Fenrisulven boede først hos aserne, men blev efterhanden så vild, at de ikke turde lade den blive der. Guderne prøvede at binde den med lænker, men den sprængte selv de stærkeste.
Da smedede nogle kloge dværge en lænke, som var særlig god. Den var nemlig lavet af
lyden of kattetrin af kvindeskæg, af fuglespyt, af fiskeånde, af bjergrødder og af
bjørnesener. Dværgene lovede, at den nok skulle holde - den så ellers ganske blød ud,
den lignede nærmest et stykke silkebånd. Men nu kom det værste: hvordan skulle guderne
få ulven bundet med snoren? Ulven ville naturligvis ikke -den tænkte, at der nok var
trolddoms-kunster med i spillet, når den skulle bindes med så blød en snor, og det var der
jo også.Guderne lovede at løse den igen, hvis den ville prøve at lade sig binde.
"Hvis jeg ikke kan sprænge den," sagde Fenrisulven, "så er I vist lumske nok til at lade mig stå bundet længe." Men til sidst sagde den:
"I må gerne binde mig, hvis en af jer vil lægge sin hånd i min mund imens!" Aserne kikkede på hinanden; det havde ingen af dem lyst til. Men så gik Tyr hen til uhyret og lagde sin højre hånd i dens gab. Derpå bandt de snøren om ulven. Den prøvede at sprænge den, men kunne ikke. Da lo alle aserne. Undtagen Tyr - for han mistede sin hånd.
Snoren blev nu gjort fast til en klippe, og således var Fenrisulven bundet.
