Balders død
Balder var den mest elskede af alle guderne, så da han en dag havde drømt om blod og onde varsler, var alle villige til at hjælpe. Odin sandlede Sleipner, og drog ud for at finde ud af hvad det betød. Odin red til Niflhaim, hvor han vidste, at der lå en spåkone begravet. Odin gravede hende op, hun beklagede sig, men Odins ord er de stærkeste. Hun ville meget nødig svare på hans spørgsmål, men til sidst fik Odin at vide, at der var gjort klar til Balder i dødsriget Hel.
Med den besked drog Odin hjem til aserne, men de nægtede at se skæbnen i øjnene. Frigg drog ud og fik alle mennesker til at sværge på at de ikke ville gøre Balder noget ondt. Da det var gjort, spurgte hun alle dyr, planter, ild, vand, vind, sten, jern osv. Alle ting svor at de ikke ville gøre Balder noget ondt.
Nu da der ikke kunne ske Balder noget, morede Guderne sig med at skyde til måls efter Balder. Nogle brugte bue og pil, andre kastede med sten og nogle helt tredje prøvede at hugge i ham, men resultatet for dem alle var ens. Ingen ramte Balder.
Jeg stod selv yderst i kredsen, og jo mere tid der gik, jo mere blev jeg misundelig på Balder. Det jeg herefter gjorde har jeg fortrudt mange gange efter. Jeg forklædte mig som en gammel kone, Tøkk, og gik til Frigg og spurgte, om hun nu også havde spurgt alle ting. Hun svarede at der voksede en lille mistelten på et træ i udkanten af skoven. Den så så uskyldig ud, så den havde hun ikke spurgt. Jeg skyndte mig hen til misteltenen, hvor jeg skar en lille stumt af og lavede en pil ud af den.
Høder, Balders blinde bror, stod i udkanten af kredsen. Jeg gik hen til ham og spurgte hvorfor han ikke var med. Han mente ikke at han kunne være med, når han nu var blind. Jeg ville gerne "hjælpe" ham, så jeg fandt en bue og satte misteltenspilen for sigtede og skød. Pilen ramte lige i Balders hjerte, og han faldt om med det sammen.
Hermod ville gerne rejse til Hel og betale løsepenge for Balder. Mens han var på vej, lagde Guderne Balder på hans skib Ringhorn. Dette skulle blive Balders sidste rejse, for Hermod kunne ikke få Balder med hjem, før alt og alle i hele verden ville græde af sorg over Balders død. Balder drog hjem og fortalte Frigg hvad Hel forlangte. Frigg drog ud og fik alle til at græde. På vej hjem mødte hun en gammel kone, der sagde hun hed Tøkk (det var mig). Jeg nægte at græde over Balder.
Straffen
Guderne blev meget sure på mig, så jeg flygtede op i fjeldene. Om dagen skabte jeg mig om til laks og svømmede rundt i Franangsfossen. Alligevel var jeg bange, og om natten sad jeg og knyttede masker på en tråd, og på den måde lavede jeg den første fiskenet. Odin havde set mig fra han højsæde, og alle aserne kom efter mig. Jeg kastede nettet på ilden og sprang i fossen. Kvaser var den første der kom ind i min hytte. Han så nettet på ilden, og vidste med det samme hvad det var. Alle aserne begyndte nu at knytte efter det mønster, de kunne se på ilden.
Da de var færdige, kastede de det ud i fossen, og prøvede at fange mig. Jeg undslap de første gange, og tor måtte ud i fossen, for at fange mig. De bande mig til tre store sten. Så skabte de min ene søn, Narfe, om til ulv, og han sønderrev min anden søn, Vale. Jeg blev bundet med hans tarme. De satte en giftslange over mit hoved, men min kone Sigyn holder en skål over mit hoved så det ikke drypper mig i øjnene. Når skålen er fuld og skal tømmes, rammer giften mig, og jeg skriger så meget af smerte, at lande rystes af jordskælv.
