Men hvad lavede de egentligt på disse togter? Enkelt. De plyndrede og dræbte. Specielt var de glade for klostre, bevogtet af ubevæbnede munke. I disse klostre lå mange værdifulde skatte og med næsten ingen modstand, var det et let bytte for vikingerne. Det skete bl.a. i juni 793, hvor en lille flåde af vikingeskibe fyldt med vikinger havde sat kursen mod det store kloster på Holy Island i England. Munkene prøvede ikke at flygte eller tilkalde hjælp, da dette togt var et af de første vikingetogter. Munkene har sikkert blot undret sig over, hvad det var og da det endelig gik op for dem, var det for sent. Vikingerne plyndrede klostret, dræbte de forsvarende munke, læssede deres skibe med skatte og stak å af igen. Det var dette angreb, der virkelig gjorde vikingerne berygtede i Europa. Snart efter kom der flere lynangreb af samme slags, men der var også tilfælde, hvor det virkeligt var regulær krig og erobringstogter. Det var det bl.a. i England i 835, hvor, man kæmpede mod forskellige kongeriger og vandt. Dengang var England delt op i flere forskellige riger. Det område hvor danskerne var kom til at hedde "Danelagen", dvs. "der hvor danskeloven gælder". Danelagen bestod ca. af det halve af hele England. Noget lignende blev der ud af togterne til Frankrig, nemlig Normandiet. Det var vikingehøvdingen Rollo, der var taget på krigstogt med sin hær, og havde erobret Nordfrankrig, som dog var stærkt svækket efter utallige andre krigstogter.
Men vikingernes togter var ikke kun vold og hærgen, de var også listige. Bl.a. i 860 hændte en begivenhed, der med tydelighed viser, at vikingerne også var listige. Under ledelse af en vis Hasting sejlede en flok vikinger langs kysten i bugten Genua og kom til en by, som de troede var Rom, hvilket det ikke var. Byen hed Luna, men den så åbenbart stor nok ud til at vikingerne troede, at det var Rom. I hvert fald så lignede den en by, der var værd at plyndre, og vikingerne lagde en plan. De sendte budbringere, der så ydmyge og ulykkelige ud, ind i byen for at sige at Hasting lige var død, og at han på sit dødsleje var blevet kristen. Nu ville de så høre, om han kunne få en kristen begravelse. Biskoppen af Luna blev åbenbart rørt over historien og inviterede dem indenfor. Men midt under begravelsen sprang Hasting ud af kisten og stak biskoppen ned. Det sørgende følge trak sværdene frem og overfaldt brutalt den forvirrede menighed og plyndrede byen. Dette beviser tydeligt, at vikingerne ikke kun brugte vold og brutalitet, men også opfindsomhed og list.
Af beskyttende udrustning havde vikingerne skjolde og hjelme, som var uden horn. Det er en udbredt misforståelse at vikingehjelmene havde horn. Det havde de ikke!!! Desuden havde vikingerne forskellige former for kropsbeskyttelse, bl.a. ringbrynjer.
Der er ingen der kender sandheden, men der er en sandhed alle kender, nemlig at vikingerne var frygtede og berygtede i en stor del af Europa, hvis ikke i det meste af verden.
Nogle engelske munke skrev, at vikingerne kom på grund af sult, men dette kan ikke passe da, vikingerne hverken var afmagrede eller uden kræfter. For hvis de var afkræftede og afmagrede, ville de nok ikke kunne klare de stærke engelske krigere. Munkene skrev også at vikingerne kom pågrund af overbefolkning, dette kan dog heller ikke passe, da Skandinavien er et ret stort landområde.
Det kunne også være på grund af manglende frihed, da Harald Hårfager, havde indtaget Norge, så stormændene og herremændene stod tilbage med mindre magt.
Det kunne også være fordi de var købmænd, som handlede med fremmede. Og en stor købmand går aldrig af vejen, for sænke konkur- renterne og forøge lasten, og derved forøge sin indtjening.
En anden grund til at plyndring var så populært, kunne være fordi kun den ældste af sønnerne arvede, og så måtte de andre sønner klare sig selv.
Jeg tror, at grunden til at plyndring var så populært, var en blanding af førnævnte grunde.
Vikingerne var de første der kom til Nordamerika, som de kaldte Vinland.
Vikingerne kom udelukkende så langt omkring, fordi de var dygtige sømænd. Vikingerne har nok vel nok været de bedste sømænd i historien, i forhold til tiden.
