Forside

Hitchcock

Filmografi

Psycho

The Birds

Hitchcocks film

Noveller

Enoch

Fuglene

90'er gysere

Scream

I Know What . . .

Publikum

Filmklip

Gallery

Webmasters

Links

Psycho
En milepæl i filmhistorien

”Hvis du gerne vil kende filmens handling, kan du læse et handlingsreferat ved at klikke her.

Psycho” blev første gang filmatiseret i 1960 af Alfred Hitchcock, han brugte som udgangspunkt til sin film romanen ”Psycho” og novellen ”Enoch” begge skrevet af Robert Bloch. Enoch vil vi senere gå i dybden med. ”Psycho” blev af Gus Van Sant genindspillet i 1998 efter samme manuskript af Joseph Stefano som Hitchcock brugte i 1960. Derfor er filmene stort set identiske, den eneste forskel er, at der i genindspilningen er brugt nyere teknik.
   

   I indledningen til ”Psycho” ser vi kameraet projektere ind over byen Phoenix, derefter zoome ind på et hotelværelse hvor man nu ser klokkeslettet 14.43, af dette ses det, at det unge kærestepar har tilbragt frokostpausen sammen på dette hotelværelse, hvilket straks giver os et indtryk af, at deres forhold er hemmelighedsfuldt og ikke helt uden problemer.

   I den første del af filmen virker det som om, Hitchcock prøver at få os ledt ud på et vildspor ved, at lade os følge hele denne sag med at Marion Crane, som stjæler pengene og prøver på at flygte. Det er ikke normalt at lade den første halve time gå med noget og så herefter slå om i noget helt andet. Hitchcock spiller her på teorien om at publikum altid gerne vil være et skridt foran i handlingen. Nu sidder publikum og spekulerer på om Marion Cane vil blive taget for røveriet, om hun vil slippe væk eller hvad der vil ske med hende. Her ser vi igen Hitchcocks skarpsindighed og evne til at overraske publikum. Et andet tidspunkt hvor Hitchcock overrasker publikum, er ved at lade Marion Crane, spillet af Janet Leight dø så tidlig i filmen som hun gør (”brusebadsmordet”), det skal lige tilføjes at Janet Leight på dette tidspunkt var den store stjerne i denne film (Hitchcocks udgave) – det er usædvanligt at lade stjernen dø så hurtigt i en film, dette drab kommer derfor meget uventet. En anden grund til at dette drab virker meget uventet er, at vi i tidligere af Hitchcocks film, har været vant til at kvinder, som ikke kunne få deres seksuelle lyster tilfredsstillet inden for ét forhold, skulle straffes ved at Hitchcock lod dem få publikum imod sig og senere ved at lade dem dø. Marion er det modsatte af dette, hun prøver på at få sin seksualitet ind i ét forhold ved at ville giftes med Sam. På denne måde bliver drabet ekstra uventet. Fordi dette drab kommer så uventet som det gør og er så voldsomt som det er, indvirker det på suspense frekvenserne senere i filmen. Alfred Hitchcock bruger også denne evne til at få publikum til at skifte medhold med hensyn til Norman Bates. Da han fjerner blodet i badeværelset efter mordet på Marion Crane håber alle på, at det går godt og da han kører bilen i sumpen og den ikke vil synke helt, håber man åndeløst på at den synker, så Bates ikke får problemer. Her vender Hitchcock så synet på Bates. Efter at Sheriffen har fortalt, at Bates’ mor har været død i en årrække bliver Bates pludselig skurken.

   Den mest centrale person i ”Psycho” er Norman Bates. Han er ejeren af Bates Motel, et lille afsidesliggende motel, hvor der stort set aldrig kommer gæster. Da Marion Crane søger nattely på motellet bliver Bates straks betaget af hende. Da de senere snakker sammen, kommer det frem, at Norman lever med sin syge mor oppe i huset, som han føler sig ansvarlig for. Igennem konversationen kommer det til udtryk, at Norman Bates er meget tæt bundet til sin mor, som han prioriterer højere end alt andet. Dette kan ses i 33. min[1]:

 Marion Crane: ”Går de aldrig ud med vennerne?” Norman Bates: ” En drengs bedste ven er hans mor”

Dette tætte forhold Norman har til sin mor kaldes for en moderbinding, i psykoanalysens verden

også ødipuskomplekset[2]. Den ødipale fase er almindeligvis noget et barn gennemgår i 5-6 års alderen, hvor det har et ønske om enebesiddelse af moderen eller faderen. Derudfra kan vi se at Norman Bates delvist psykisk stadig er på dette niveau og det kan bl.a. også ses i et klip fra det 88. min fra Norman Bates’ værelse oppe i huset, hvor vi ser tinsoldater, børne Lp’er, brætspil osv.

Et kendetegn for børn i denne alder er også, at de hverken kan føre en ræsonnabel diskussion eller holde fast i deres standpunkter, hvilket tydeligvis ses i 61. minut:

Arbogast: (viser et billede af Cane) ”denne pige, har hun været her indenfor den sidste tid”
Bates: ”Nej”.
Arbogast: Se på billedet, har de set hende?
Bates: Nej, der har ikke været nogen her indenfor de sidste uger
Arbogast: Det er muligt, hun har brugt et alias. Må jeg se gæstebogen?
Bates: Jeg gider slet ikke registrere folk længere.
(Pause)
Bates: Et par har været her for en uge siden…

Dette eksempel viser, at Bates banale måde at prøve at lyve på, ikke er særligt overbevisende og han endda modsiger sig selv, hvilket Arbogast også bruger til at spørge efter gæstebogen igen, som han så også får. Dermed modsiger Bates også det andet udsagn om, at han ikke skriver folk ind længere. Hele dette beviser Bates lave intellekt og totale mangel på socialisering.

   Vi får senere i filmens forløb at vide, at Norman Bates’ mor har været død i 10 år og at han lider af personlighedsspaltning også kaldet skizofreni. Han antager i perioder moderens personlighed, for at tilfredsstille sine behov for moderlig kærlighed. Han bærer på store psykiske men.

   Til sidst i filmen får vi at vide, at Norman selv har slået sin mor ihjel. Dette skete ved, at han en dag kom hjem og fandt hende i seng med hendes elsker. Han havde allerede på dette tidspunkt udviklet ødipuskomplekset i så en stor grad, at han ikke kunne tåle at se sin mor holde af en anden person, at han slog dem begge to ihjel. Normans skizofreni indebærer at han kan komme af med den jalousi, som kostede moderen og elskeren livet. Norman har projekteret denne kraftige jalousi til moderdelen i ham, derfor reagerer denne del akkurat lige så voldsomt over for de kvinder Norman kommer i kontakt med, som Norman reagerede overfor moderens elsker. Norman har gennem alle årene gemt sin mors lig, som han havde udstoppet, i huset. Grunden til at Norman udvikler denne skizofreni er, at hans moderbinding er så stor at, han ikke kan acceptere, at hans mor er død. Derfor går han i starten og snakker til hende, men meget naturligt for os, kan moderen ikke svare. Derfor begynder Norman nu at tale for hende og begynder at udvikle en moderdel inden i sig selv, der langsomt overtager mere og mere af ham. Helt til sidst er han stort set kun mor. Norman har en hobby, som går ud på at udstoppe fugle. Det er klart at Norman har denne interesse, eftersom han har konverseret sin mor. Fuglene, som ses første gang i 31.min. i Normans baglokale virker truende mod gæster i lokalet, de er et symbol på Normans/hans mors aggressioner mod de fremmede besøgende. Uglen, ved vi, er et symbol på overvågenhed, den som hænger udstoppet i lokalet er et symbol på moderens overvågenhed, Norman kender uglens egenskaber og derfor vil han aldrig snakke ondt om sin mor eller lave noget han ved, han ikke må for hende.

   Hovedtemaet i filmen er Norman Bates psykiske spaltning. Alfred Hitchcock har via den måde, han har fremstillet Norman Bates på og fået os til at identificere os med ham, fået os til efter filmen at spekulere over, om vi selv har nogle af de problemer, der kommer frem filmen igennem, samtidig blandet med en del frygt for om sådanne problemer kunne opstå i vores moderne samfund eller i vores eget liv.

”Det var ikke et budskab, der vakte røre hos publikum, heller ikke en stor skuespillerpræstation eller en roman, som filmen byggede på. Publikum blev vakt af ren film.”

Alfred Hitchcock    

Filmen blev i 80'erne og starten af 90’erne fulgt af tre fortsættelser Psycho II, Psycho og III. Psycho IV, som ikke fik særlig meget succes.