Tor havde som altid været ude øst på for at jage jætter. På vej hjem til Asgård kom han til et lille sund, hvor der stod en færgekarl på den anden side med sin båd. Tor var i drillehjørnet, og råbte til færgekarlen på den anden side:
"Hvad er det for en svækling? Du kunne godt trænge til lidt sul på kroppen. Sejl mig over, og du skal få lov til at smage hvad der er i min madpose."
Færgekarlen lod sig dog ikke sådan håne og svarede igen:
"Sådan nogle store brød skal altid prale med hvor meget de kan spise, men du ser dog noget forsømt og sølle ud; gad vide om din forlod dig da du stadig var ganske lille?"
Tor ville ikke finde sig i sådanne fornærmelser og råbte tilbage at det ikke var noget at prale med, hvortil færgekarlen spurgte hvad han så havde at prale med. For det så ikke ud til at han havde noget at prale med; han lignede en tigger.
Tor råbte, om han så ville kommen med den båd med det samme, og så ville han ellers gerne vide, hvem der ejede båden og hvem der var færgekarlens arbejdsgiver.
Ejeren hed Hildulv, og var en rigtig husbod. Han havde advaret færgekarlen mod at tage tiggere og strejfere med om bord. Han måtte kun sejle med pæne folk, der fortalte deres navn.
"Ja", svarede Tor, " de taler til Tor, Odin søn. Den tapreste af alle guderne, og nu vil jeg så gerne vide hvem jeg taler med!"
Færgekarlen hed Gråskæg. Han var ikke meget for at give sit navn fra sig, men mente ikke at det kunne skade at sådan en blegfis som Tor fik det af vide. Tor blev nu meget gal og råbte at hvis det ikke var for den gode mad han havde med sig, så ville han vade over og så kunne Hr. Gråskæg godt tage sin små ben på nakken.
Færgekarlen mente at Tor skulle passe på ikke at blive våd bagi, og at der skulle mere til at skræmme ham. Tor skulle ikke tro at han kunne klare ham lige så let som Rungner!
"Let," skreg Tor, der nu var ved at være rigtig godt sur. "Du skulle bare vide, at Rungner både havde haft en skjold og et hoved af sten. Alligevel var blev han den lille. Hvad har du så udført imens?"
"Lad os nu se. Jo, dengang var jeg vist på visit hos Fjølvar i fem vintre i træk. Vi drog i kamp sammen, dræbte alle fjenderne og lå hos deres koner", svarede Færgekarlen.
Det troede Tor ikke på, men Gråskæg lod sig ikke tirre, og stod ved sin fortælling. Havde Tor mon udrettet noget imens?
Jo han havde slået 7 troldkællinger ihjel, så de ikke kunne føde nogle jætteunger til at skade menneskene i Midgård. Hvad havde Gråskæg gjort?
"Troldkællinger?" fnøs Gråskæg, "Jeg var på krigstogt i det sydlige hvor jeg fældede en stormand og en jarl. Du ved nok, at faldne krigere som stormanden og jarlen kommer til Odin i Valhal, hvorimod du må nøjes med trællene. Er der ikke rigtigt at du kun er kræfter og muskler, hvorimod du intet mod eller hjerte har? Kan du huske da du lå i Skrymers handske, og du hverken turde nyse eller vende dig af frygt for at Fjalar skulle høre dig?"
Sådan blev de ved i et stykke tid, og Tor blev mere og mere gal, men Gråskæg - der i virkeligheden var Odin - blev mere og mere kold og rolig. Til sidst sagde Gråskæg til Tor, at han hellere skulle tage hjem og se hjem der lå med hans kone i stedet for at stå der og skabe sig.
Tor mente dog ikke at Sif kunne finde på at ligge med andre mænd, men det var bare endnu en grund til at komme hjem, så nu kunne Gråskæg godt komme med den båd. Ellers skulle Tor nok komme efter ham!
Nu ville Gråskæg slet ikke hjælpe ham over vandet, men han ville gerne fortælle ham vejen over land. Han skulle bare holde til venstre og ville så komme til han mor, der nok skulle sørge for at hendes lille dreng kom hjem!
Så opgav Tor, og han måtte gå den lange vej over land.
