, er det ham bevidst, at i den tid, Jacob Mortensen levede og boede i Bjødstrup, brugte han og deraf avlingen til begge Bjødstrup gaarde, eftersom de var ham tilhørig, og søgte alene det stolesæde, som nu ommeldt er''.
Married: N.N.
CHILDREN:
Han er opført i matriklen 1688 som fæster af en gård i Birk med hartkorn 10 tdr. 6 skp. 2 fjdk. 2 alb. Gården hørte under Herningsholm.
Married: N.N.
CHILDREN:
Married: N.N.
CHILDREN:
Han nævnes ved skiftet efter svigersønnen Oluf Christensen Laulund. Det fortælles i skiftet, at Mads Pedersen Kølbæk af sin svigersøn havde fået foræret "en foured Hue".
Married:
CHILDREN:
Knud Christensen nævnes i et register over Herningsholm bønders restancer, dateret d. 25. august 1663. Det ses her, at fæsteren Knud Christensen i Vrå endnu resterer med 9 rdr. for i sin tid at have "beligget" Anne Nielsdatter.
Married: N.N.
CHILDREN:
Slægtsbogen:
Oluf Andersen der var bosat i Hesselbjerg, Ikast Sogn, døde før 1714. Hans hustru, hvis navn
ikke angives, døde 1714 og blev begravet d. 29. april, 74 år gammel.
Oluf Andersen opføres i matriklen 1688 som beboer af en selvejergård i Hesselbjerg med hartkorn 3 tdr. 2 skp. Gården ejedes af Jens Jacobsen Barfoed i Rødding.
Oluf Andersen var formodentlig gift med en datter af Las Iversen i Hesselbjerg, der figurerer i Lundenæs Lens jordebog 1613-1614 som ejer og beboer af gården Hesselbjerg, der hørte til godskomplekset Tingselsgodset, der i slutningen af 1500-tallet blev tillagt Peder Bunde (Barfoed) i Bjødstrup og Gjøde Jensen i Langlund.
Married: N.N.
CHILDREN:
I 1642 nævnes det i et skøde af Viborg Landsting om ham, at han da havde pant i gården St. Langlund, og d. 15. august 1664 var han nærværende som vurderingsmand i boet efter sal. Frands Nielsen i Lundgård. Samme år ses det imidlertid, at hans søn Christen skyldte 10 rdlr. i indfæstning, hvorfor man må formode, at denne da havde overtaget fæstet på den gård, som Espen Christensen indtil da havde været fæster af.
Married:
CHILDREN:
Hun er født ca. 1599 (egen note: d.v.s. at hun var kun 11 år da hun bliver gift ?????) antagelig i Gammelgård, Rind Sogn, og hun levede endnu 1643. Josva Jensen var selvejerbonde i Langlund, Gellerup Sogn, som da bestod af 2 gårde, kaldet henholdsvis St. og Ll. Langlund og hver beboet af 2 familier. Han og hans hustru ejede halvdelen af St. Langlund, medens den anden halvdel af denne gård var beboet af svogeren Gyde Jensen og dennes hustru.
Dengang var mord og drab ikke sjældent, men et af de uhyggeligste mord, som fandt sted i
Hammerum Herred på denne tid, var uden tvivl det giftmord, som 1621 foregik på St. Langlund.
Herom fortæller Jens Abildtrup i sin bog "Vestjydsk Bondeliv i 1600'erne't følgende:
"De to Familier (i St. Langlund) fik besøg af deres nære Slægtning oppe fra Fjends Herred,
nemlig Herredsfogden Knud Christoffersen, ogsaa kaldet Knud Smollerup. Under Besøget blev han
pludselig syg om Natten og døde straks efter. Allerede næste Morgen bredte der sig det Rygte
udi Sognet, at Josva Jensen og hans Hustru havde forgivet Herredsfogden for at komme i
Besiddelse af hans mange Penge.
De mistænkte blev naturligvis indstævnet for Retten, hvor mange vidnede imod dem; men selv
hævdede de, at de var uskyldige. Alligevel blev Josva dømt fredløs af Sandemændene.
Da greb han til den sidste fortvivlede Udvej at lade Sagen gaa til Landstinget, hvortil han
indstævnede alle, som paa Tinge havde vidnet imod ham.
"Christen Jespersen i Langelund indstævnedes, fordi han to Gange havde vidnet, at Josva Jensen
og hans Hustru var Skyld i Knud Christoffersens Død, idet de havde forgivet ham.
Dernæst blev indkaldt Maren Andersdatter og Gyde Jensen i Langelund, fordi de havde vundet
ligesom Christen Jespersen, og at de havde gjort det af Had og Avind og var tilskyndet dertil
af Øvrigheden".
Nok blev indkaldt Niels Christensen i Lille Langelund, da han havde vundet angaaendes nogle ord, som Josva Jensen skulle have sagt ham, hvilke Ord denne haardelig benægter nu som før aldrig at have udtalt.
Fremdeles blev hidkaldt for Landstinget Jens Ollufsen i Langelund og hans Hustru Kirsten Jensdatter og Frands Jensen i Bjødstrup, da de paa Tinget havde vundet, at de for salig Knud Christoffersen havde nogle Penge i Forvaring, som Josva Jensen mente i Stedet burde have været i Hænderne paa de rette Arvinger.
Nok blev indkaldt Birgithe Christensdatter i Store Langelund, da hun havde vundet angaaende den Stank, som skulde have været hos forskrevne Knud Christoffersen, men som hun ikke mente plejede at være hos syge eller døde folk. Josva mente ikke, hun havde haft Lejlighed til at vide Besked om dette og mente, at samme Vidnesbyrd var usandfærdigt og at være vundet af Had og Avind.
Desuden blev yderligere en Mængde Sognefolk indstævnet, fordi de ligesaa havde vidnet imod Josva og hans Hustru, som forøvrigt hævdede at mange af Vidnesbyrdene var vildige og var vundet næsten tre aar efter, at Knud Christoffersen laa paa sin Seng og ved Straadød var afgangen, hvilke Vidner Josva Jensen og hans Hustru, Maren Christensdatter, haardelig ved deres Gud og Salighed benægter, at de ikke var skyldig i hans Død i nogen Maade eller var sig nogen Gjerning bevidst, der var Aarsag til hans Død, og mente efter forberørte Lejlighed; at alle forskrev-ne Vidner ikke var saa nøjagtige, at de burde nogen Magt at have, og ikke komme Josva Jensen eller hans Hustru, Maren Christensdatter, paa deres Liv og Ære til Hinder eller Skade i nogen Maade.
Endnu var hidkaldet Peder Andersen i Burgaard, Mogens Clemendsen ved Arnborg Kirke og deres Medbrødre, Sandemænd i Hammerum Herred, fordi de havde svoret Josva Jensen Knud Christoffersens Bane paa og fra hans Fred efter ubeviste løse Rygter og Tidender, uanset, at der havde været Vidnesbyrd for dem, at salig Knud Christoffersens Lig ikke skulde have været anderledes, da det blev klædt og lagt i Kiste, end som det Menneskes Lig, der dør af Alderdom, Skrøbelighed og Helsot, ej heller han i ringeste Maade skulde være overbevist der udi skyldig at være eller nogen Gjerning paa ham at have gjort, ej heller skulde findes dem nogen Tid Tvist eller Uenighed at have været i, men at de altid havde haft god og venlig omgængelse med hverandre og mente derfor, at forskrevue Sandemænd havde gjort ham Uret, og deres Ed og Toug burde magtesløs at være, og Josva Jensen burde have sin Fred igen."
Endnu flere var indstævuede til Landstinget, deriblandt ærlige og velbyrdige Hr. Ulrich Sandbjerg, som var overbevist om Ægteparrets Skyldighed i Giftmordet.
Til samme Dag indstavnede Hr. Ulrich Sandbjerg til Landstinget Marine Andersdatter i Langelund, Maren Gjødesdatter, Frands Jensen i Bjødstrup og Jens Nielsen i Nørum "for et Vinde, de til Vrads Herredsting havde vundet, at en kort Tid førend Gud kaldte salig Knud Christoffersen, blev han syg, som han sad paa en Stol i Josva Jensens Hus, og der blev han siddende som død, og blev derefter lagt paa sin Seng i den Tro, at han var død, og blev dog noget til Pas igen. Ligeledes blev indstævnet Josva Jensens to Brødre, Niels Jensen i Bjødstrup og Frands Jensen samme Sted, og hans Svoger Gjøde Jensen i Langelund, der havde vidnet det samme paa Hammerum Herredsting som de forrige, men velbyrdige Hr. Ulrich Sandbjerg mente, at nævnte Vinder eller Vidnesbyrd var usandfærdige og vildige, da Jens Nielsen, Niels Jensen og Frands Jensen havde vundet deres egen Søn og Broder Josva Jensen til Behjælpning og Befrielse, saa vel som at forskreven Gjøde Jensen, Maren Andersdatter og Maren Gjødesdatter med dem er besvogret og ikke med andre sandfærdige og lovlige Vinder bekræfter, eller saa lovlig Varsel derfor given, som det sig burde, og derfor burde de være magtesløse."
Derefter fremlagde Hr. Ulrich Sandbjerg at Tingsvidne af Hammerum Herredsting Aar 1623, den 15. November udgivet.
Ifølge dette Tingsvidne vandt Christen Jespersen i store Langelund, "at han nærværendes hos var i Store Langelund den næste Fredag efter St. Povelsdag 1621, som var den næste Dag, før Knud Christoffersen Smollerup døde om Natten. Da saa han ham gangendes udi sine Klæder i Gaarden i Langelund, og ikke han da fornam nogen Sygdom til ham eller anderledes at være med ham, end som det plejede at være, og noget ud paa Natten, som samme Christen Jespersen laa paa sin Seng udi en Stue i samme Gaard, da kom forskrevne Josva Jensen i Langelund hans Hustru Maren Christensdatter til Døren, kaldte ham op og sagde, at Knud Smollerup var bleven syg, at han skulde komme ind til deres, det snarest han kunde opstaa, og der han kom ind til Knud Smollerup, laa han død i Sengen med sine Hænder sammenlagt paa sit Bryst, og da blev først optændt et Lys, og Josva Jensen dog ligevel laa stille i Sengen i samme Stue, som Knud Smollerup laa død, og var der en slem Stank udi Huset, anderledes end som sædvanligt er hos syge Folk, og straks derefter gik der stærke Rygter og Tidender, at forskrevne Knud Smollerup ved Forgift skulde være omkommen og aflivet af samme Josva Jensen og hans Hustru, Maren Christensdatter, i Langelund.
Videre vidnede Christen Jespersen, "at Knud Christoffersen samme Dag var udi hans Hus hos ham og begærede hans Vogn med noget af hans Qvæg om anden Dagen og sagde sig at ville drage bort fra Langelund fordi han ikke kunne omgaaes med forskrevne Josva Jensens Hustru, og fordi han ikke længere vilde blive der".
Derefter vidnede Maren Andersdatter i Store Langelund, ''at imellem Midnat og Dag samme Nat, forskrevne Knud Christoffersen Smollerup døde, da kom Josva Jensen i Langelund hans Hustru, Maren Christensdatter, til deres Vinduer og bad hendes Husbond, Gjøde Jensen, og hende, at de vilde straks komme ind til deres og sagde, at forskrevne Knud Smollerup laa og vilde dø, da gik de baade (begge) derind, og der de kom derind, da laa Knud Smollerup død i Sengen, og da stod Josva Jensen og drog i sine Klæder og var nylig opstanden, og næste Aften, før Knud Smollerup døde om Natten, da kom deres Hund snublendes ind ad deres Dør og lagde sig paa deres Stuegulv, laa og vendte Benene op i Vejret. Da bad hendes Husbond Gjøde, at de skulde give samme Hund noget at labe, og straks gav de samme Hund noget at labe, saa stod den op og raflet bort igen ud ad Døren, og kunde hun ikke benægte, at hun jo dernæst hørte Rygter og Tidender, at forskrevne Knud Smollerup af Josva Jensen og hans Hustru ved Forgift skulde være omkommen."
Derpaa vidnede Gjøde Jensen i Langelund, "at imellem Midnat og Dag samme Nat, Knud Smollerup døde, da kom Maren Christensdatter, Josva Jensens Hustru, til deres Vinduer og bad, at han og hans Hustru skulde komme med snarest ind til deres og sagde, at Knud Smollerup laa og vilde dø, som han og hans Hustru kom derind, da stod Christen Jespersen ibm. derinde ved Knud Smollerups Sengefødder, og da laa Knud Smollerup død i Sengen, og da stod Josva Jensen paa Gulvet i Stuen og drog i sine Klæder og var endeligen opstanden, og Lyset stod paa Bordet og brændte. Saa tog han og Josva Jensen forskrevne Knud Smollerups Lig af Sengen og lagde det paa Langhalm paa Gulvet. Saa drog de ham af en Skjorte og førte ham i en anden ren Skjorte, saa kom der en ond Lugt og Stank fra ham, og nogen Urenlighed gik bag fra ham samme Tid. Hvad den Hund belangendes, som kom snublendes ind ad hans Dør om Aftenen tilforn, vandt og bekender han ligesom hans forskrevne Hustru, Maren Andersdatter, vundet haver, og ikke han hørte eller fornam tilforn nogen Sygdom hos Knud Smollerup eller anderledes at være, end som det plejer at være, før om Natten, han døde, og straks efter hørte han Rygte og Tidende, at forskrevne Knud Christoffersen af Josva Jensen og hans Hustru ved Forgift skulde være ved Livet omkommet'.
Endelig vidnede Niels Christensen i Lille Langelund, "at den Nat, Knud Smollerup døde i Langelund, da kom Kirsten Gjoedesdatter i Langelund til ham før Dag og efter Befaling begærte af ham, at han skulle komme og gøre en Ligkiste til Knud Smollerup; saa gik han straks med hende til Langelund, og der kom han ind i Josva Jensens Hus, da gik Jens Nielsen i Nørum derinde med et Lys i sin Haand og nogle Nøgler; da saa han, at Jens Nielsen oplod Knud Smollerups Skrin og hans "Loestønder', og han gik med nogle Penge i sin Haand, som han sagde var ledige og tomme, som han ogsaa selv syntes, de i Sandhed var. Da saa og kiendte han den samme Pung, som Jens Ollufsens Hustru havde de 49 Rixdl. udi at gemme og forsvare for Knud Smollerup, som den Dag tilforn er omvonden; samme Tid saa han et Par Læder Underbuxer, der vedfandtes hængendes 4 eller 5 ledige og tomme Penge. En Tid lang, 1,5 Aar eller ved det Pas, førend forskrevne Knud Christoffersen døde, da saa han i dennes havende Værge Rusenobeler (Guldmønter),
Guldkæder, Sølv og Penning udi forskrevne Pung. Han bekendte ogsaa, at han var der for at hjælpe og fly Knud Christoffersens Lig fra et Sted og til et andet i Huset paa Langhalm for Rums Skyld, og saa han, at de førte ham af en Skjorte udi en anden ren Skjorte, og der de rejste ham op, kom der en ond Stank af hans Mund. Desligeste saa han samme Tid, at der var kommen noget Urenlighed bag fra ham. Straks samme Dag hørte han Rygter og Tidender, at Knud Smollerup skulde være af Josva Jensen og hans Hustru Maren Christensdatter ved Forgift omkommen og af Dage tagen. Fremdeles vidnede Niels Christensen og bekendte, at Josva Jensen havde sagt til ham tilforn, at han fik vel Betaling for hvad Omkostning og Besværing han kunde have med Knud Smollerup, og sagde, at hans Aar var kommet, det Aar hans Tid kunde være og blive; thi han kom neppelig levende af Langelund".
Det lykkedes ikke Josva Jensen at vinde noget ved at lade sagen gaa til Landstinget, idet man
her blot stadfæstede sandemændenes dom, og for at redde sit liv maatte han flygte fra hus og
hjem og til fremmede egne, hvor man ikke kendte ham og ikke vidste, at han var fredløs, thi
den fredløse maatte jo enhver dræbe.
I 1642 mødte ifølge Viborg Landstings dombog, fol. 200, Jens Hammerums enke fra Viborg op på
landstinget i anledning af, at Josva Jensen nu igennem en årrække havde skyldt hende en sum
penge, som med renter og omkostninger til bl.a. skadesløsbrev beløb sig til 26,5 rdlr. 2 sk.
Da Josva Jensen og dennes hustru naturligvis ikke mere var til at få fat på, blev der for
beløbet gjort udlæg i den del af St. Langlund, som Josva Jensen ejede, men som nu var pantsat
til Espen Christensen, og som beboedes af fæstebonden Christen Andersen.
Married:
CHILDREN:
Married:
1) Margrethe
2) Anna JENSDATTER (12389)
3) Maren NIELSDATTER (12893+12901+25769+26025), enke efter Morten JACOBSEN BARFOD
CHILDREN:
Han var gift første gang med Margrethe N.N. og anden gang med en datter af Jens Christensen Langelund i Bjødstrup samt tredje gang med Maren Nielsdatter, der var enke efter Morten Jacobsen Barfod i Hagelskær.
Jens Nielsen boede først en tid i Birk og overtog derpå den betroede og ansete stilling som delefoged på Herningsholm samt den til stillingen hørende embedsbolig Hollingholt, hvor han boede fra ca. 1570. Hans embedsgerning har hovedsagelig bestået i at optræde på tinge på sin herres vegne i tilfælde af processer og stridigheder, og sandsynligvis har han også været forpligtet til at inddrive bøndernes skatter, afgifter og restancer og aflevere dem på herregården. Måske har han også ført et vist tilsyn med bøndernes gårde, og givet er det i hvert fald, at han har haft nok at bestille.
Da Jens Nielsen overtog embedet, ejedes Herningsholm af den velhavende og mægtige Josva von Qvalen, som var gift med den stolte og ansete Magdalene Munk. Jens Nielsen har her sikkert haft et virkelig godt herskab, og han lod da også en af sine sønner opkalde efter herremanden.
Efter Josva von Qvalens død giftede Magdalene Munk sig med den nye godsejer, Sigfred von
Rindschatt, der var kommet fra Østrig, hvor han var ejer af 3 herresæder.
Om ham fortæller Jens Abildtrup i bogen "Vestjydsk Bondeliv i 1600' erne" bl.a. følgende:
Den nye Mand virkede som et Jordskælv. Nu kom der onde Dage for Folk og Fæ og Gods. Han
opførte sig som en Voldsmand og Tyran mod enhver, han mødte, mod sit Tyende, mod Bønderne og
mod sin egen Hustru. I Dag vilde man kalde en saadan Mand sindssyg, men han fik alligevel i
mange Aar Lov til at rase som et vildt Dyr og udøve uanede Grusombeder. Ikke mærkeligt, at
Folk, der var rædselsslagne for ham, kaldte ham "den onde Herremand". Tyendet og andre, som
havde Tilknytning til Herningsholm, flygtede, og Gaarden blev forsømt. Fruen alene blev
tilbage, selv om han var ond og grusom ogsaa mod hende. Hun maatte gøre det grove Arbejde, som
langt oversteg hendes Kræfter, og som hun heller aldrig havde været vant til. Ofte var hun
Genstand for de utroligste Mishandlinger.
Godsejeren var ogsaa en mægtig Ødeland. Herregaarden gik sin Undergang i møde, og inden længe havde Tyrannen sat det meste af sin Frues Formue til. Endelig blev der dog sat en Stopper for hans Grusombed og Vellevned, idet han d. 25. Januar 1609 blev dømt til livsvarigt Fængsel og blev som Fange sendt til Dragsholm."
Det har sikkert været uhyre vanskeligt for Jens Nielsen at bestride sit hverv som delefoged under disse fortvivlede forhold, men når han holdt ud, skyldes det antagelig først og fremmest, at det var fru Magdalene Munk, der tog sig af godsets drift, hvorfor det altså må have været hende, han særlig har haft med at gøre. Således fremgår det, at hun havde nogle penge til gode hos ham, antagelig skatter som han havde inddrevet hos bønderne, men heldigvis lykkedes det ham at afvikle sin gæld til slotsfruen, inden hun døde. Herningsholm gik nemlig da over til hendes svigersøn Jørgen Lykke, og da denne i godsarkivet fandt en fortegnelse over ovennævnte gældspost, forlangte han, at Jens Nielsen skulle betale ham pengene. Denne viste naturligvis Jørgen Lykke den af fru Magdalene Munk udstedte kvittering, som Jørgen Lykke imidlertid erklærede for værende falsk. Jens Nielsen blev derfor stævnet på Hammerum Herredsting, men da han her fremviste kvitteringen på, at han havde betalt alt, hvad han havde været Jørgen Lykkes svigermor skyldig, blev han naturligvis straks frikendt.
Endnu inden året var gået, var den nye godsejer forsvundet, idet han ikke kunne magte den store gaard, og der kom nu en ny ejer, nemlig Jacob Sested, for hvem Jens Nielsen måtte føre en ret indviklet proces mod en bonde ved navn Jacob Christensen, som skal have skyldt herremanden 10 daler og en klædessæk, som var blevet ham betroet under en rejse.
Også Jacob Sested opgav imidlertid snart Herningsholm, som nu blev overtaget af den ansete statsmand og statsholder i Holsten grev Gert Rantzau, og nu begyndte en ny opgangstid for godset. Selv om grev Rantzau næppe har taget fast ophold der, må man dog formode, at han og Jens Nielsen flere gange har talt sammen og drøftet vigtige ting. I 1617 førte Jens Nielsen således for grev Rantzau en retssag angående et brutalt overfald på en bonde, og senere, da grev Rantzau af ejeren på Tanderup stævnedes angående en årelang strid de 2 gårde imellem, forberedte Jens Nielsen hele forsvaret. Han følte sig dog selv for gammel til at lede processen for sin herre, hvorfor det blev Peder Christensen fra Hindsels, en særdeles kendt og dygtig prokurator, som førte sagen.
I Jens Abildtrups bog "Vestjydsk Bondeliv i 1600'erne" fortælles følgende om Jens Nielsens
sidste år:
"Jens Nielsen, der som delefoged var en af Egnens mest kendte Personligheder, havde naturligvis
en stor Omgangskreds og havde Forbindelse med mange Mennesker; men en af de Mænd, han havde
mest med at gøre, var Delefogden til Lundenæs' senere Herredsfoged Jacob Barfod i Bjødstrup.
Der var et vist Slægtskabsforhold mellem de 2 Mænd, idet Jens Nielsen, på sine gamle Dage
ægtede Barfods Moder, Maren Nielsdatter, som var Enke efter Morten Jacobsen Barfod i
Hagelskjær.
Af forskellige Processer, som de 2 Mænd har ført med hinanden, fremgaar det ret tydeligt, at de ikke har været særlig gode Venner, og at Barfod søgte at komme den gamle Delefoged til Livs og få ham skubbet til Side.
Omkring 1619 tog Jens Nielsen sin Afsked som Delefoged og flyttede til Gaarden Nørum i Gjellerup, som han var Ejer af. Paa dette Tidspunkt er Barfod endnu Delefoged til Lundenæs Slot, og som saadan skulde han ved Hjælp af en Lægdsmand fra hvert Sogn sørge for, at "kgl. Majestæts Skatter" blev indbetalt i rette Tid til Slottet.
Nu mente Barfod at have opdaget, at Jens Nielsen 1618, altsaa endnu inden han var flyttet fra Hollingholt, stod i Restance for forannævnte Skat til Lundenæs til et Beløb af 2 Rigsdaler 27 Skilling, og nu var der gaaet 4 Aar, og det var stadig ubetalt. Da lod Barfod den gamle, veltjente Delefoged indstævne for Herredstinget, hvor denne kraftigt protesterede mod de grove Beskyldninger, der var rettet mod ham; men desuagtet blev han dømt til at betale, hvad han selvfølgelig modsatte sig. Han lod straks sagen gaa til Landstinget, hvor han blev frifundet. Dommens Ord lød saaledes: "Saa og efterdi Jacob Mortensen ikke fremlægger nogen rigtig Restants eller anden Kundskab, hvormed kunde bevisliggøres, at forskrevne Jens Nielsen med samme Skat rester og tilbagestaar, og han dog derfor er bleven dømt, da finder vi efter saadan Lejlighed ham af Dommen kvit at være."
Denne Gang lykkedes det altsaa ikke Barfod - hvis det havde været hans Hensigt - at ramme Delefogden. Denne var nu klar over, hvad han kunde vente fra den kant.
"Jens Nielsens tredie Ægteskab blev ikke lykkeligt. Hans Hustru, altsaa Jacob Barfods Moder, Maren Nielsdatter, var ham utro. Som før nævnt bosatte de sig straks efter Brylluppet i Nørum. Men Forholdet mellem dem brød snart sammen, og Maren Nielsdatter flyttede i en kortere Periode til Hammerum. Nogle Dage forinden havde hun ved Hjælp af tre af sine Stedsønner, Las, Frands og Josva, faaet en Del af sit Indbo bragt over til Peder Clemensens Hustru Birgithe Nielsdatter i Hesselbjerg, som havde lovet at opbevare de forskellige Ting for hende. Det drejede sig om følgende Sager: 1 Sølvstob, nogle Sølvskeer og Tinsager og en "forgyldt Lindel' og enkelte andre Ting; men Sølvstoben blev hende dog pantsat. Senere opstod der en alvorlig Strid om, hvilke Ting Birgithe Nielsdatter i det hele taget havde faaet i Forvaring; thi da Maren Nielsdatter ønskede at faa sit Indbo tilbage, hævdede Birgithe, at alt, hvad hun havde faaet overdraget, var blevet hende pantsat, ligesom hun paastod, at der ikke var blevet hende overdraget nær saa mange Ting, som Maren Nielsdatter og hendes Medhjælpere siden havde opgivet.
Maren Nielsdatter fortrød straks, at hun havde afleveret saa meget af sit Indbo, og da hun inden længe vendte tilbage til Manden, havde hun Brug for sine Ting. Derfor sendte hun en af sine Sønner, Niels Mortensen i Hagelskjær, til Hesselbjerg for at kræve Sagerne tilbage. Hertil svarede Birgithe Nielsdatter køligt og afmaalt: "Hvis din Moder, Maren Nielsdatter, selv vil komme til mig derom, skal hun gerne bekomme, hvad jeg har af hendes."
Til Brug i en Retssag, som det trak op til, bad Jens Nielsen Michel Jensen i Hammerum, Niels Svenningsen og Jens Mortensen i Nørum, om de ikke vilde forhøre hos hans Hustru, hvilke Ting hun havde overdraget til Peder Clemensens Hustru i Hesselbjerg. Da meddelte hun dem, at hun havde overgivet til Birgithe Nielsdatter: "Tinfade, Tintallerkener, Lysestager, et Bækken og et Par smaa Lagener, hvilke sidste hun bekender, hun havde faaet igen. Dog beklagede hun, at der var taget noget af samme Lagen paa den ene Ende, siden de var hende afkrævet, men hun navngav ikke, hvor meget af hver Slags Boskab der var hos Birgithe Nielsdatter." Det var de Oplysninger, de tre Mænd fik af Maren Nielsdatter.
Da Jens Nielsen helst vilde undgaa en Retssag, prøvede han paa at faa et Forlig i Stand mellem de to Kvinder, hvorfor han samlede de stridende Parter i sit Hjem i Nørum. Til Stede var Jens Jacobsen i Højris, Jens Mortensen i Nørum, Frands Jensen i Bjødstrup, Jens Nielsen og hans Hustru i Nørum og endelig Modparten, Birgithe Nielsdatter og hendes Mand fra Hesselbjerg.
Birgithe Nielsdatter paastod straks, at alt, hvad hun havde faaet overdraget af Maren Nielsdatter, var 1 Sølvstob (Kande), 3 Tinfade, 4 Tintallerkener og 1 Lysestage, og det var blevet hende pantsat; men da de øvrige tilstedeværende hævdede, at Birgithe desuden ogsaa havde faaet overleveret 2 Sølvskeer, 1 Bækken og 1 stor forgyldt Linde, og at kun Sølvstoben var blevet hende pantsat, kunde der naturligvis ikke blive Tale om Forlig. Derefter blev der vist fra begge Sider anlagt Sag.
Da Dommen over Maren Nielsdatter skulde falde ved Landstinget, var Birgithe Nielsdatter selv til Stede, og hun svor med højeste Helgens Ed, at hun ikke havde haft eller faaet noget af forskrevne Gods af Maren Nielsdatter uden en Sølvstob, som var blevet hende tilpantet. Dette var jo helt i Strid med, hvad hun før havde udtalt for sine Modstandere. Men takket være Eden blev hun frifundet, medens hendes Modparti var ilde stedt, da de alle var indbyrdes Slægtninge og derfor var vildige Vidner i Sagen, og Retten kunde saaledes ikke tage Hensyn til dem. Sandsynligvis har Jens Nielsen derefter indstævnet Birgithe Nielsdatter for om muligt at faa Frifindelsesdommen, som maaske var baseret paa Mened, omstødt.
Vi ved ikke bestemt, naar den gamle Delefoged døde, men det har snarest været omkring 1626. Kort før havde han den store Sorg, at hans Søn Josva og dennes Hustru, som boede i Langelund i Gjellerup ved Gift tog Livet af en Slægtning, nemlig Herredsfoged i Fjends Herred, Knud Christoffersen, som havde været der i Besøg og overnattet der men for Gaardens Folk skulde det jo have Udseende af, at han var blevet syg om Natten og var pludselig død. Jens Nielsen havde oplevet mange Ydmygelser og megen Modgang i sit lange Liv, men dette sidste var nok det haardeste Slag, han havde faaet."
Married:
CHILDREN:
Han var antagelig gift med en datter af Jens Madsen i Herning. Hun betegnes i året 1618 som Anne Nilskoene, om hvem det bevidnes af sønnen Jens, at hun for 48 år siden levede, og at hun stod i kvindestolen næst efter Peder Bundes hustru på Bjødstrup,
Den 26. april 1537 mødte Niels Michelsen på kongens retterting med en stævning imod Peder Nielsen Møller i Skjern angående nogle jorder i Skjern Sogn, som mølleren gjorde krav på. Niels Michelsen blev tildømt ejendommen Smedgaard, medens Peder Nielsen Møller fik tildømt Ladkær Bosted, Ulvshussted og Ulvstoft.
Niels Michelsen nævnes videre d. 17. februar 1539, da han af lensmanden Peder Ebbesen Galt blev tilsagt til at være ridemanden i en skeltrætte.
Den 12. november 1542 fik Niels Michelsen af kongen brev på sit og hustrus Jondegods, "efterdi han har bevist, at han ikke har været hos skipper Clement eller Thomas Riber, men givet sig fra sin hustru og børn og til vort krigsfolk i Randers og stedse blevet hos dem".
Den 16. august 1551 fik Niels Michelsen og Iver Kock i Romvig åbent brev, om at de havde måttet betale Jørgen Struckmann i Odense en stor sum penge, som Jost Berues skyldte, men som de havde kautioneret for. Herefter skulle alle, hvem de måtte henvende sig til, være dem behjælpelige med at beslaglægge Jost Berues gods og indestående fordringer, for at de kunne komme "til deres betaling igen".
I året 1553 blev der på Hammerum Herredsting udstedt en dom, hvorefter en eng, kaldet Øre Eng, på Birk Mark, blev tildømt kronen. Senere, i 1568, blev der indgået et forlig mellem Niels Michelsen og ridefogeden på Lundenæs Slot, Peder Jyde, gående ud på, at Niels Michelsen skulle nyde og beholde Øre eng og lægge den til hans gård, men dog skulle han årlig heraf give 1 fjerding smør til lensmanden.
Married:
CHILDREN:
Get your own Free Home Page