Engang da Odin var sammen med Loke og Høner på tur i fjeldet, skete det, at de havde forregnet sig så deres mad slap op. Heldigvis gik der ikke lang tid før de kom til en dal, hvor der gik okser og grassede. De fangede straks en okse, og ville stege den i en jordgrube De gravede et hul, og tændte bål dernede i. Så lagde de en mængde sten ovenpå, og da stenene var glohede og ilden var brændt ud, lagde de kødet ned på stenen og dækkede til med tørv. Da de mente at kødet havde fået nok, tog de tørvet af, men kødet var stadig rødt. De ventede lidt endnu, men da de kiggede igen var kødet stadig ligeså råt som da de lagde det ned. Bedst som de stod og diskuterede hvordan det kunne lade sig gøre, lød en stemme fra et træ. En ørn i træet sagde, at det var ham, der sørgede for at kødet ikke ville blive mørt. Ørnen forlangte så meget den kunne spise af kødet, for at lade det blive mørt. Guderne blev nødt til at gå ind på disse krav, for de var selv meget sultne.
Så snart kødet var mørt huggede ørnen sådan til sig med næbbet, at den fik både to lår og begge bovstykker. Det ville Loke ikke finde sig i, så han greb fat i en kæp og slog ørnen over ryggen. Ørnen fløj op, men kæppen hang fast i dens fjer og Lokes hænder ved grenen, så han kunne ikke slippe. Ørnen fløj nu så lavt at Lokes fødder og knæ slog i mod sten, klipper og træer, og Loke blev da så bange for at hans arme skulle falde af ved skuldren, at han bad da ørnen om nåde. Ørnen ville kun slippe ham fri, hvis han lovede at lokke Idun ud i skoven - og hun skulle have sine æbler med. Loke lovede det, og ørnen slap ham løs, men Loke fortalte ikke de andre om, hvordan han var kommet fri!
Dagen som Loke havde aftalt med ørnen oprindt. Loke gik til Idun og sagde:
"Jeg har set nogle særlig fine æbler i skoven. Du kan jo tage dine egne æbler med, så du kan sammenligne!"
Idun anede ikke uråd, tog sine æbler og gik med Loke ud i skoven. Så snart de var kommet uden for Asgård slog ørnen, der i virkeligheden var jætten Tjadse, ned på hende. Han løftede hende op og fløj bort til sin gård, der ligger i Trymsheim.
Guderne mærkede hurtigt at Idun og hendes æbler var borte. De begyndte at blive gamle og gråhårede. De mødtes ved Urds brønd, og diskuterede hvor Idun var blevet af. De blev hurtigt enige om, at hun var gået ud i skoven sammen med Loke, og at ingen havde set hende siden da. Loke blev da hevet frem og truet med alle slagt pinsler og død, og til sidst blev han så bange, at han lovede at tage til Jotunheim og hente hende tilbage. Han skulle bare låne Frejas falkeham.
Den dag var Tjadse til alt held ude og fiske, og Idun var derfor alene på gården. Loke forvandlede Idun til en nød, så han kunne have hende i kloen. Han fløj nu tilbage mod Asgård. Da Tjadse kom hjem og fandt ud af at Idun var væk, fandt han hurtigt sin ørneham, og fløj efter Loke. Tjadses ørnevinger var større end de fleste, så han indhentede hurtigt Loke.
Aserne stod omkring muren på Asgård og spejdede efter falken. Da de så, at ørnen var lige i hælene på falken, gik de hen og samlede en stor dynge spåner og harpiks. Det lagde de lige ved gærdet. Da falken så kom indenfor muren, slog den vingerne sammen og dykkede lige mod jorden. Med det samme satte aserne ild til spånerne og harpiksen. Ørnen slog ned mod falken, men den ramte ved siden af, og der gik ild i dens vinger. Aserne stod klar og drabte Tjadse da han faldt ned.
Det drab blev der talt meget om!
Læs Njords giftemål som en fortsættelse på denne myte.
