Engang stjal den drilagtige Loke Friggs falkeham og i den fløj han til Jotunheim.
Han kom da til jætten Geirrøds gård, og her satte han sig på taget og kiggede ind. Da Geirrød fik øje
på ham, befalede han, at hans tjener skulle indfange fuglen til ham. Tjeneren havde besvær med at komme
op på taget og mens han klatrede morede Loke sig kosteligt. Loke ville blive siddende til mande var
lige ved ham hvorefter han ville flyve væk, men i det tjeneren rakte hånden ud, og Loke prøvede at
flyve, mærkede han at fødderne sad fast. Tjeneren bragte fuglen (Loke) ind til Geirrød, og da han
kiggede fuglen i øjnene, så han med det samme at der var et menneske bag. Geirrød spurgte hvem der
var bag falkehammen, men Loke tav. Så sultede Geirrød ham i tre måneder, og efter det fik Loke munden
på gled. Geirrød ville ikke lade ham slippe, før Loke lovede at han ville få mig til Geirrøds gård
uden våben. Det lovede Loke ham, og da han kom hjem, fandt han på en list, så han kunne lokke mig væk
uden min hammer eller min handske. På vejen overnattede de hos jættekvinden Grid, der er moder til
Vidar den tavse. Hun fortalte, at Geirrød var en stærk og modig jætte, og sagde desuden at vi hellere
måtte få hendes bælte, hendes jernhandsker og hendes stav med. 
Næste morgen drog vi videre og snart kom de til en bred elv, der hedder Vimur. Jeg tog bæltet på og
vadede ud i elven. Loke holdt sig fast i bæltet. Da vi stod midt ude i elven, stod strømmen mig over
skuldrene. Jeg kiggede op, og i en kløft så jeg Geirrøds datter Gjalp stå overskrævs over elven, og da
forstod jeg pludselig hvor alt vanden kom fra. Jeg tog en sten og kastede den mod hende. Alt hvad jeg
kaster rammer, og det gjaldt også denne gang; kilden til elven var væk, og snart faldt vandstanden
også. Jeg fik fat i en rønnebusk og vi kom helskindet i land. Efter lidt vandring, kom vi til Geirrøds
gård, men folkene her viste os ikke den store ære. Vi blev vist ind i stalden, hvor der blev sat to
stole frem til os. Der gik ikke lang tid, før jeg mærkede at min stol løftede sig. Jeg tog Grids stok
og pressede den mod loftet for at holde stolen på jorden. Ved samme lejlighed brækkede jeg rygraden
på begge Geirrøds døtre, Gjalp og Greip, og dette kunne høres langt væk, for vræle det kunne de. Geirrød lod mig nu byde ind i hallen, for at vi kunne kappes i kraftlege. Da jeg trådte frem for Geirrød, tog han en gloende jernkugle og kastede den efter mig. Jeg fangede den med jernhandsken og kastede den tilbage i samme retning hvor den kom fra. Geirrød, den bangebuks, havde i mellem tiden gemt sig bag en søjle, men jernkuglen gik lige i gennem både søjle, Geirrød og husmuren. Sådan endte den møde med Geirrød. Det var alt, hvad han fik ud af, at lokke mig til sin gård.
